Ugens streaming
14. juni 2018 | 15:59

Streaming: Mesterværker på én location

Foto | Nikolaj Møller
I Den skyldige følger man kun politibetjenten Asger (Jakob Cedergren), mens han over telefonen prøver at hjælpe en kvinde, der er blevet bortført.

I hælene på den fremragende danske thriller Den skyldige anbefaler vi intense dramaer, hvor mennesker lever i et lukket rum.

Af Mikkel Krebs Behnke

Én location. Det er en producers våde drøm. En enkelt kulisse, få skuespillere og ingen afspærring af offentlige rum.

Men der er også store kreative udfordringer. Man er dybt afhængig af skuespillet, manuskriptet og kameraarbejdet. Faren er, at det føles som teater og ikke film.

Gustav Möllers debutfilm Den skyldige, der går i biografen nu, er et fremragende eksempel på, at en film med én location sagtens kan være et intenst og spændingsfyld drama.

I den anledning har vi udvalgt fem film, der demonstrerer fordelene ved at filme på én location. Det kan der komme mesterværker ud af!

Skjulte øjne

I Hitchcocks mesterværk fra 1952 forlader vi ikke det lejlighedskompleks, hvor dramaet udspiller sig. Ligesom filmens hovedperson er vi som tilskuere begrænset til at overvære verdenen gennem et vindue.

Skjulte øjne handler om fotografen Jeffries (James Stewart), der efter at have brækket benet må bruge sin tid i en kørestol. Herfra bliver han besat af at følge med i sine naboers private dramaer. Han begynder at mistænke en handelsrejsende for at have slået naboen ihjel og beder sin overklasseveninde (Grace Kelly) om hjælp til at løse mysteriet.

Filmen er Hitchcock, når han er bedst. Han viser sig som mesteren af suspense, og voyeur-temaet er interessant for en biografgænger. Hovedpersonen gør nemlig som publikum: Ser private menneskers liv gennem en linse.

Købes eller lejes på Blockbuster.


Tolv vrede mænd

Bortset fra en kort scene fra retssalen og en hurtig epilog foregår hele Sidney Lumets Tolv vrede mænd i et lille nævningeværelse, som ikke må forlades, før de er nået til en beslutning angående retssagen.

De tolv jurymedlemmer skal afgøre skæbnen for en ung dreng, der er tiltalt for mord på sin far. Vi får på intet tidspunkt indblik i selve retssagen, men hører kun fra elleve nævninge, at den unge mand er skyldig. Men én mand (Henry Fonda) tvivler, og så småt får han de andre overbevist om, at der er velbegrundet tvivl.

Tolv vrede mænd er et mesterligt eksempel på, at man med et fantastisk manuskript, dynamisk skuespil og intelligent kameraarbejde ikke behøver adskillige locations. Et unikt indblik i menneskelige fordomme.

Købes eller lejes på iTunes.


Lady Macbeth

Lady Macbeth foregår i flere rum, men vi er hele tiden på det samme gods, der giver en klaustrofobisk fornemmelse af at være indespærret.

Filmen handler om en ung pige. Hun lever i et kærlighedsløst ægteskab med en midaldrende godsejer, der ikke tillader hende meget. På en af mandens rejser indleder hun en affære med en af karlene, der giver hende gnisten tilbage. Men lidenskaben løber af med hende, og det hele kommer ud af kontrol.

Publikum er spærret inde på godset sammen med hovedpersonen. Filmen er smukt iscenesat i tableauer, der ligner noget fra et Hammershøi-maleri. Florence Pugh gør det fremragende i udviklingen fra lille pige i korset til morderisk kvinde.

Streames på C More og købes eller lejes på Filmperler og FilmLounge.


Locke

En mand kører i bil og taler i telefon. Det er sådan set det, der sker i Locke. Det kan lyde kedeligt, men dramaet er fyldt med spænding.

Byggepladslederen Locke sætter sig ved fyraften ind i sin bil med kurs mod et hospital, hvor en kvinde, som han har haft en affære med, er i gang med at føde. Undervejs har han dramatiske samtaler med sin kone, sine børn og arbejdsgiveren.

Tom Hardy er fremragende som den fortvivlede Locke, og han gør Steven Knights film intens. Vi sidder på passagersædet hos en mand, hvis liv går i spåner.

Streames på Filmstriben og købes eller lejes på Blockbuster.

 

Libanon

Sjælen er krigens første offer, synes at være pointen i Libanon af Samuel Maoz, der er biografaktuel med Foxtrot.

Libanon er en gruopvækkende historie om en tank under Israels invasion af Libanon i 1982. Og vi forlader aldrig tanken – hverken psykisk eller fysisk.

Filmen følger fire israelske soldater, der kun har kanonens sigtekorn som vindue til den ydre verden. Soldaterne må håndtere en tank, der ikke fungerer, mens varme, røg, stank, snavs, døde kroppe, modstridende informationer og ordre om gasangreb gør hverdagen til et helvede.

Libanon er en af de stærkeste anti-krigsfilm. Man kan mærke klaustrofobien i dramaet, der minder om ubådsdramaet Das Boot. 90 intense minutter inde i en tank sætter sine spor.

Lejes på SFanytime.

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

Denne uge fokuserer vi på film i én location.

© Filmmagasinet Ekko