Ugens streaming
20. apr. 2018 | 12:42

Ugens streaming: Midtvejskrisen

Foto | Doane Gregory
Frisøren Ida (Trine Dyrholm) rejser i Susanne Biers Den skaldede frisør til Italien for at deltage i datterens bryllup, hvor hun møder forretningsmanden Philip (Pierce Brosnan).

Midtvejskrisen er alt andet end glamourøs, men historien byder på en række film, der med forløsende humor og livsbekræftende nerve går i clinch med alderens kvaler.

Af Mikkel Krebs Behnke

En krise kan ramme os alle. De fleste mennesker rammes af en eller flere gennem livet. Det er nu engang et vilkår ved at være til.

Og der er kriser, vi har tilfælles, fordi de kendetegner en periode i menneskets liv, som alle på udfordrende vis må tackle.

Mest kendt er naturligvis midtvejskrisen. Og inden for filmverdenen er det et yndet tema at behandle – formentlig også, fordi mange instruktører og manuskriptforfattere har den alder og derfor problematikken tæt ind på livet.

I anledning af premieren på Claire Denis’ Luk solskinnet ind med Juliette Binoche i en midtvejskrise, hvor hun desperat leder efter manden og den store kærlighed, anbefaler vi i denne omgang fem film, der på hver sin måde skildrer midtvejskrisen.

Broken Flowers

Jim Jarmusch kom med Broken Flowers tilbage på toppen efter sin storhedstid i 1980’erne.

Filmen skildrer den slidte og aldrende Don Johnston, hvis liv kører i tomgang. Han har tjent penge på computere, men ejer ikke én. Hans liv mangler retning og mening. Men en dag modtager han et brev, hvor der står, at han muligvis er far til en dreng, og at den dreng leder efter ham.

Han overtales af sin nabo Winston til at opsøge de kvinder, der kunne være moren.

Broken Flowers er en dejligt underspillet komedie med et herligt soundtrack. Der findes ingen bedre end Bill Murray til at gøre ingenting og samtidig være fascinerende. Jarmusch’ film handler ofte om outsidere, der ikke nødvendigvis er ensomme, men måske snarere solister, der agerer på egen hånd. Don er den ultimative Jarmusch-solist.

Streames på C More.

 

American Beauty

Lester Burnham bor i en typisk amerikansk forstad med sin kone og datter. Konen er han ikke interesseret i, og kærligheden er visnet for længe siden. Datteren har han intet forhold til. Midtvejskrisen opstår for alvor, da han forelsker sig i datterens veninde Angela. For så beslutter Burnham at lave drastiske ændringer i sit liv.

American Beauty er en klassisk tragikomedie, der vandt fem Oscars for blandt andet bedste film.

Det er en film om en mand, der er bange for at blive gammel, miste håbet om kærligheden og ikke blive respekteret. Det er tanker og en tilstand, som de fleste mennesker vil befinde sig i på et eller andet tidspunkt. Og det er faktisk livsbekræftende, når det skildres så morsomt og bevægende som i Sam Mendes’ film.

Købes eller lejes på Viaplay og SF Anytime.

 

Sideways

Man kan få rigtigt meget morskab og humor ud af to midaldrende mænds skuffelser over livet og manglende glæde ved fremtiden. Det viser Alexander Paynes Sideways fra 2004.

I filmen møder vi Miles og hans ven Jack, der skal på en vinsmagningstur rundt i Californien. De to er modsætninger og deler kun en fælles fortid og mangel på succes. I en rus af Pinot Noir og damer sniger realiteterne sig lige så stille ind på de to mænd, der må erkende, at de ikke kan flygte fra krisen.

Sideways er baseret på Rex Picketts roman af samme navn. Filmen er morsom, men den tager sine karakterer alvorligt, og vi lærer at elske dem på trods af deres fejl.

Købes eller lejes på Blockbuster og Viaplay.

 

Den skaldede frisør

Med Den skaldede frisør vendte Susanne Bier efter Oscar-vinderen Hævnen tilbage til komediegenren, som hun i 1999 fik et gennembrud med i Den eneste ene.

Frisøren Ida er efter et kemoforløb på vej tilbage. Men da hun opdager sin mand rode rundt med en yngre kvinde, vender hendes liv på hovedet igen. Til datterens bryllup, der skal afholdes i Italien, møder hun gommens far (Pierce Brosnan). Han er en travl og kold forretningsmand, men han begynder at se noget i Ida. Det hele kulminerer til brylluppet, hvor alle er samlet under ét tag.

Filmen er klassisk Bier, hvor hjerte rimer på smerte, død og sygdom rammer hårdt og tungt og følelserne sidder uden på tøjet. Anders Thomas Jensens dialog er skarp og sjov, mens Bier får det hele til at skinne i et smukt, italiensk sommerlandsskab.

Streames på Netflix og HBO Nordic.

 

Dagen i morgen

Isabelle Huppert er en af de dygtigste skuespillere i Frankrig. Få har som hende nærmest kun været med i gode film.

I Dagen i morgen spiller hun Nathalie, der passioneret underviser i filosofi på et gymnasium i Paris. Hun er i et tilsyneladende velfungerende ægteskab, men Nathalies verden vendes op og ned, da hendes mand forlader hende til fordel for en anden kvinde.

Hun må derfor starte forfra i livet, men opdager en frihed, hun ikke kendte til.

Mia Hansen-Løves film handler også om de sidegevinster, der kan tilfalde én, når krisen har lagt sig. Kærligheden i Dagen i morgen er for en gangs skyld ikke kødelig, men platonisk. Og Huppert er som altid uforlignelig i rollen som Nathalie.

Streames på Filmstriben.

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

Denne uge fokuserer vi på midtvejskriser.

© Filmmagasinet Ekko