Pornografi
Tema
10. dec. 2004 | 08:00

Mig selv som billede

Foto | uoplyst

Amatørpornografien florerer på nettet. Kunsthistoriker Rune Gade funderer over, hvad det vil sige at iscenesætte sig selv som sexet.

Af Rune Gade / Ekko #24

Billedpornografien har altid været afhængig af to faktorer: produktion og distribution. I dag er de begge tilgængelige i en hidtil ukendt grad. Snart sagt alle kan skabe billeder og sprede dem vidt og bredt, endda i en næsten total anonymiseret tilstand. Med et web-cam eller et digitalt kamera kan enhver lave sin egen optagelse, overføre den til en computer og sende den i omløb på internettet.
 
Den teknologiske revolution har givet masserne adgang til billedfremstilling og billeddistribution. Medieanalytikeren Brian McNair taler om "striptease-kulturen", og han bemærker, at det kan godt være, vi ikke bryder os om at se, hvordan adgangen til nye teknologier bliver benyttet, men vi kan lige så godt vænne os til det. 
 
Amatørpornografien er en af de genrer, der med de nye teknologiske muligheder har fået en renæssance. Den lader sig aflæse i form af et stigende antal fora på nettet for "hjemme-optagelser" af varierende art. Man kan uden større anstrengelser blive sin egen, og alle andres, pornomodel — endda uden at miste sin sociale anseelse og værdighed, hvis man ellers er i stand til at beskære billedet korrekt eller sløre sit ansigt og andre genkendelige dele med tilstrækkelig omhu. Enhver kan iværksætte sit hemmelige (under)liv som pornomodel, og  mange beboere i den globale landsby — af begge køn og alle mulige seksuelle orienteringer — gør det.
 
Spejlbilledet
Hvad vil det sige at iscenesætte sig selv som "sexet"? Hvad vil det sige at stå foran spejlet, klæde sig af og rette kameraet mod sig selv? At gøre sig til et billede?
 
Kameraet agerer på samme tid som en forlængelse af spejlet og som et potentielt vindue. Kameraet fastholder spejlbilledet, fryser den rette "sexede" posering. Og det åbner muligheden for at eksponere denne omhyggeligt indstuderede posering på internettet, forvandle spejlet til et vindue. At iscenesætte sig selv som "sexet" på denne måde involverer med andre ord mindst to ting: narcissistisk at tage sig selv i øjesyn og ekshibitionistisk at lade andre tage del i beskuelsen. Jeg ser mig selv og lader mig selv blive set af andre.
 
Men naturligvis er det ikke helt så enkelt. Spejlet er allerede fra begyndelsen et vindue. Længe inden kameraets frosne spejlbillede udstilles i internettets store vindue-mod-verden, hviler alle de andres øjne på mig. Den banale handling "at se sig selv i spejlet", som vi alle dagligt repeterer adskillige gange, indebærer en symbolsk overgivelse til de andres blikke på én. At se sig selv i spejlet er allerede at blive set som en anden af sig selv. Men alligevel ikke rigtig en anden, for jeg forbliver trods alt hele tiden så meget udeleligt mig selv, at jeg højst forbigående kan bilde mig ind, at jeg ser på en anden, når jeg betragter mit spejlbillede.
 
Der er med andre ord altid en risiko for, at andre vil se mig helt anderledes, med et helt andet blik. Og jeg ved det. Foran spejlet kan jeg udspalte min fysiske fremtræden, men kan jeg se mig selv med en andens begær, med en andens interesse?
 
Ude af kontrol
At tage sig "sexet" ud vil sige at appellere til andres begær. Det kan ske frivilligt eller ufrivilligt. Hvis det sker intentionelt, må det nødvendigvis involvere ens forestilling om, hvad den andens interesse i én består i.
 
Heldigvis ved vi oftest ikke, hvad der vækker den andens begær. Vi kan appellere til den andens begær ud fra vores forventninger til, hvad det måtte bestå i, men tit fejler vi alligevel, fordi vi kender vores spejlbillede for godt, mens vi kender vores reelle fremtræden — med alle dens utallige gestus, dens mimik, dens bevægelser — alt for dårligt. Vi har intet billede af, hvad den anden forelsker sig i, selv om vi tror det.
 
En stor charme ved amatørpornografiens selvportrætter er dens parade af mere eller mindre fejlslagne forestillinger om, hvad der er sexet. Forsøgene på at præsentere fysiske fortrin på måder, der efterligner de professionelle modellers stereotype poseringer, fremstår i amatørernes eftergøren selvbevidste og kejtede. For at falde sammen med mit forbillede anstrenger jeg mig lidt for meget. Jeg bliver en statue, en størknet figur, der koncentrerer sig alt for intenst om at fremstå på en bestemt måde.
 
Men ironisk nok lader kroppen sig dårligt disciplinere, og selv i de mest krampagtige anstrengelser for at fremtræde "sexet" unddrager visse dele af kroppen sig beherskelsen. Det er heldigvis vanskeligt at være stereotyp. Derfor dette charmerende mylder af detaljer, som forbliver uskyldige midt i forstillelsens spejlkabinet. Og måske netop i kraft af denne uskyld også sexede. Amatøren er ude af kontrol, hvor den professionelle pornomodel omvendt inkarnerer den ultimative selvdisciplin.
 
Tegn på anerkendelse
Begæret kan tilstrømme én fra så mange forskellige retninger. Eller det kan udeblive. Dets veje er uransagelige. At fremstille sig selv som billede, som "sexet", er at udsætte sig selv for begæringer.
 
Det synes da også at være den primære funktion for den nye amatørporno på internettet. Det handler så langt fra blot om at vise sig frem eller kigge på. Det er hverken spejl eller vindue, vi står over for, men snarere et interface, en overflade der forbinder uafhængige dele. Det handler om at kommunikere. At kommentere det, der vises frem. At kommentere den måde, der kigges på. 

Al kommunikation i de amatørpornografiske fora samler sig om det ene spørgsmål: Hvad ser jeg? Nogle gange dog efterfulgt af et lige så påtrængende underspørgsmål: Hvordan ser jeg? Billederne ledsages af seernes mere eller mindre slibrige og liderlige kommentarer, der utvetydigt tilkendegiver, hvorvidt det, de ser, er "sexet". Og i givet fald også ofte, hvordan det er "sexet".
 
Der sker til gengæld ingen bevægelse ud over disse gensidige udvekslinger af tegn på anerkendelse. Jeg viser mig for dig, og du lader mig vide, at jeg bliver set. Jeg kan fremstille mig igen og på mange forskellige måder, og du kan igen og igen på lige så mange forskellige måder lade mig vide, at jeg bliver set.
 
Billedet kan endda finde sit svar i form af andre billeder, som visuelt fremstiller den beundring, billedet har vakt — de sikre tegn på anerkendelse. Det tager ingen ende, og der sker ingen progression fra dette forførelsens stadie, hvor skinnet altid lystfuldt bedrager.
 
Fængslende frihed
Her udstilles og her kigges, men først og fremmest deltages der. Men hvad er det, man deltager i? De tegn på anerkendelse, der udveksles, er af en ganske anden art end den, vi til daglig fordrer og giver. Måske fordi det sted, som legen udfolder sig på, hverken er fantasiens indre virkelighed eller den reelle verdens ydre virkelighed, men et virtuelt rum. Tingene finder ikke sted "i virkeligheden", men de er på den anden side heller ikke uvirkelige. Der er tale om en ny mellemzone, et ingenmandsland.
 
Internettet bliver også en slags "helle", hvor ingen kendte regelsæt helt gælder. Idealet på de forskellige fora for amatørporno er af samme grund stadig de professionelle modellers stereotype og syntetisk uvirkelige skønhed. Men med amatørernes indtog bliver det stadig mere tydeligt, at stereotypernes monopol er brudt, som Brian McNair formulerer det. Kroppe af alle mulige — og umulige — slags myldrer frem. Motivationen for amatørerne er en afprøvning af den seksuelle identitet, dens "værdi" og muligheder i et socialt, men virtuelt felt, blandt andre mennesker, men i ensomhed.
 
Denne leg er, med sin blanding af radikal intimitet og anonymitet, af en historisk ny art. Kommunikationen mellem mennesker, der ansigtsløst blotlægger alt for hinanden, rummer åbenlyst en fængslende frihed. Den kan betragtes som medie-demokratiets endelige triumf, eller den kan ses som et tegn på kulturens forfald.
 
Uanset hvad man mener, vidner det om, hvordan vores synskultur og vores synsbegær både former og formes af de teknologier, vi frembringer. Vi bliver til i vores begærs billede.
 

© Filmmagasinet Ekko