Nyhed
15. aug. 2017 | 15:18

Mikael Bertelsen går igen på tv

Foto | Taro Karibe
Mikael Bertelsen har vandret gennem bambusskove, bjergkæder og storbyer på den japanske ø Shikoku. Det er blevet til DR2-serien Bertelsen – pilgrim i solens rige, som får premiere til september.

”Man møder folk anderledes end i et tv-studie,” siger programchefen for Radio24syv, der tager på pilgrimsvandring på en japansk ø i ny DR2-serie.

Af Nicki Bruun

I 2010 lavede Mikael Bertelsen den alternative julekalender Bertelsen på Caminoen.

Den blev kaldt en vandrehistorie, men det var i ordets bogstaveligste forstand. Bertelsen gik nemlig den 400 kilometer lange pilgrimsrute fra det sydlige Frankrig til det nordlige Spanien.

Nu går Mikael Bertelsen igen på tv.

Den 28. september får tv-serien Bertelsen – pilgrim i solens rige premiere på DR2. Denne gang går Bertelsen den såkaldte Shikoku 88 gennem storbyer, bambusskove og bjergkæder på den japanske ø Shikoku. Det er en rute på 1200 kilometer, hvor man besøger 88 forskellige templer.

”Du går fra et punkt til et andet, men du aner ikke, hvem du møder ude i skoven. Og så sker der det mærkelige, at du efter fem-seks timer møder mennesker på en helt anderledes måde end i et kunstigt tv-studie,” fortæller Mikael Bertelsen til Filmmagasinet Ekko.

Tilfældige møder med zen-buddhistiske bueskytter, sumobrydere og geishaer bliver til interviews om de dybeste lag i den japanske kultur og historie.

”Det giver en meget mere spontan og intens samtale at møde en skikkelse en aften i en bambusskov.”

Far i skoven
Fans af Mikael Bertelsen kender ham bedst for samarbejdet med Mads Brügger, som han deler hvervet som programchef på Radio24syv med.

Sammen lavede de talkshowet Den 11. time på DR2, ligesom de har stået for tv-serien Quatraro Mysteriet og fortsættelsen The John Dalli Mystery, som vandt en pris på Cph Dox.

I Bertelsen – pilgrim i solens rige var Mikael Bertelsen kun foran kameraet og oplevede andre problemer end normalt.

”Der var dage, hvor det styrtregnede. Dér gik jeg op til en togstation og kørte en strækning i tog, for jeg kunne ikke komme frem i vandmasserne. Jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen,” fortæller Mikael Bertelsen, som efter eget estimat har gået 8-900 kilometer og er kommet steder hen, hvor kamerahold normalt ikke må være.

Turen til Japan tegner til at blive en tv-serie, hvor Mikael Bertelsen undersøger det japanske samfund, men også sin egen historie. Hans far, arkitekten Gunnar Bertelsen, havde nemlig et særligt forhold til landet.

”Min far havde arbejdet i Japan i syv år som arkitekt i 50'erne, hvor han var med til at genopbygge landet efter krigen. Så på den måde er jeg opflasket med min fars store kærlighed til Japan, men jeg har faktisk aldrig helt forstået, hvad den handlede om.”

”Nu går jeg så at sige i min fars fodspor, og i rygsækken har jeg også ti sort-hvide fotos fra hans tid i landet.”

På orlov fra radioen
I det kommende nummer af Ekko bringer vi en eksklusiv billedserie fra Mikael Bertelsens tur i det japanske.

Den er taget af den japanske kunstfotograf Taro Karibe, der var med på turen som oversætter, men også fik taget en lang række billeder af Bertelsens møde med japansk kultur.

”Jeg var simpelthen så heldig, at en af oversætterne viste sig at være en af Japans bedste fotografer. Så jeg sagde, at han godt måtte tage nogle billeder, hvis han ville,” fortæller Mikael Bertelsen.

Turen er blevet til en tv-serie i ti afsnit. På grund af sit arbejde på Radio24syv havde Mikael Bertelsen ikke tid til en masse møder med DR2.

”Jeg fortalte DR2, at jeg kan holde et møde om det, og hvis der er interesse, kan jeg bede om orlov. Så til det møde er det ja eller nej. Og det er faktisk interessant, at man kan holde kun et møde og så lave en tv-serie i ti afsnit. Så der er et håb,” siger Mikael Bertelsen og slutter af med vanlig humor:

”Men det kan jo også være, at det bliver noget værre lort, og konklusionen bliver, at man skal holde mange flere møder fremover.”

Klip fra Bertelsen på Caminoen

© Filmmagasinet Ekko