Top 10
18. apr. 2014 | 10:24 - Opdateret 19. apr. 2014 | 16:21

Top 10: Miyazakis bedste tegnefilm

Foto | Studio Ghibli
To søstre møder deres usædvanlig lådne og venligtsindede monster-nabo i Min nabo Totoro. Den fåmælte krammebamse blev senere det ikoniske logo for Miyazakis produktionsselskab Studio Ghibli.

Hayao Miyazaki er aktuel med sit kunstneriske testamente Når vinden rejser sig. Vi ser tilbage på den dybt originale tegneseriemagers fantasifulde univers.

Af Rune Bruun Madsen

73-årige Hayao Miyazaki er en elsket og original ambassadør for den tegnede streg. Han bliver kaldt den japanske Disney, men hans kunstneriske udtryk er umiskendeligt hans eget.

Herhjemme blev Miyazakis succes især cementeret med Oscar-vinderen Chihiro og heksene, der havde dansk premiere i 2003 og for alvor brændte den særlige, japanske anime-stil fast på nethinden hos både voksne og børn. Siden har hans film – med distributionsselskabet Camera Film som katalysator – løbende haft premiere i lettere alternativ rækkefølge.

Hans dramaturgiske kompas peger stik modsat det stærkt pædagogiske og politisk korrekte Disney-univers. Filmene er ofte lange og komplekse, og der er ingen entydige skel mellem det gode og det onde. De fleste billeder er stadig håndtegnede, og en stor portion har instruktørens signatur. Derfor er en Miyazaki-film fra det enestående Studio Ghibli også længe undervejs.

En byge af anmelderstjerner er snarere reglen end undtagelsen, når en Miyazaki-film rammer biograferne. Som en dansk anmelder engang skrev: ”Hvorfor nøjes med burgere og fritter, når man kan få sushi?”

Tematisk kendetegnes Miyazakis værker ved stærke feminine hovedpersoner og en barnagtig fascination af flyvemaskiner. Men bag det visuelt sprudlende ydre gemmer sig en spydig kritik af krig og miljø-ødelæggelser.

Hans nyeste film, Når vinden rejser sig, er efter sigende den aldrende instruktørs kunstneriske testamente.

Vi vover pelsen og præsenterer her en top 10 over tegneseriemesterens farverige bagkatalog.


10. Lupin the Third: The Castle of Cagliostro (1979)

Handlingen er en anelse rodet i Miyazakis debut, der er baseret på en populær manga-tegneserie. Filmen kickstarter med et mislykket kasinorøveri i Monte Carlo, men udvikler sig til et overlæsset plot, som stritter i adskillige retninger. Ikke desto mindre grundfæstes Miyazakis originale streg og den både flabede og intelligente blanding af stilarter og indtryk. Dermed refererer instruktøren til så forskellige fænomener som James Bond og Tintin. Heltinden, flyvekunsten og de økologiske temaer er dog på dette tidspunkt endnu ukendt land.


9. Laputa – slottet i himlen (1986)

Laputa er spækket til randen med hæsblæsende action-sekvenser og føles af den grund måske mindre Miyazaki’sk eftertænksom end listens øvrige film. Filmen forener pigen Sheeta, der falder ned fra himlen iført en flyveamulet, og drengen Pazu, der insisterer på at finde det slot i skyerne, som hans far fabler om. Selv om filmen ikke er blandt Miyazakis bedste, har den tydeligvis været inspirationskilde for både Disneys Atlantis – Det forsvundne rige og Brad Birds Drengen og jernkæmpen.


8. Ponyo på klippen ved havet (2008)

Ponyo er løst baseret på H.C. Andersens eventyr om den lille havfrue. Den handler om guldfiskepigen Ponyo, der gerne vil være en del af den menneskelige verden. Igen er protagonisten en sej og viljestærk pige, der tager sagerne i egen hånd. I modsætning til Miyazakis øvrige film er handlingen enkel og tonen appellerer også til de allermindste. Men Ponyos tematik om en katastrofal oversvømmelse rummer også sofistikeret stof til eftertanke for de voksne.


7. Det levende slot (2004)

”Det stærkeste statement mod krig på hele festivalen.” Det virker umiddelbart ikke oplagt at kæde udtalelsen sammen med en tegnefilm om et labyrintisk og landsby-idyllisk slot på hønsefødder, men ikke desto mindre var det, hvad direktøren på filmfestivalen i Venedig ytrede om Det levende slot. Ifølge Miyazaki skal filmen læses som en kritik af det japanske engagement i Irak-krigen. Kritikken er svøbt i en kærligshistorie om en ung troldmand Hauru og den attenårige Sophie, der af en ond heks forbandes og forvandles til en oldgammel kone.


6. Når vinden rejser sig (2013)

I Miyazakis finalefilm er hæsblæsende flyvesekvenser ikke blot æstetisk krydderi, men selve fortællingens rygrad. Når vinden rejser sig tager sit realistisk-historiske afsæt i den japanske flykonstruktør Jiro Horikoshi, som var arkitekten bag de manøvredygtige japanske Zero-jagerfly, der blev brugt i kamikaze-angreb mod den amerikanske flåde. Som i Nausicaa fra vindenes dal ulmer krigskritikken konstant, når de luftakrobatiske maskiner og deres piloter (mis)bruges som selvmordsbomber. Men først og fremmest prydes filmen af et visuelt imponerende sceneri, der fejer 3D-konkurrenter af banen og står som et glorværdigt punktum for den aldrende tegnefilm-troldmand.



5. Porco Rosso (1992)

I modsætning til de fleste Miyazaki-film har Porco Rosso ikke et barn i hovedrollen. Titlens røde gris er luftbaron i en fortælling, der især er en sprudlende cadeau til flyvekunsten. Som et af instruktørens mere åbenlyst politiske værker stikker filmen samtidig et horn i siden på den gryende fascisme i 1920’ernes Italien. Den er ikke et nær så spraglet et sansebombardement som Chihiro og heksene eller Prinsesse Mononoke.



4. Prinsesse Mononoke (1997)

Genren taget i betragtning er plottet i Prinsesse Mononoke overraskende kringlet og komplekst. Efter at være blevet bandlyst fra sin landsby forelsker krigeren Ashitaka sig hovedkulds i prinsesse Mononoke, der er opvokset blandt ulve. I en mystisk verden befolket af vildsvine-guder og skovspøgelser hudfletter Miyazaki miljøpolitiske spørgsmål i en beretning om menneskets grådighed, der fungerer glimrende på flere niveauer. Det forlyder, at mesteren selv udførte 80.000 af filmens 144.000 tegninger.


3. Nausicaä – fra vindenes dal (1984)

Filmen er kun Miyazakis anden i rækken som instruktør, men den barsler alle de emner, der siden blev pejlemærker i hans univers: fascinationen af flyvekunsten, fokus på miljø- og krigsproblematikker og en ung, stærk kvinde som titelfigur. Filmen, der er baseret på Miyazakis egen manga-serie af samme navn, foregår i en postapokalyptisk verden, hvor giftgasser og kæmpeinsekter truer de resterende mennesker. Men Nausicaäs kærlighed og selvopofrende eksempel skaber balance i naturen og bremser truslen fra insekterne. Filmens miljøproblematik fremstår i dag nærmest profetisk, og den dybsindige fortælling er en lettere overset animationsperle.


2. Chihiro og heksene (2001)

Med Chihiro og heksene hjemtog Miyazaki en Oscar for bedste animerede film i 2001. Filmen kan ses som en abstrakt udlægning af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland. Da pigen Chihiros forældre forvandles til griske grise, må hun på en farefuld ekspedition til en syret drømmeverden, der befolkes af et uhyggeligt, ansigtsløst monster. Chihiro og heksene er et kreativt bombardement, der placerer sig milevidt fra gængse børnefilms didaktiske dramaturgi. Filmens kakofoni af skøre indtryk er Miyazaki i topform, og den gav ham et markant gennembrud i den vestlige verden.


1. Min Nabo Totoro (1988)

To søstre opdager en drømmeverden, der omgiver deres nye hus. Det magiske univers er blandt andet befolket af en mindeværdig kattebus (!) og det storplyssede fabeldyr Totoro, der senere bliver Studio Ghiblis varemærke og en evig kilde til merchandise-indtjening. Miyazaki bruger historien som et springbræt til at hædre børns logiske evne til at lade det hverdagsrealistiske og det magiske eksistere side om side som det naturligste i verden. Og resultatet er en mesterlig og spraglet hyldest til fantasiens skaberkraft. John Lasseter sender i øvrigt en kærlig hyldest til Totoro i Toy Story 3.

© Filmmagasinet Ekko