Interview
17. nov. 2016 | 16:59

Mød enmandshæren Kristian Marstal

Foto | Kristian Marstal
Kristian Marstal står selv bag kameraet i sin Ekko Shortlist Awards-nominerede The German Widow om enkekvinden Edith (Lotte Due Marstal), som er filmet på Falster, fordi det ifølge instruktøren kunne være hvor som helst i verden.

”Der er en irriterende tendens blandt kunstnere i min generation. Man skal være personlig og krænge sin sjæl ud i voldsomme følelser,” siger Kristian Marstal, der er nomineret til Ekko Shortlist Awards 2016 for The German Widow.

Af Nicki Bruun

”Jeg hader i princippet musik på film.”

Det er ikke en udmelding, man forventer at høre fra en filmskaber, hvis oprindelige og fortsatte metier er som en dygtig musiker. Men 25-årige Kristian Marstal er heller ikke et almindeligt talent.

Han er nomineret for bedste fotografering til årets Ekko Shortlist Awards for The German Widow, som han egenhændigt har skrevet, produceret, instrueret og hvad der ellers hører til en filmproduktion.

Det er en stiliseret sort-hvid fortælling om kvinden Edith, der efter at have mistet mand og barn rejser hjem til fødelandet Danmark. Den byder på lange, stillestående og uendeligt smukke indstillinger, der i sin skildring af en lidende kvinde leder tankerne hen på dansk films største koryfæer: Carl Th. Dreyer og Lars von Trier.

Fraværet af musik
Men lad os starte med en uddybning af den skarpe udmelding.

”Hvis jeg vil lave musik, laver jeg rigtig musik, der skal udgives på plader. Tingene udligner sig selv, hvis man putter for meget ind i en film. Der er noget klavermusik til sidst i The German Widow, men det er mere en afrunding end noget følelsesmæssigt,” forklarer Kristian Marstal, der er på fjerde år af sin uddannelse som pianist på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen i København.

Desuden går han på forfatterlinjen på Københavns Kunstskole i et mentorforløb med digteren Christel Wiinblad, og han har lige skrevet en roman.

”Musik er så stort og kan så meget, at det skal stå alene. Musik og billeder kan tage styrken af hinanden, for musik er følelser. Hvis man hører noget, kan man ikke lade være med at reagere på det følelsesmæssigt. Det ligger noget hen over filmen, som kan være ret kvælende,” siger Kristian Marstal.

”Som minimalist synes jeg, at alt skal doseres og have en årsag, så jeg kan godt lide at fjerne en masse ting. Så jeg vil gerne have, at man lægger mærke til fraværet af musik, som nærmest er akavet og derfor bliver ekstremt effektfuldt. Pausen er jo også det mest effektfulde i musik. Rainer Werner Fassbinder – mit store idol – og Ingmar Bergman har også en minimal brug af musik, og derfor giver det så stor effekt, når den kommer.”

Fedt udstillingsvindue
Foruden The German Widow har Kristian Marstal to andre dystre film – Esther (om et religiøst par, der har mistet et barn) og Afmagt (om voldsom jalousi) – liggende på Ekko Shortlist.

Han er meget taknemmelig for anerkendelsen ved at være nomineret i år, men også bare for at have et sted at vise sine film.

”Ekko Shortlist betyder en del for mig, for jeg er meget opmærksom på alt det, som Ekko gør for filmbranchen. Jeg laver tingene selv og er ikke del af nogen etableret filmindustri på nogen måde, så det her er et bevis på, at mine film fungerer,” siger Kristian Marstal og tilføjer:

”Mine ting appellerer ikke til det bredeste, folkelige publikum, så det er godt at få anerkendt kvaliteten i det, jeg laver, og have et fedt udstillingsvindue.”

Kynisk og tørt
Grunden til, at Kristian Marstals film ikke appellerer til et bredt publikum, er måske, at han som en enmandshær selv har stået for alt andet end skuespillet i The German Widow. På den måde må det blive en meget personlig vision, som ikke alle forstår, tænker man.

Den teori er Kristian Marstal ikke enig i.

”Der er en irriterende tendens blandt kunstnere i min generation. Det skal være meget personligt, og man skal krænge sin sjæl ud i voldsomme følelser. Det er jeg meget træt af, og mine film er en reaktion på det. Jeg bruger selvfølgelig mig selv, når jeg skriver, men det handler ikke om mig. Jeg vil helt bevidst ikke lægge alle mulige følelser ind i historien, det skal være kynisk og tørt,” fortæller han.

”Distance er meget vigtigt for mig i alt, hvad jeg laver. Jeg skriver kun i tredje person, fordi første person trætter mig. Jeg har heller ingen adjektiver, fordi de lægger sig til nogle værdier i et menneske, som publikum er fuldstændigt uinteresserede i. Det kan ikke være spændende for nogen, hvordan jeg har det. Jeg vil gerne præsentere mine værker, men jeg holder dem ud i strakt arm.”

Selvgjort er velgjort
Kristian Marstal har i sine tidligere Ekko Shortlist-film uddelegeret opgaverne med blandt andet at fotografere, men fandt med The German Widow ud af at gøre også det selv.

”Jeg fotograferede The German Widow, fordi jeg ved, hvad jeg vil have. I Afmagt havde jeg løsere form, men jeg skal jo stadig instruere fotografen, så jeg kom til at tænke: Hvorfor kan jeg ikke bare gøre det selv? Jeg er ikke fotografuddannet, men kan godt komponere et billede,” fortæller Marstal og fortsætter:

”Det er faktisk meget nemt at lave film alene. Man skræller bare alt det væk, som kræver et stort filmhold, og arbejder ud fra det. Jeg er idealist i forhold til den stil, jeg vil have, men også pragmatiker i forhold til, hvad jeg kan lave.”

”Jeg havde et lydstudie på konservatoriet, og derfor kunne jeg lave en voice-over som en professionel lydoptagelse. Men jeg kunne ikke holde en boomstang under optagelserne, så der er ingen reallyd i filmen. På den måde gav meget sig selv, for jeg har bare gjort det, jeg havde mulighed for at gøre.”

Væk fra virkeligheden
Rainer Werner Fassbinder er netop Marstals store idol, fordi han med sin nedbarberede æstetik kunne lave adskillige spillefilm om året med et lille hold.

”Men han døde selvfølgelig også af det,” bemærker Kristian Marstal med et smil. Det er ellers en arbejdsmetode, som han er inspireret af og helst vil fortsætte med. Også hvis det efter planen bliver til spillefilm i fremtiden.

Skulle det blive en realitet, har Marstal også nogle klare inspirationskilder i den danske filmbranche. Her ser han især på, hvem der tør rykke til grænserne.

”Det er lidt en dansk ting, hvor man ikke rigtigt tør kaste sig ud i noget, som ikke er virkeligheden. Der er kun to danske instruktører, der har det mod: Lars von Trier og Nicolas Winding Refn.”

”Det kræver mod, for så kan man ikke lukrere på noget, der allerede eksisterer. Man skal opfinde alting fra bunden – nogle mennesker, der ikke findes og en hel, anderledes verden. Refn har selv sagt, at han ikke ved, om det, han laver, er særligt godt, men han laver noget rent, og den metode kan jeg godt lide. Sådan vil jeg også lave film.”

Kristian Marstal

Født 1991 i København.

Studerer på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han er på fjerde år i pianist-uddannelsen.

Har også spillet synthesizer i postpunk-bandet Shiny Darkly, hvis frontfigur er Kristoffer Bech fra I blodet.

Går på forfatterlinjen på Københavns Kunstskole og har for nyligt skrevet en roman.

Har tre film på Ekko Shortlist: The German Widow (2016), Esther (2014) og Afmagt (2013).

The German Widow er nomineret for bedste fotografering til Ekko Shortlist Awards 2016.

© Filmmagasinet Ekko