Danske DOX
Tema
22. aug. 2005 | 08:00

Mod lykkens tinder

Foto | Nordisk FIlm
Ivan Basso i Overcoming

Overcoming er en af dansk dokumentarfilms største satsninger nogensinde - et menneskeligt og mytologisk drama omkring Bjarne Riis og hans team CSC før og under sidste års Tour de France. Vi har talt med instruktøren Tómas Gislason, der har brugt krigsfilmen som dramaturgisk model.

Af Lars Movin / Ekko #28

Hvad har cykelløb at gøre med store krigsdramaer som Kellys helte (1970), Dommedag nu (1979), Saving Private Ryan (1998) eller The Thin Red Line (1998)?

En hel del, hvis man skal tro instruktøren Tómas Gislason, som i juni har premiere på sit hidtil mest ambitiøse projekt, Overcoming. Den godt halvanden time lange dokumentarfilm følger Bjarne Riis og hans team CSC gennem det meste af et år, fra sæsonstartens ryste-sammen ture på Lanzarote og i Lucca over forårsklassikere som Paris-Nice og Liège-Bastogne-Liège til kulminationen under alle cykelløbs moder: Tour de France.

Og filmen følger vel at mærke ikke bare rytternes slidsomme tråd op og ned ad bjergsiderne fra en motorcykel eller en helikopter, sådan som vi er vant til at se det i fjernsynet. Nej, med helt op til 22-24 kameraer i visse sekvenser skildrer filmen cykelløb, som det aldrig er blevet set før. Lægger man hertil, at Gislason har haft nærmest ubegrænset adgang til Riis og en håndfuld udvalgte ryttere fra tidlig morgen til sen aften, tegner der sig et omrids af en historie fra en verden, som af både praktiske og mere kontroversielle årsager hidtil har været lukket land for presse og offentlighed.

"Rytterne har stort set haft et kamera oppe i røven, fra de slog øjnene op om morgenen," fortæller en udmattet og tilfreds Tómas Gislason i en pause i de sidste hektiske døgn af filmens færdiggørelse.

"Man må huske, at det er en ekstremt lukket verden. De første måneder gik med at opbygge et tillidsforhold til rytterne. På hotelgangen havde vi installeret en fotograf, som lidt efter lidt blev venner med dem. Selv har jeg fulgt Bjarne Riis det meste af tiden. Og så har jeg brugt enormt megen energi på at forklare dem forskellen på dokumentarisme og journalistik — at vores mål dybest set var at skildre dem som helte, men at vi, for at kunne gøre det ved målstregen, var nødt til også at være der i starten, så vi havde en kurve, et forløb. Til sidst var det nærmest sådan, at rytterne ikke kunne undvære os. Da de selv begyndte frivilligt at tage deres trådløse mikrofoner på klokken syv om morgenen, inden de gik ned til morgenmad, vidste vi, at de havde accepteret os."

Næstekærlighed
Bjarne Riis, der selv vandt Tour de France i 1996, overtog for fem år siden ledelsen af CSC. Ifølge Gislason hænger hans usædvanlige ledelsesstil direkte sammen med hans egen historie, både som rytter og menneske:

"Når jeg sagde ja til at lave filmen, skyldes det blandt andet, at jeg ser Riis som en mand med et utopisk projekt. Og så fandt jeg det interessant at have sådan en stenmandsagtig hovedkarakter, der reelt kunne forandre sig undervejs og måske finde frem til en anden måde at forholde sig til verden på. Efterhånden som jeg kom tættere ind på livet af Bjarne Riis, fandt jeg ud af, at han havde sådan et epifanisk øjeblik i 1998, som blev et vendepunkt i hans liv."

"Det er en fantastisk historie, der handler om, at han blev genforenet med sin far, og at han derefter holdt op med at køre på cykel. I forhold til filmen blev det en alt for stor historie til, at vi kunne inddrage den direkte, så i stedet har vi valgt at lade den ligge under overfladen, og så må Bjarne selv fortælle den i den bog, han er ved at skrive. Men den har betydet meget for, hvordan jeg har forholdt mig til ham i filmen."

Historien med faren er også afgørende for den måde, Bjarne Riis leder rytterne i CSC på.

"Man kan sige, at han har indført nogle atypiske trænings- og ledelsesmetoder, som er afledt af de skuffelser, han selv har haft. For eksempel har han introduceret nogle grundværdier, der handler om næstekærlighed og hensyn til gruppen frem for den enkelte. Det interessante er, at holdets filosofi ikke handler om at cykle, men om at være menneske. Riis siger i starten til rytterne, at mens de cykler, skal de ikke tænke på at vinde, de skal tænke over, hvilken slags mennesker de gerne vil være. Så skal de nok vinde."

"Riis mener, at de fleste ryttere bærer på en eller anden byrde, ligesom han selv gjorde, og han ved, at mange ender ensomme på et hotelværelse med et kilo kokain. Derfor vil han have dem til at tænke over, hvad de vil med deres liv, også efter at de er stået af cyklen. Der er sådan en smuk samtale med nogle nye italienske ryttere, der har været under pisken i mange år. Bjarne Riis siger til dem, at de ikke skal lytte alt for meget til hans filosofi, for han er ikke så velformuleret, men at han gerne vil have, at de tænker over livet. Sådan noget har de aldrig hørt en sportsdirektør sige før."

"Et andet sted taler rytteren Michele Bartoli om, at han har tabt mange løb, fordi han gerne ville have, at det så smukt ud, når han vandt. Hvis han kunne se, at en sejr ville se tilfældig ud, trak han sig. 'Jeg vil gerne kunne se tilbage på mine sejre som et kunstværk,' siger han. Trækker man en anden parallel til kunstens verden, mener Riis, at det ikke er nødvendigt at skære sit øre af for at være med. Man kan godt være en lykkelig rytter. Og hvis man er nødt til at holde op med at cykle for at blive lykkelig, ja, så er det dét, man må gøre. For mig er det en film om at finde lykken."

Krigsfilmen som model
Fortællemæssigt har Gislason som nævnt valgt at bruge en ikke-dokumentarisk genre som strukturmodel, nemlig krigsfilmen.

"Ligesom Clint Eastwood i Kellys helte er Bjarne Riis den tavse mand med en hemmelighed. Han repræsenterer den type mand, der på et eller andet tidspunkt har overtrådt en moralsk grænse. Engang har han svigtet, og ligesom i en krigsfilm samler Riis nu en gruppe mænd omkring sig, som han kan reflektere sin karakter i. Alle krigsfilm handler jo om at finde sig selv. Og for mig er filmens motor, at Bjarne Riis skal finde sig selv, at han skal give sig selv lov til at træde i karakter."
 
"Konkret gjorde vi det, at filmholdet hver mandag samledes oppe i den biograf, jeg har indrettet over klippe-rummene, og så en krigsfilm sammen. Så har vi valgt nogle ryttere ud fra holdet, som vi ville fokusere på, uden at vide, om de ville komme med til Tour de France. De har så fået tildelt nogle roller. Riis var selvfølgelig Eastwood — eller Nick Nolte i The Thin Red Line — altså den person, der samler en gruppe mænd omkring sig for at føre dem ud på en fuldstændigt meningsløs mission, hvor de nærmest er sikre på at dø. Der er ikke mere vand og ikke mere mad, de skal bare fremad. I vores sammenhæng skal de over et bjerg og have en gul trøje på, og for at opnå det skal de gennemgå den ene surrealistiske lidelse efter den anden."
 
"Som altid i den slags forløb holder mændene nogle pauser undervejs, hvor de reflekterer over deres liv. I Saving Private Ryan sidder de efter hvert slag inde i et eller andet hus og taler om, hvad de gerne vil med deres liv, når de kommer hjem. Så kan man sige, at sådan en som Ivan Basso er Private Ryan, den smukke naive mand, som ved filmens start hverken kan tale engelsk eller svømme, men som vokser enormt med opgaven — lige indtil det punkt, hvor hans mor bliver alvorligt syg, og han sælger sin sjæl til djævelen ved at indgå en pagt med ærkerivalen Lance Armstrong. Og der er Carlos Sastre, der kører for familien, men som kommer i konflikt, fordi hans svoger også kører. Eller Andrea Peron, den pligtopfyldende kaptajn, der drømmer om at dyrke vin bagefter. Eller Bobby Julich, historiefortælleren, der blev nummer tre i Tour de France for år tilbage, og som altså har vist sig lovende, men kan vi nu stole på ham i de afgørende øjeblikke ... og så videre."

Klipper uden livserfaring
Med et budget på omkring otte millioner kroner er Overcoming en (i dokumentarsammenhæng) usædvanlig satsning for både Det Danske Filminstitut og Nordisk Film. For Filminstituttet accentuerer projektet de senere års prioritering af dokumentarfilm i biografformat — stort anlagte filmiske fortællinger, som dramaturgisk og udstyrsmæssigt skal kunne klare sig i konkurrencen med spillefilm. Og for Nordisk Film signalerer selskabets investering af et — med producent Kim Magnussons ord — "stort beløb", at man regner med at kunne trække mindst 30.000 mennesker i biografen for i koncentreret form at følge de menneskelige dramaer bag facaden i det Tour de France, som sidste sommer fik omkring en million tv-seere til at sidde klistret til skærmen.
 
Ideen om at lave en stort anlagt film om Tour de France går for Tómas Gislason konkret tilbage til 1998, hvor han arbejdede på et projekt med seks instruktører, der hver skulle lave deres afsnit til en film om løbet. Hos Tour de France Societetet var man interesserede og havde stillet Gislason et større beløb i udsigt, men så kom dopingskandalen og trak mørke skyer hen over sporten, og i en årrække var det nærmest umuligt at komme i nærheden af rytterne med et kamera. På et andet plan går projektet dog meget længere  tilbage, idet Tómas Gislason siden optagelserne til sin debut som instruktør, Jørgen Leth-portrættet Fra hjertet til hånden (1994), har delt Leths kærlighed til sporten.
 
"Allerede i 1992-93 brugte jeg meget tid sammen med Jørgen nede på Tour de France. Og jeg kunne jo se, hvordan han vågnede op og kom til live, når han var dernede samtidig med, at jeg også selv blev fascineret af hele den mytologi, der var omkring cykelløb."
 
Det var lige omkring det tidspunkt, hvor du holdt op med at klippe. Hvad skete der?
 
"Jeg var klipper i tolv år, så jeg synes nok, at jeg tog min tjans. Men på en måde følte jeg, at jeg havde malet mig op i et hjørne. Jeg var kommet ind på Filmskolen som syttenårig og sad og fortalte historier om voksne mennesker uden selv at have de erfaringer. Så kom jeg ud og fik allerede med Forbrydelsens element (1984) en Robert og havde dermed realiseret de drømme, jeg havde haft, siden jeg var tolv år. Hvad så? Så kunne jeg se frem til at sidde i et træskur med et Steenbeck-bord resten af livet og tigge og bede, om de ikke nok ville stille en palme derind, så jeg kunne få vejret. Og hurtigt fik jeg et renommé som én, der kunne tage en stinkende lort op fra gaden og få den til at dufte som en rose, og det er der ingen klippere, der kan."

Aflurer Leths værktøjer
Efter at have opnået en af sine største succeser som klipper med Anders Refns tv-serie Een gang strømer (1987) blev Tómas Gislason involveret i et par mindre vellykkede projekter, som - sammen med en krise i privatlivet - fik ham til at beslutte at holde pause. I stedet koncentrerede han sig om at instruere reklamefilm, et job, der efter hans eget udsagn skulle komme til økonomisk at gøre det muligt at lave dokumentarfilm de følgende år.
 
Lige omkring det tidspunkt, hvor Gislason holdt op med at klippe, fik han en henvendelse fra Jørgen Leth, der ville have ham til at klippe den film, der blev til Notater om kærligheden (1989). Arbejdsmæssigt kunne Leth og Gislason ikke blive enige, men på et personligt plan udviklede de et venskab, der førte til, at Gislason i 1994 lavede filmportrættet af Leth.
 
"Jørgen havde en depression i den periode, hvor han lavede Notater om kærligheden, men han kom over den, og min motivation for at lave en film om ham var, at jeg ville aflure ham de værktøjer, han havde brugt, så jeg selv kunne komme ud af min egen depression. Jeg ville gerne lære at slippe af med min angst."
 
"Jeg havde en teori om, at vi alle sammen har halvtreds timers bullshit i os, hvor vi kan svare på et hvilket som helst spørgsmål uden at reflektere over det. Men hvis man bliver ved med at stille de samme spørgsmål igen og igen, kommer der et punkt, hvor man bliver nødt til at reflektere dybere. Den strategi brugte jeg over for Jørgen, jeg prøvede ganske enkelt at udmatte ham, og da han en dag begyndte at tale om lykken og om ikke at være i nærheden af den, vidste jeg, at filmen var færdig. Pludselig kunne jeg se, at livet handlede om at være til stede, at være nærværende og at turde tage konsekvensen af sit nærvær."

Angstens anatomi
Tómas Gislason opfatter det selv således, at hans første fire film hænger sammen som en løbende udforskning af angstens anatomi. Efter at have undersøgt angst pr. stedfortræder i Jørgen Leth-portrættet involverede Gislason sig direkte i den i efterfølgeren, Patrioterne (1997), hvor han tvang sig selv til at stå ansigt til ansigt med radikale militsgrupper i USA. Dernæst kom Den højeste straf (2000) om Arne Munch-Petersens skæbne i Sovjetunionen, hvor angsten mere nøgternt analyseres som kontrolredskab - med afsæt i mesteren på feltet: Josef Stalin.
 
Endelig behandles temaet i spillefilmen POV - Point of View (2001), hvor vægten dog først og fremmest er lagt på et metodemæssigt eksperiment med at placere fiktive karakterer (skuespillere) i en virkelig kulisse, at blande fiktion og dokumentarisme.
 
"Da vi lavede POV, mødte jeg min kone og friede til hende, og vi fik et par børn, så det blev starten på et nyt forløb, der hedder: Hvor kommer lykken fra? Nu handlede det om at smide angsten af sig og leve i nuet. Da så Nordisk henvendte sig og sagde, at de var interesserede i at lave en film om CSC og Tour de France, og om jeg ville instruere den, virkede det helt rigtigt, fordi jeg i Bjarne Riis kunne se et menneske, der havde opbygget nogle redskaber med henblik på at blive lykkelig."
 
Samtidig blev Overcoming en anledning for Tómas Gislason til at realisere en anden drøm, nemlig at flytte på landet og indrette et state-of-the-art produktionssted, hvor det kreative var i centrum - samtidig med at familien altid var i nærheden.

Landsted ved Rye
I praksis vil det sige, at Gislason har indrettet sig på et landsted ved Rye, femten kilometer vest for Roskilde, i et smukt istandsat bondehus, der summer af aktivitet stort set døgnet rundt. Gislason har selv stået for opbygningen af de tekniske faciliteter, et unikt system, der meget forenklet går ud på, at et varierende antal trådløse arbejdsstationer er koblet på den samme enorme harddisc, således at de involverede kan kommunikere indbyrdes og udveksle filer.
 
I foråret har Gislason sideløbende produceret tre film, og alene på Overcoming har der været tre eller fire klippere i gang på samme tid, som så elektronisk har sendt sekvenser frem og tilbage til bearbejdning hos hinanden. Også i optagefasen har Tour de France-filmen ifølge sagens natur været et stykke logistisk planlægningsarbejde, der svarer til en mindre militæroperation. Æstetisk veksler materialet mellem håndholdt digital video, fastmonterede kameraer i CSC's følgebil, Super-8, stillbilleder og enkelte overbliksbilleder optaget på 35mm - alt i alt mere end tusind timers materiale.
 
"I perioder under postproduktionen har vi været fjorten mennesker i huset. Det er måske lige i overkanten, men jeg vil gerne have, at det er et sted, hvor folk kommer og suger livet til sig. Vi har lavet gæsteværelse, så folk kan overnatte herude, arbejdsrummene er store og lyse og med glasvægge imellem, så man kan se hinanden, og vi klipper med hovedtelefoner på, så man kan sidde i samme rum og arbejde flere sammen. På længere sigt er det tanken at invitere oplægsholdere herud i frokostpauserne, så folk får et kreativt input, og så eventuelt at optage oplæggene og lægge dem ud på vores hjemmeside, tomasgislason.com."
 
- For at vende tilbage til den nye film her til sidst: Der er ét emne, du med garanti vil blive spurgt om igen og igen, nemlig doping. Hvordan har du forholdt dig til det?
 
"Det er lidt det samme som med historien om Bjarne Riis og hans far: Hvis det ikke er med, vil folk spørge, hvorfor jeg er bange for det, og hvis det er med, vil det stjæle al opmærksomhed. Så det er sådan en balancegang."
 
"Overordnet vil jeg sige, at der ikke har været nogen berøringsangst omkring emnet fra hverken Bjarnes eller rytternes side. Jeg havde en weekend, hvor jeg flyttede ind hos Bjarne med et kamera, og hvor vi blandt andet snakkede om alt det, der skete i 1996, men jeg har ikke taget det med, for der er stof nok til en hel spillefilm. Og så har jeg det moralske problem, at jeg dybest set er ligeglad. Det er slet ikke det, min film handler om."
 
"Filmen handler om mennesker, og det vil jeg gerne have folk til at forstå. Så kan det godt være, at nogle vil sige, at doping også er en del af deres liv, men der må jeg så svare, at efter at have tilbragt otte måneder sammen med rytterne, er det ikke min vurdering, at det er noget, der spiller nogen hovedrolle i deres liv. Lige meget hvad de er på eller ikke er på, skal de altså træne ti timer om dagen og op over det bjerg. Det er ikke sådan en pille, man propper i munden, og så kører man først over stregen. Sådan fungerer det overhovedet ikke"

Overcoming anmeldes i EKKO #28.




Tómas Gislason, født 1961. Uddannet som klipper på Den Danske Filmskole i 1982. Indledte på Filmskolen et samarbejde med Lars von Trier og har blandt andet klippet Forbrydelsens element (1984) samt været involveret i Europa (1991) og Riget (1994). Har desuden klippet Busters verden (Bille August, 1984), tv-serien Een gang strømer (1987), Time Out (Jon Bang Carlsen, 1988) og Den store badedag (Stellan Olsson, 1991). Har som instruktør lavet følgende film: Fra hjertet til hånden (dokumentar, 1994), Patrioterne (dokumentar, 1997), Den højeste straf (dokumentar, 2000), POV - Point of View (spillefilm, 2001) og AQUA-filmen Turn Back Time (doku-mentar, 2005).

© Filmmagasinet Ekko