Mød Nicolas Winding Refns mentor

”See you, Jodorowsky,” siger Nicolas Winding Refn og stikker en næve ud til sin mentor Alejandro Jodorowsky.

Vi sidder fem journalister i et venteværelse på fjerde sal i det celebre Hotel Martinez et pænt stykke nede af Croisetten. Vi skal tale med den 84-årige, chilensk-franske kultinstruktør, men interviewet er blevet 50 minutter forsinket, for Jodorowsky og Refn har lige lavet et fælles interview til fransk presse, og de nyder tydeligvis hinandens selskab.

Refn er i godt humør og laver knyttede næver og stiller sig i karikeret aggressiv bokseposition ansigt til ansigt med Jodorowsky til ære for fotografen i en seance, der gør ventetiden værd.

Ingen butterfly, tak!
Det er to dage, før danskerens Only God Forgives vises i Cannes. Alejandro Jodorowsky har været Refns læremester og ven i mange år, og han læser jævnligt Refns skæbne i tarotkort i Paris. Only God Forgives er dedikeret til Jodorowsky, hvilket Refn først lige har fortalt ham, siger Jodorowsky, da vi endelig har instruktøren i ro og mag.

”Han er et geni! Og i min næste film vil jeg imitere hans kunst. Han har imiteret mig, så nu vil jeg imitere ham med en gangsterfilm i Mexico,” fortæller Jodorowsky.

”Han har inviteret mig til at gå op ad den røde løber ved premieren. Men jeg nægter at tage butterfly på, så jeg bliver formentlig afvist. Og det vil glæde mig at blive afvist!”

– I et interview i vores magasin siger Refn, at du har advaret ham mod at lave reklamer. Hvorfor?

Jodorowsky rejser sig og henter hotelmagasinet, der ligger under fladskærmen på hotelværelset. Han slår op på en annonce, hvor en slikket Leonardo DiCaprio reklamerer for et celebert urmærke.

”Det er en prostitueret, der sælger stoffer! Han sælger, og film handler ikke om at sælge. Så Nicolas burde stoppe med det.”

Hvorfor er du så alvorlig, sur-sur-sur?
Venskabet med Refn er kun en delårsag til, at Alejandro Jodorowsky er i fokus på årets Cannes-festival.

For ikke alene har han lavet sin første film i 23 år, den kulørte, surrealistiske, ja, totalt skingrende skøre selvbiografi The Dance of Reality. Han er også i centrum i Frank Pavich’ dokumentar Jodorowsky’s Dune. Filmen handler om Jodorowskys forliste ambition om at filmatisere Dune, som David Lynch forløste uden det store held. Begge Jodorowsky-film bliver vist i sideprogrammet Quinzane des Réalisateurs.

Af udseende er Jodorowsky som en lavstammet udgave af Michael Haneke, med hvidt fuldskæg og et uudgrundeligt blik. Hans engelsk er gebrokkent med tyk spansk accent, men samtidig uimodståeligt livfuldt. Modsat sin østrigske kollega smiler Jodorowsky ofte og gerne, og det står hurtigt klart, at selvhøjtidelighed ikke huer ham.

”Hvorfor er du så alvorlig, sur-sur-sur,” siger han til en kvindelig tysk journalist og imiterer hende med nedadvendte mundvige. ”Det er der slet ikke nogen grund til!”

Han sætter sig til rette i en blød læderstol. Vi sætter os i en halvcirkel omkring ham som børnene om en bedstefar, der skal til at fortælle historier. Hvilket netop er, hvad Jodorowsky skal til. Spørgsmålene er kun stikord til instruktørens tankerække og indfald.

Psykomagi
De to årtier væk fra filmen har været ufrivillig. Han har ikke kunnet få finansieret sine projekter og har i stedet lavet tegneserier, lagt tarotkort og dyrket sin selvopfundne terapimetode ”psykomagi”. Men filmpausen har pint ham, fortæller han.

”Jeg har ikke lavet film i 23 år, men hver aften ser jeg en film eller to til klokken tre om natten. Det har været tortur. For jeg ved, at jeg er god til at lave film, men jeg har ikke kunnet få lov. Men jeg tænkte, at jeg ville vente på det rette øjeblik, for jeg har tid nok. Jeg bliver 120 år.”

Man tror ham gerne. Han ligner ikke én på 84, hvilket han selv har en klar forklaring på.

”Jeg ryger ikke. Jeg drikker ikke. Jeg arbejder. Jeg har en ung kvinde. Jeg får masser af motion. Jeg spiser ikke rødt kød. Jeg lever et sundt liv. Jeg laver kunst. Jeg ændrer mine ideer og holdninger hele tiden. Jeg tror ikke på noget – og så går jeg i en anden retning!”

Surrealistisk processor
Jodorowsky slog igennem på den uafhængige filmscene i starten af 70’erne med western-filmen El Topo, den surrealistiske The Holy Mountain og den egensindige horrorfilm Sante Sangre. Filmene er fyldt med okkulte elementer, grafisk og meget aparte vold og sex og rendyrket surrealisme.

The Dance of Reality viser, at han langt fra er blevet mainstream med alderen. Filmen er på papiret en håndgribelig selvbiografi om lille Alejandros opvækst i en chilensk landsby, hvor han kom til med sine russisk-jødiske forældre, der emigrerede fra Rusland og åbnede en lille butik.

Filmens egentlige hovedperson er faren (der spilles af Jodorowskys egen søn Brontis), en inkarneret kommunist, som opdrager Alejandro med hård hånd.

Jodorowsky insisterer på, at alle filmens grundtræk er rigtige – men de har været igennem en surrealistisk processor og er blevet til absurde, subjektive erindringer med udspring i en kunstners vildtvoksende fantasi.

Mor tisser på far
Den barmfagre og følelsesladede mor synger alle sine replikker, som var hun en operasanger. På et af gadehjørnerne hænger sytten krøblinger, der alle har mistet lemmer i den nærliggende mine, ud. Foran familiens butik prøver en dværg i konstant varierende udklædning at lokke kunder til.

På stranden bor den mærkelige eneboer Theosofisten, og da lille Alejandro smider en sten i vandet, forårsager det en mindre tsunami, hvor alle havets fisk skylles op på stranden.

Senere tisser moren på faren for at vække ham (ingen filmtricks eller blufærdighed!), og faren når også at begrave en hestetræner levende (han spørger selv pænt). Tidligere har faren tvunget sin søn til at få lavet en tandoperation uden bedøvelse for at hærde ham, men faren bliver også selv udsat for smerte, da hans testikler bliver tortureret (ser vi også), efter han er blevet fanget af det chilenske diktaturs soldater.

Instruktøren medvirker også indimellem som sig selv – en alvidende fortæller, der samler op på tankerne hos sit yngre jeg.

Jodorowsky fortæller, at filmen er resultatet af en ”psykologisk eksplosion”. Og den har været et terapeutisk forløb for ham.

Et anderledes barn
”I min barndom i Chile stak jeg ud fra mængden. Jeg var hvid, jeg havde en stor næse, og de andre ville ikke lege med mig. Jeg fandt ud af, hvor anderledes jeg var, da alle de andre drenge sad i en rundkreds og masturberede, og da jeg sluttede mig til dem, grinede de af min tissemand. Den var jo omskåret, og de syntes, den lignede en svamp,” siger Jodorowsky.

”I stedet søgte jeg tilflugt på biblioteket. Jeg læste eventyr, spændingsbøger, versioner af de store klassikere. Det gav mig en stor fantasi. Jeg kendte kun historier. Hver gang jeg lukker øjnene i dag, ser jeg ansigter og historier for mig.”

”Da jeg tog tilbage til Chile, stod byen fuldstændig, som jeg forlod den. Da mine sønner kom dertil, begyndte de at græde. For de kunne se, hvor jeg kom fra. Det var mit lidelsens sted, og nu blev jeg pludselig hyldet som en helt. Det er meget mytologisk – helten forlader byen, men kommer tilbage med den magiske eliksir og heler byen.”

– Hvor får du inspirationen fra til din kunst?

”En kunstner får ikke inspiration. Jeg skaber ikke ideer – ideerne kommer. Nogle gange underskriver jeg en kontrakt på et projekt, selvom jeg kun har en titel. Da jeg gik i gang med at lave Dune, havde jeg end ikke læst bogen. Jeg kunne bare godt lide titlen.”

Grufuld tortur
Salige Freud ville utvivlsomt kunne få meget ud af, at Jodorowsky lader sønnen spille sin bedstefar og på en måde udsætter dem begge for grufuld tortur. Men det var helt naturligt for instruktøren at bruge sin søn i rollen.

”Brontis er den bedste skuespiller, jeg kender. Og han begyndte at forstå mig bedre, da han spillede min far. Vores forhold blev bedre og bedre. Man kan ikke være forælder uden at lave fejl. Og jeg har lavet mange fejl, fordi jeg ville være berømt og en stor kunstner.”

”Brontis var med i El Topo. Han var seks år og havde sin tøjbamse og et billede af sin mor med. Jeg sagde: ’Du er seks år, nu er du en mand.’ Vi graver bamsen og billedet ned i jorden. Det var forfærdeligt for ham. Han tænkte altid på, at myrerne ville fortære hans bamse. Og da han var 20 år gammel, sagde jeg, at nu graver vi det op igen. Dér helede vi sammen hans sår.”

Da Marilyn Manson ringede
Jodorowskys status som kultinstruktør er bare steget med årene, og han har fået en stor kreds af yngre, cineast-fans. Han er meget aktiv på Twitter, hvor han har næsten 800.000 (!) følgere.

”Til min nye film skulle jeg bruge en skuespiller i Chile uden hænder. Men hvordan i alverden finder man det? Så jeg skrev ud på Twitter, og kort efter har jeg en mand i røret, der siger, at han har mistet sine hænder i en ulykke og kan spille skuespil. ’Men jeg har et problem,’ sagde han, ’jeg har også mistet mit øje.’ ’Har du også mistet et øje? Fantastisk!’ svarede jeg. Han kom med i filmen,” siger instruktøren.

Han kalder Twitter for ”nuets litteratur”. Og det har bragt ham i kontakt med mange mennesker, han ikke havde drømt om at kunne nå.

”En dag så jeg Marilyn Manson på tv. ’Han er intelligent, ham vil jeg gerne bruge som skuespiller,’ tænkte jeg. Det skrev jeg på Twitter og så en dag, klokken tre om natten, ringer telefonen: ’Hallo, det er Marilyn Manson,’ sagde stemmen. ’Hvad siger du: ’Lad være med at forstyrre mig med sådan noget idioti,” udbrød jeg. ’Nej nej, det er virkelig mig, jeg vil arbejde med dig,’ sagde han.”

”Derefter skrev han rosende om The Holy Mountain, og det åbnede filmen for et helt nyt ungt publikum.”

Mistede sin søn
Den halve time med Alejandro Jodorowsky er ved at rinde ud. Men en japansk journalist når lige at skyde endnu et spørgsmål ind. Hvordan har han ændret sig som filmskaber fra sidst, han lavede film, til i dag?

Jodorowsky læner sig langsomt frem og kigger hende dybt og direkte ind i øjnene.

”Livet,” siger han.

”Jeg havde en søn på 24 år, der døde. Fra det ene øjeblik til det andet – død! Dét har ændret mig. Jeg har i perioder ikke haft penge at købe mad for – dét har ændret mig. Jeg har været syg – dét har ændret mig. Livet ændrer dig. Men man må rejse sig og fortsætte, hver gang man møder modstand.”