Cinema Days
21. okt. 2016 | 19:49

Palæstinensere elsker jødisk musik

Foto | Jumana Manna
Musiketnologen Robert Lachmann mente at musik skal spilles live for at bevare sin sjæl. I A Magical Substance Flows Into Me gengiver mellemøstlige musikere sange fra Lachmanns radioprogram i lokale variationer.

Palæstinensere og israelere bør i fremtiden leve fredeligt sammen i ét land, mener Jumana Manna, som udforsker arabiske musikkulturer i ny dokumentar.

Af Simon Johansen

”Vi mister den ægte vare. Det bliver til en hybrid så overfladisk og ligegyldig som grøftevand.”

Ordene er Robert Lachmanns. Han var en tysk, jødisk musiketnolog, som i 1930’erne blev fyret fra sit job på et musikbibliotek i det spirende Nazityskland.

Han bosatte sig i stedet i Palæstina, hvor han lavede en række radioprogrammer om fremtiden for orientalsk musik. I hvert program fik han arabiske musikere med forskelligt etnisk og religiøst ophav til at opføre værker fra netop deres musikkultur.

Det er kun den ægte vare, når det er live, mente han.

Musikken skulle ikke skrives ned i noder, som vi i Vesten allerede på det tidspunkt havde en lang tradition for. Den arabiske musik skulle i stedet erindres og fortælles videre fra generation til generation, argumenterede Lachmann, som især frygtede, at fremmede musikkulturer ville sive ind i den arabiske musik og forpeste den.

Sådan lyder en beduin
”Lachmann så den arabiske musik som helligt og uspoleret. Som noget bibelsk,” fortæller den palæstinensiske kunstner og filminstruktør Jumana Manna til Ekko.

I sin debutdokumentar A Magical Substance Flows Into Me træder hun i den jødiske vesterlændings fodspor og besøger de forskellige folk, som Lachmann beskæftigede sig med i sine radioprogrammer.

Og at dømme på antallet af fremmødte her i kulturcentret i Palæstinas de facto-hovedstad Ramallah er kultur noget, der skattes højt. Ikke en eneste af de fremstillede stole står tom til filmens visning i anledning af Palæstinas filmfestival Cinema Days.

I dokumentaren rejser Jumana Manna gennem Israel og palæstinensiske territorier med optagelser fra Lachmanns radioprogrammer. For hvordan lyder sangene i dag, når de opføres af marokkanske, kurdiske, yemenitiske, samaritanske, beduinske og kristne musikere?

”Det dér er ikke indspillet af en beduin. Det lover jeg dig,” siger en beduin, da Manna besøger ham i hans landsby, hvorefter han viser hende, hvordan musikken i virkeligheden skal lyde.

Turisterne bliver væk
Dokumentaren er en gennemgang af den arabiske musikkultur, men forvandler sig undervejs til et portræt af de forskellige arabiske kulturer i dag. Samtidig skildrer Jumana Manna kløften mellem Vesten og Mellemøsten.

Jumana Manna begår nemlig i flere tilfælde den snedighed at lade kameraet køre, længe efter diskussionen om musik er udskiftet med dagligdagssludren.

Som da vi befinder os i en palæstinensisk by, hvor to midaldrende mænd diskuterer, hvorfor der er så få turister i Palæstina.

”De tør jo ikke komme,” siger den ene.

”Ja, de har hørt, hvordan tilstandene er i Irak. Så snart de har set en enkelt halshugning af Islamisk Stat, bliver de væk.”

”Mon de ved, hvor stor Irak er? Det hele er bare Mellemøsten for dem,” konkluderes det efterfulgt af grin fra alle festivalgæsterne i det fyldte kulturcenter.

Den farlige musik
Mens Jumana Manna bevæger sig rundt i området, gør hun en dyd ud af aldrig at præcisere, hvor vi er. Et ganske bevidst valg, fortæller hun.

”Jeg ville ikke tydeliggøre, hvornår vi for eksempel er i henholdsvis Israel og Palæstina. Robert Lachmanns radioprogrammer fandt sted, før Israel blev oprettet i 1948, og jeg tænker på programmet som radiobølger, der breder sig ud over et bestemt område, og det er det område, jeg udforsker i filmen.”

”Jeg ønsker, at Israel og Palæstina bevæger sig væk fra idéen om at dele området op i to selvstændige stater, som forhandlingerne i årevis har handlet om.”

Instruktøren finder idéen urealistisk. Upassende.

”Det er en længere og utrolig kompleks diskussion, men jeg ønsker i virkeligheden, at det palæstinensiske og israelske folk i fremtiden skal kunne leve fredelig sammen i ét samlet land. Ét land, hvor der er lige rettigheder for alle.”

Samtidig er Jumana Manna af den opfattelse, at musik – i modsætning til mennesker – frit flyder over grænser. Men musikken er også med til at definere, hvem vi er. Og hvem vi ikke er.

”At musikken flyder over grænser og begejstrer mennesker på tværs af kulturer, er fantastisk. Men musik er også farligt og kan være med til at skabe distance mellem mennesker.”

Hvordan kan musik være farlig?

”Historisk set har musik været brugt til at forstærke følelser og konsolidere den kollektive identitet blandt mennesker. En kollektiv identitet, som baserer sig på udelukkelse af andre mennesker. På den måde kan musik bygge mure mellem mennesker.”

Universelle toner
Instruktøren giver sig til at fortælle en historie fra sin opvækst i et palæstinensisk kvarter i Jerusalem. Unge mænd kørte rundt i nabolaget sent om aftenen med musikken bragende ud af vinduerne. Det var tydeligvis jødisk musik.

”Jeg var altid forundret over, at disse unge, palæstinensiske mænd lyttede – og med en så høj volumen – til israelsk musik i et palæstinensisk kvarter. Højst sandsynligt identificerede de her fyre sig med resten af det palæstinensiske folk, som forbandede israelerne langt væk.”

”Jeg går ud fra, at de lyttede til den jødiske musik, fordi det var orientalske beats, altså ligesom i arabisk musik. Men ordene var hebraiske. Afgørende var det, tror jeg, at sangene handlede om det samme som arabiske sange: kærlighed, længsel, tab og andre klichéer, som arabisk pop bærer præg af.”

”På den måde kan man altså også bruge musikken og dens temaer til at identificere sig med andre mennesker, selv om de ikke er en del af ens kollektive identitet.”

Sekvens: A Magical Substance Flows Into Me

Jumana Manna

Født i 1987 i Jerusalem.

Palæstinensisk instruktør og skulpturkunstner.

Modtog i 2012 en mastergrad i Æstetik & Politik fra California Institute of the Arts.

Debuterede med dokumentaren A Magical Substance That Flows Into Me (2015).

Bor og arbejder i Berlin og Jerusalem.

Ekko på Vestbredden

Simon Johansen skriver fra Cinema Days.

Cinema Days er en filmfestival på Vestbredden.

Festivalen arbejder for promoveringen af lokale filmtalenter i Palæstina.

Fra 15. oktober til 21. oktober.

Ekko er inviteret til festivalen af Det Danske Hus i Palæstina.

© Filmmagasinet Ekko