Interview
02. mar. 2016 | 16:33

”Når alle laver tv-serier, så gider vi ikke”

Foto | Zentropa
Med vanlig sans for mystik og deadpan-humor præsenterer Lars von Trier sin kommende film, The House That Jack Built, med et silketørklæde om hovedet som en japansk kamikaze-pilot.

Lars von Trier har annonceret, at hans nye tv-serie bliver til en film. Producent Peter Aalbæk Jensen forstår godt valget.

Af Casper Hindse

Zentropa har alle dage været en institution for enere.

Det succesfulde produktionsselskab har siden grundlæggelsen i 1992 gået sine egne veje. Først med Dogme95 og siden med store internationale priser som Guldpalmen, Sølvbjørnen, European Film Awards, Golden Globe og Oscar på firma-cv’et.

Derfor kan det heller ikke overraske nogen, at firmaets mest kunstneriske ener, Lars von Trier, bandt et silketørklæde om hovedet for nogle uger siden, da et nyt projekt skulle annonceres på hans Facebook-profil.

Projektet var imidlertid en gammel idé på nye filmruller. Tv-serien The House That Jack Built bliver i stedet til en film.

Med en ganske rørende deadpan-fremtoning vakte Trier mindelser om salig Alfred Hitchcock, der var kendt for at præsentere sine projekter på lignende vis.

Men selvfølgelig nikkede instruktøren også til sig selv (ellers ville der jo være noget helt galt!), eftersom han i Riget altid selv trådte frem og udlagde den mere eller mindre metafysiske filmtekst.

Citat fra Bowie
Til slut i Facebook-hilsnen siger von Trier følgende: ”This ain’t rock’n’roll, this is genocide.”

Herefter traskede han dovent ud af billedet igen.

Ordene er et direkte citat fra David Bowie-nummeret Future Legend fra albummet Diamond Dogs fra 1974, og derfor er det vel oplagt at spørge den anden af Zentropas store enere, Peter Aalbæk Jensen, om, hvad meningen med denne video-hilsen overhovedet er. 

– Skal vi opleve Bowie-musik i von Triers næste film? 

”Nej, forhåbentlig ikke, hvis du spørger mig.”

– Hvorfor skal The House That Jack Built ikke længere være en tv-serie?

”Alle laver tv-serier i øjeblikket, så det gider vi ikke. Når selv vores ringest formående konkurrenter laver den slags, så ser vi ingen grund til at gå ind og gøre det samme. Derfor må vi hellere lave en film.” 

– Hvem er jeres ”ringest formående konkurrenter” i dette tilfælde?

”Det kan du vel spørge Ekkos læsere om.” 

Seriemorder og børnesang
Der er kun sluppet ganske sparsomme oplysninger ud om, hvad The House That Jack Built handler om. 

Det, vi ved indtil videre, er, at filmen formentlig vil følge en seriemorder (hvilket Bowie-citatet kan ses som en reference til). Samtidig skal vi tilskuere efter sigende opleve verdenen fra morderens synsvinkel.

Det er i sig selv kontroversielt, fordi titlen refererer til den engelske børnesang This is The House That Jack Built, som Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg er en dansk pendant til.

Sangen er en akkumulerende fortælling, hvor det ene tager det andet, og hvor det gælder om at huske mere og mere i remsen. Først er der et stykke ost, der bliver spist af en rotte, som bagefter jages af en kat og så videre. 

Lars von Trier brugte allerede sangen i Forbrydelsens element fra 1984. 

Her gengiver den prostituerede Kim nemlig versene over for et barn: ”This is the cow with the crumpled horn that tossed the dog that worried the cat that killed the rat that ate the mold that lay in the house that Jack built.”

Tilbage til Sverige
Sådan gør man en børnesang ubærlig, men alligevel grumt genkendelig, og det genkendelige kommer da også til at ligge i hele Triers optageproces til den nye film, lader Peter Aalbæk Jensen forstå. 

– Hvornår skal I optage filmen?

”Til september.”

– Hvorhenne?

”Det bliver i Sverige.”

– I Trollhättan hvor I plejer at husere? 

”Ja.”

– Hvilke skuespillere er tilknyttet på dette tidspunkt?

”Ingen. Vi har ikke valgt dem endnu.”

– Men I har vel nogen i tankerne?

”Formentlig.”

– Jeg fornemmer, at jeg ikke får meget mere ud af dig på nuværende tidspunkt?

”Jeg synes da allerede, at du har fået så rigeligt,” gnækker Peter Aalbæk Jensen.

Der er endnu ingen forlydender om, hvornår The House That Jack Built får premiere.

Trier præsenterer sin næste film

Peter Aalbæk Jensen

Født 1956 i Osted på Sjælland.

Uddannet producer fra Den Danske Filmskole i 1987.

Startede karrieren med at producere Tom Ellings Perfect World, der efterlod Aalbæk med en dyb gæld.

Stiftede i 1992 Zentropa sammen med Lars von Trier. Selskabet blev hurtigt det toneangivende danske filmselskab.

I 2001 modtog han sammen med producerne Vibeke Windeløv og Ib Tardini en æres-Bodil for sit arbejde med dansk film.

Sagsøgte i 2012 Ekko, efter at magasinet havde bragt et kritisk essay om Zentropa.

© Filmmagasinet Ekko