Top 10
12. maj 2017 | 13:46

Top 10: Instruktørers flove filmfornøjelser

Foto | D. Stevens
Sidney Deane (Wesley Snipes) tror ikke på, at Billy Hoyle (Woody Harrelson) kan spille basketball, fordi han er hvid. Den historie kan Stanley Kubrick øjensynligt godt lide.

De største instruktører er ikke kun humorforladte skønånder med hang til verdenskunst. De kan også lide komedier om lastbiler, basketball og spøgelsesjægere.

Af Jeppe Mørch

yten om instruktører, der nærmest under guddommelig indflydelse undfanger deres ophøjede mesterværker, lever i bedste velgående.

Man forestiller sig kunstneren som en skønånd, der hver aften læser Proust og Rilke og sipper dyre druedråber til toner af Schubert.

Men de største filminstruktører har ikke kun hang til det finere franske. De nyder også pop – eller det, man kunne kalde for ”flove fornøjelser”.

Vi har samlet ti eksempler.

10. Christopher Nolan: MacGruber

Uanset om han arbejder med drømme eller det ydre rum, så kreerer engelske Christopher Nolan labyrintiske fortællinger og bøjelige universer.

Plottet synes at betyde mere end karaktertegning for instruktøren, der særligt i Memento formår at fremkalde en inciterende gåde gennem omvendt kronologi.

Men Nolan bruger ikke al sin tid på at lægge plotpuslespil i privaten.

Han ser også komedier, og han er tosset med actionkomedien MacGruber – en satirisk skævvridning af den gamle kultserie MacGyver.

MacGruber startede som en sketch i Saturday Night Live, men blev så populær, at Jorma Taccone i 2010 instruerede en hel film om den håbløse agent, der gestaltes af komikeren Will Forte.

Filmen modtog blandede anmeldelser, men Christopher Nolan morede sig kosteligt.

 

9. Alfred Hitchcock: Det vilde ræs

Hitchcock var en af de vigtigste instruktører for den franske auteurteori. Man mente, at The Master of Suspense som få andre formåede at sætte et personligt, kunstnerisk aftryk på sine værker.

Et sådan kunstnerisk aftryk synes ikke umiddelbart at være det, den store mand selv ledte efter i en god film. For en af Hitchcocks absolutte yndlingsfilm er Burt Reynolds-komedien Det vilde ræs fra 1977.

Filmen var stuntmanden Hal Needhams debut som instruktør, og den handler i al sin enkelthed om at transportere øl i en lastvogn tværs over USA.

Det vilde ræs blev ekstremt populær, og den indledte en byge af lastbil-film. Men den blev ikke elsket af anmelderne. Kritikerlegenden Gene Siskel klandrede ganske ironisk en af Hitchcocks favoritter for at mangle … suspense.

 

8. Quentin Tarantino: Anything Else

At et stort instruktørnavn udpeger en Woody Allen-film som en af sine favoritter, er ingen sensation.

Men det er en større overraskelse, at Quentin Tarantino peger på den næsten glemte Anything Else (2003)som en af de tyve bedste film, der er lavet siden Tarantinos egen debut i 1992 med Reservoir Dogs.

På listen findes værker som Dogville, Fight Club, Battle Royal, The Insider og Lost in Translation. Og altså Allens rom-com.

Det er bestemt ikke alle, som deler dette synspunkt. Anmelderen bag Maltin’s Movie Guide, Leonard Maltin, gav for første gang nogensinde en Woody Allen-film dumpekarakteren ”BOMB” og kaldte den for instruktørens værste film nogensinde.

 

7. Martin Scorsese: Eksorcisten II: Kætteren

Der er normalvis bred konsensus om, at Eksorcisten er en bedre film end Eksorcisten II: Kætteren.

Men måske tager vi alle fejl.

En af verdens mest prominente filmnørder, Martin Scorsese, agiterer for, at toeren (instrueret af John Boorman) er en større oplevelse end William Friedkins oprindelige horrorklassiker.

”Jeg kan lide den første Eksorcisten-film på grund af den katolske skyld, jeg bærer rundt på, og fordi den skræmte mig fra vid og sans. Men Eksorcisten II: Kætteren overgår den,” har Martin Scorsese udtalt til magasinet Film Comment.

William Friedkin er mildt sagt uenig.

”Der er ikke en fortsættelse til Eksorcisten, der er noget som helst værd. Toeren er en af de værste film, jeg nogensinde har set. Den er skrækkelig. Den er faktisk værre end skrækkelig. Jeg synes, den er ulækker,” sagde Friedkin i 2013 til The Huffington Post.

 

6. Roman Polanski: Rush Hour

Roman Polanski har prøver lidt af hvert i sit liv. Af og til har han åbenbart brug for at slappe af med simpel slå på tæve-underholdning.

Manden bag mesterværker som Rosemary’s Baby, Chinatown og Den nye lejer forelskede sig således i action-fjollerierne, da Rush Hour havde premiere i 1998.

Han nød at se Jackie Chan og Chris Tucker uddele fysiske og verbale kindheste – og blev bogstaveligt talt opslugt af universet.

I 2007 dukkede Polanski selv op i Rush Hour 3 som den moustachebærende, franske kommissær Revi.

 

5. Ingmar Bergman: Ghostbusters

Personerne i Bergmans film lider. De er skyldige, skamfulde og skumle – og nå ja, så har Gud forladt dem.

Men den svenske mesterinstruktør omgav sig ikke blot med dunkle fiktioner. Han var en decideret movie buff med en kæmpe privat samling af VHS-bånd.

Det fortæller dokumentarserien Bergmans video fra 2012.

Ingmar Bergman fik i løbet af sit liv, der endte i 2007, tilsendt over 80.000 forskellige film. Han beholdt kun dem, som han bedst kunne lide, og ved sin død lå han inde med 1.711 forskellige VHS-bånd.

Blandt disse var anerkendte værker som Billy Wilders Sunset Bouleward, Chaplins The Cirkus, Victor Sjöströms Körkarlen og Hanekes Pianisten.

Men også blockbusters som Dødens gab og Ghostbusters. Dem nænnede Bergman ikke at skille sig af med.

 

4. Lars von Trier: Morten Korch

Spirituelle Andrej Tarkovskij er Lars von Triers yndlingsinstruktør, og Trier er også betaget af Richard Wagners bombastiske kompositioner. Hans seneste film, Nymphomaniac, er da også spækket med litteraturinspirerede digressioner.

Men Trier beskæftiger sig ikke kun med den gode smag. Ofte har han nævnt, hvordan personerne i hans film minder om de små væsner fra Andeby.

Og så er han glad for forfatteren Morten Korch, hvis landsbyromantiske univers er omdrejningspunkt for serien Ved stillebækken, som Trier i 1999 var med til at producere.

På musikfronten lytter dansk films store kronhjort heller ikke kun til de mest anerkendte komponister. I Ekko #63 kunne Trier-chauffør Heine Kaarsbjerg afsløre, at på længerer ture sætter geniet gerne Rasmus Seebach, Nik & Jay eller Rasmus Nøhr på bilanlægget.

”Han tilhørsforhold til moderne musik kan minde om en fjorten-femten-årig piges,” siger Kaarsbjerg.

 

3. Stanley Kubrick: White Men Can’t Jump

Kubrick bevægede sig mellem mange forskellige genrer, men han nåede aldrig til sportskomedien.

Det lyder måske ikke mærkeligt, men manden bag mesterværker som Rumrejsen år 2001 og A Clockwork Orange var faktisk vild med en vaskeægte sportskomedie: White Men Can’t Jump fra 1992.

I filmen spiller Wesley Snipes og Woody Harrelson over for hinanden, når de prøver at besvare spørgsmålet: Kan hvide mænd overhovedet spille basketball?

 

2. Paul Thomas Anderson: Adam Sandler

Da Paul Thomas Andersons multiplot-film Magnolia havde premiere i 1999, rejste instruktøren verden rundt for at give interviews.

En journalist ville vide, hvad han havde på tegnebrættet for sit næste projekt. Instruktøren svarede, at han godt kunne tænke sig at lave en film med Adam Sandler.

Og så begyndte journalisterne ellers at grine. Men Anderson lavede ikke sjov. Han havde længe nydt Sandlers letbenede komedier, og nu ville han skabe en kunstfilmkomedie med Adam Sandler i hovedrollen.

Resultatet blev Punch Drunk Love, en vidunderlig lille perle om selvværdsproblemer, rabatkuponer og en satanisk madraskonge.

Paul Thomas Anderson formåede kort sagt at lave stor kunst ud af sin Adam Sandler-forelskelse.

 

1. Terrence Malick: Zoolander

Terrence Malick har længe været den mest mystiske af de mytiske instruktører. Han udgav film med mange års mellemrum, og han viste sig aldrig i offentligheden.

Heller ikke da The Tree of Life vandt Guldpalmen i Cannes i 2011.

Men så skete der noget. Produktiviteten blev sat voldsomt i vejret, og pludselig var verdens mest sky instruktør ikke så sky længere.

Og på festivalen South by Southwest tidligere i år stillede han sig sågar op på en scene foran et publikum!

Efterfølgende skrev magasinet Texas Monthly en større artikel om Malick, og denne er fuld af små, menneskeliggørende fakta. Malick skulle ifølge magasinet være besat af modeindustri-komedien Zoolander, der har Owen Wilson og Ben Stiller i hovedrollerne.

Da Ben Stiller fandt ud af det, lavede han en fødselsdagsvideo til Malick i rollen som Derek Zoolander.

Artiklen oplyser også, at Malick er meget begejstret for popsangeren Jason Derulos nummer Talk Dirty.

I sangen optræder linjerne: ”Been around the world / Don’t speak the language / But your booty don’t need explaining”. Ordene ligger et stykke fra de højt besungne voiceovers, Malick ynder at anvende i sine værker.

© Filmmagasinet Ekko