Debat
18. feb. 2018 | 17:48

Debat: Når filmbranchen går i sort

Foto | Blockbuster
Som mange til årets Robert-fest var skuespilleren Mikkel Boe Følsgaard klædt i sort for at vise sig solidarisk med ofrene for sexchikane. Men det fremstod mest som en simpel importvare fra USA, skriver to debattører.

Hvem er de ”kendte navne”, som har begået seksuelle overgreb i dansk film? Vi må have navnene frem, eller også må hykleriet holde op, skriver to debattører.

Af Kåre Fog og Søren Grinderslev

Til den 34. Robert-prisuddeling gik mange kvinder og mænd i sort. Mændene gik i sort jakkesæt med sort skjorte. Man skulle tro, at der var sket noget dybt sørgeligt – måske sorg over en ulykke med mange dødsofre.

Men nej, årsagen til den sorte påklædning fremgik af badges på ”festklæderne”, hvor der stod markeret: #MeToo og #Time’s up.

Det hele var inspireret af de sorte antræk ved det amerikanske Golden Globe-show. Vi har importeret amerikanske fænomener som Halloween, Valentine’s Day og Black Friday, og nu altså også sørgeklæder for at vise solidaritet med kvinder, der udnævner sig selv som MeToo-ofre.

Lad os springe knap et år tilbage i tiden.

Dengang argumenterede vi begge i Filmmagasinet Ekko imod den opfattelse, at kvinder i filmbranchen bliver udsat for negativ forskelsbehandling. Kvinder får lige så ofte ja til ansøgninger, som mænd får.

Det skabte vrede en del steder, ja, ikke bare vrede, men galde og forsøg på karaktermord på et hidtil uset niveau.

Det har undret os, hvad denne galde kommer af. Det nærmeste, vi har kunnet komme det, er noget med, at en del kvinder skulle søge ud af branchen, ikke på grund af diskrimination ved støttetildeling, men fordi de lider under sexchikane.

Hvis det er tilfældet, så kan vi måske godt forstå, at nogle bliver forarget over, at vi påstår, at der ikke er sket noget uretfærdigt.

En stor pærevælling
Så vi står med spørgsmålet: Har påstanden om sexchikane noget på sig? Er sexchikane den manglende brik i puslespillet, der forklarer harmen? Forekommer der sexchikane af en sådan karakter, at det kan hæmme kvinder i karrieren?

Emnet ”sexchikane” er i den grad kommet på dagsordenen, via #MeToo-kampagnen, der startede den 15. oktober i Hollywood.

Herhjemme i Danmark er der foregået to indsamlinger af beretninger om sexchikane i det danske teater- og filmmiljø.

Den ene indsamling foregik ved, at Politiken skrev ud til 949 kvinder i branchen. Af de 949 kvinder svarede seksten procent tilbage, at de var blevet udsat for fysiske krænkelser. Tæller vi andre former for krænkelser med, kommer vi op på 25 procent.

Her er citeret fra Politiken, hvilke type krænkelser der er tale om: ”Der er alt fra replikker om kvindernes udseende til voldtægter. Alt fra flabetheder til, at mændene får applaus for at sige lige netop det, en kvinde sagde for fem minutter siden under trusler om at få ødelagt sin karriere.”

Altså en stor pærevælling af bittesmå overgreb og meget grove overgreb.

Den anden indsamling er sket via en hemmelig Facebook-gruppe oprettet af sceneinstruktøren Lærke Reddersen. Her er der indsamlet cirka 500 beretninger om overgreb mod kvinder i branchen, indhøstet blandt næsten 1700 medlemmer af gruppen.

Ud af disse beretninger er 93 publiceret, og dem har vi set nærmere på. Tilfælde, som vi kan være enige i, er grove overgreb, udgør en mindre del – cirka en sjettedel af beretningerne. I den anden ende har vi noget så bagatelagtigt, at det knap kan kaldes chikane. For eksempel at en kvinde skal passere gennem en mands arbejdsrum med plakater af afklædte pinup-modeller for at nå til sit arbejdsbord.

De alvorlige sager
I begge undersøgelser indgår altså bagateller. Vi hører om, at for nogle kvinder føles bittesmå ting – såsom at en mand kigger på hende på en måde, hun opfatter som ubehagelig – lige så negativt som grove, fysiske overgreb.

Uden en bagatelgrænse forplumres statistikkens troværdighed.

Men vi har særligt brug for at se på, om der er episoder, som kunne bremse eller udstøde en kvinde i karrieren.

Her kan vi se cirka ni beretninger, der kunne have den karakter. En af dem er simpelthen en redegørelse for, at en kvindelig skuespiller var gravid og derfor ikke kunne få et skuespiljob. Ærgerligt, men uundgåeligt. En anden handler om overgreb fra en kvindelig chef, ikke en mandlig.

Tilbage er syv episoder – et par i den milde ende, de fleste i den grove ende – som måske godt kunne hæmme karrieren eller helt presse en kvinde ud.

Nu er der jo tale om et udvalg af de 500 beretninger. Men de fleste af de grove tilfælde er sandsynligvis blandt de udvalgte.

Vi konstaterer, at knap 1700 kvinder tilsammen i mindst syv tilfælde siger, at de har oplevet noget, hvor mænds chikane reelt eller potentielt kunne spolere deres karriere.

Falske anklager
Dernæst er der spørgsmålet, om beretningerne overhovedet er retvisende.

Her skal man vide, at falske anmeldelser af sexforbrydelser er meget udbredt. Det kendes ikke mindst fra skilsmissesager, hvor kvinden vil have frataget sin eksmand retten til at se børnene.

Mødres anklager mod fædre om vold, incest og lignende under skilsmissesager er taget voldsomt til i de senere årtier. I USA skønner man, at sådanne falske anklager optræder i cirka 30 procent af skilsmissesagerne. Også i Danmark er sådanne falske anklager formentlig almindelige.

Hvorfor? Fordi det kan betale sig for kvinden. Falske anklager virker.

En lang række mænd har fået ødelagt deres tilværelse af falske anklager om pædofili. Og falske anklager om voldtægt er meget udbredt. I Tyskland er syv procent af de anmeldte voldtægter påviseligt falske, men mange sager er uafklarede, og nogle eksperter mener, at 30-50 procent af alle anmeldelser er falske.

I en undersøgelse i USA, hvor man anvendte løgnedetektor, indrømmede 41-50 procent af anmelderne, at deres anklage var falsk (Eugene J. Kanins bog False Rape Allegations fra 1994). Og mange steder ses tilfælde, hvor voldtægtsanklagen til en start fremstår troværdig, og manden måske endda kommer i fængsel, men hvor sms’er eller bånd- eller videooptagelser senere beviser, at anklagen var lodret løgn.

Når falske anklager er så udbredt, kan man så ikke meget let i #MeToo-kampagnen komme til at ”digte lidt ovenpå”, da anonymitet sikrer, at sagerne aldrig kan tjekkes? Faktisk er der graverende tilfælde af, at #MeToo’s folkedomstol har ødelagt tilværelsen for bevisligt uskyldige mænd.

Dertil kommer, at mange beretninger ligger langt tilbage i tiden, og der kan jo ske erindringsforskydninger. Menneskets hukommelse er meget selektiv og ”opfindsom”.

Kronisk uskyld
Der er således på forhånd masser af grund til ikke uden videre at tro på #MeToo-anklagerne. Det er også påfaldende i de danske beretninger, at beretteren altid selv fremstiller sig som et helt uskyldigt offer – somme tider med en forbløffende grad af passivitet.

Det lyder i vore ører som ensidigt.

Ikke en eneste af episoderne ligger i en gråzone, hvor beretteren selv kan tilskrives et minimum af ansvar for episodens forløb. Her kan vi tale om ”kronisk uskyld”.

#MeToo-ofrene fremstår som handlingslammede dådyr fanget i en lyskegle og uden en snert af fri vilje. Vi har brug for at høre den anden parts version af historien. Vi har brug for kontekst, før vi kan vurdere sagerne.

Men da alle historier er anonyme, er det ikke muligt. Ingen kender sandheden.

Konkret står vi med mindst syv danske beretninger, hvor pres eller overgreb fra manden potentielt kan have presset kvinden ud af banen. Det vil skønsvis sige ét tilfælde hvert andet år i en branche med mange tusind mennesker. Og det angår mest unge, kvindelige skuespillere, ikke filmproducenter.

Tilfældet Peter Aalbæk
Selv når det gælder producenten Peter Aalbæk Jensen, er der gennem årene meget få tilfælde, hvor hans opførsel kan tolkes grænseoverskridende, og han har aldrig anvendt tvang.

Ingen har desuden gjort så meget for at fremme karrieren for kvinder og antallet heraf som Peter Aalbæk.

I direktionen er tre ud af de fire i Zentropas ledelse kvinder. Meta Louise Foldager blev håndplukket til at varetage den prestigefyldte post som producer for firmaets vægtigste instruktør: Lars von Trier.

Det virker som en besynderlig måde at diskriminere/tyrannisere kvinder på: ved at ansætte dem i flæng og skubbe dem op i toppen af foretagendets hierarki!

Desuden er det vigtigt at fremhæve de 88 Zentropa-elever, der har underskrevet deres fulde opbakning til Peter Aalbæks ledelsesstil i en samlet bekendtgørelse. Og Arbejdstilsynet har jo officielt renset Zentropa.

”Vi ved, hvem I er!”
Lærke Reddersen har et indlæg, der lyder, som om hun kunne afsløre de sjofle møgdyr i branchen: ”Vi ved, hvem I er!

Hun skriver, at ”det drejer sig i helt overvejende grad om mænd, der fortsat besidder deres lederjobs eller er udøvende skuespillere i vores brancher (...) Desværre er der kendte navne, der går igen flere gange. Og de sidder dér endnu, på deres pladser i hierarkiet.”

Og hun tilføjer: ”Kollegerne kommer ikke én til undsætning, selv om forulempelserne foregår ret frem for øjnene af alle – cheferne inklusive. Og cheferne bakker heller ikke op – eller går i rette med den, der forulemper. At kommentere enhver kvindes krop, er tydeligvis enhver mands ret. Ellers ville en chef vel stoppe den slags? Og den mandlige skuespiller med det udtalte kvindehad, bliver heller ikke stoppet.”

Ved Robert-uddelingen adspurgte tv-værten Søren Høy de sortklædte kvinder om deres erfaring med sexchikane. Fælles for alle svarene var, at ingen selv havde været udsat for noget, og ingen kendte direkte til kolleger, der havde oplevet sexkrænkelser.

Så hvem er disse mange anonyme kvinder, der giver indtryk af, at branchen er det rene Sodoma og Gomorra?

Spørger man Lærke Reddersen, så ved alle, at det foregår, og at de skyldige især er ”kendte navne”. Men hvem er de? Når mange af mændene til Robert-uddelingen bukker under for gruppepresset og per impuls påtager sig et kønsbetinget skyldkompleks, men samtidig afviser at have nogen som helst andel i sex-overgrebene, så bliver det hele enormt forvirrende.

Når de ”kendte navne" møder op til Robert-festen med sort tøj og #MeToo-badges, hvem er så de hemmeligt anklagede skurke? Det kan ikke være Peter Aalbæk Jensen, for han er jo tilbage på fri fod og deltog selv i Robert-festen.

Ja, han blev endda applauderet af hele salen, da Katja Adomeit modtog producer-æresprisen Ib, og i sin takketales højdepunkt hædrede ham for at have skabt hendes karriere.

Svesken på disken
Når vi spørger så specifikt efter konkrete ofre og bødler herhjemme, er det, fordi den sorte påklædning og de små badges kommer til at fremtræde som en simpel importvare fra USA.

En overfladisk, identitetspolitisk trend uden lokal relevans.

Den sorte påklædning virker ikke alene irrelevant, den er også komplet misvisende herhjemme med den evidens, vi har indtil nu.

Nu må vi se en form for dokumentation!

De mange mænd, der gik i sort til Robert-prisfesten, opfører sig måske som politimænd, der sidder sikre inde i deres politibil og ud gennem ruderne ser, at der foregår voldsovergreb. Men de tør ikke gå ud og konfrontere voldsmændene.

Hvem er hvem?

Hvis mændene og kvinderne mener noget med deres emblemer, så må de da gå i aktion og sørge for, at møgdyrene blandt de ”kendte navne” bliver fjernet. ”Time’s up!” Enten må vi have svesken på disken, eller også må det kollektive hykleri høre op.

Kåre Fog

Født 1949 i København.

Uddannet biolog fra Københavns Universitet i 1975.

Har skrevet bøger om feminisme og humaniora.

Søren Grinderslev

Født 1985 i Nakskov.

Instruktør og manuskriptforfatter.

Har skrevet manuskriptet til gyseren Dannys dommedag.

Slush Ice blev nomineret til Ekko Shortlist Awards 2017.

Også kortfilmene Det sorte får, Trail of Broken Hearts og Sidste kys kan ses på Ekko Shortlist.

© Filmmagasinet Ekko