Film på hjernen
Essay
21. jan. 2013 | 10:50

Når hjernen går i biografen

Illustration | Dr. Alesha Sivartha
I slutningen af 1800-tallet kortlagde Dr. Alesha Sivartha den menneskelige hjerne og beskrev i detaljer, hvor viden og de enkelte emotioner var placeret.

Hvad driver millioner af mennesker ind i biograferne for at se action og romantik, komedie og melodrama? Den danske filmprofessor Torben Grodal, der fylder 70 år fredag 25. januar, har fundet svaret i den menneskelige hjerne og urmenneskets udvikling.

Af Torben Grodal / Ekko #44

Slagsmål, seksuel lidenskab, forfølgelser og andre ophidsende sager.

Film bliver vist på lærreder og skærme, og det er som regel også oplevelser i den ydre verden, filmene skildrer.

Men faktisk foregår filmoplevelsen inde i menneskehjernen og menneskekroppen. Filmenes lys- og lydbølger bombarderer vores øjne og ører, og det er hjernens og kroppens design, der bestemmer, hvilke oplevelser vi kan få, og hvilke oplevelser der tilfredsstiller os.

Det kan være svært at forstå, at alt, hvad vi oplever på lærredet, bare er effekter af små hidsige hjerneceller, der fyrer løs, når de påvirkes af lys og lyd. Og der er en lang tradition for, at humanistisk forskning opererer i sit eget univers uden at stå til regnskab over for de biologiske realiteter og med en udtalt berøringsangst over for naturvidenskaben.

Men her satser den kognitive evolutionære filmforståelse på at lave humanistisk forskning i samarbejde med naturvidenskabelig hjerneforskning for at frembringe langtidsholdbare indsigter i æstetisk oplevelse.

Hjernens funktioner
De sidste årtier har bragt voldsomme fremskridt i hjerneforskningen. Helt nye scanningsteknikker har muliggjort kig ind i hjernens funktioner. Det er baggrunden for, at den filmvidenskabelige forskning har kunnet forklare, hvordan film, hjerne og krop spiller sammen.

Vores hjerner er ikke udviklet for, at vi kan se film. De er udviklet for, at vores forfædre kunne finde føde, avle børn og undgå at blive ædt af sultne rovdyr. Og nyere dele af hjernen er udviklet til at bearbejde sociale relationer, for mennesket er et socialt dyr, der kun kan overleve i grupper.

Kun film, der tilfredsstiller de basale behov, kan få folk til at sidde stille i buldermørke i et par timer – sådan som populære genrefilm kan.

Star Wars-, Die Hard-, Terminator- og Indiana Jones-filmene har universel appel, netop fordi de stimulerer gamle og livsvigtige lag i vores hjerner. De aktiverer urgamle jagtinstinkter og de følelser af frygt og raseri, som vækkes, når ens nærområde eller liv trues. Alle disse følelser befinder sig i de ældste dele af hjernen, enten krybdyrhjernen for enden af rygmarven eller den ældre pattedyrhjerne oven over rygmarven. Når følelserne vækkes, fungerer de som stærke motorer, der kan drive tilskuerens fascination gennem action- og spændingsfilm.

Oplevelsen af genrefilm sætter tilskuerens emotionssystem på højtryk. Den sætter hjernen til at udtænke flugtscenarier, aktiverer hele kroppen – med sved, muskelspænding og hjerteslag. Som om det var virkeligt. For hjernens spontane reaktioner er baseret på enkle syns-, hukommelses- og følelses-mekanismer, der ikke kender forskel på film og virkelighed. Det er kun de overordnede tankemekanismer i frontallapperne, der er klar over forskellen.

Men frontallappernes tankemoduler er placeret senere i oplevelsesstrømmen og kæmper til tider en forgæves kamp mod filmens overvældende aktivering af sanser og følelser. Så selv om vi ved, at det ”kun” er film, kan vi ikke lade være med at blive spon tant forskrækkede eller rørte, når gyseren eller melodramaet spiller på vores følelser.

Angsten for tænder
Det er lidt paradoksalt, at moderne mennesker, der lever fredeligt i højhuse og forstadsbebyggelser, aften efter aften ser timevis af film og tv-serier, som handler om at jage eller blive jaget af mennesker, dyr eller overnaturlige væsener. Det er aktiviteter, som ikke længere har relevans i de fleste moderne menneskers hverdag, men de var livsvigtige for vores forfædre i millioner af år.

Når filmmonstrene viser tænder, skrues der op for dybtliggende reaktionsmønstre. Tænder fremkalder mere frygt end cigaretter og biler, skønt millioner af mennesker dræbes i trafikken og af røg, mens yderst få dør af bid. Spændingsfilmenes overflade spejler måske fragmenter af det moderne liv – jagten kan foregå i bil eller fly – men det er reptilhjernen, der giver brændstof til spændingen. Derfor skal plottet indeholde elementer, som aktiverer reptilhjernens kamp- eller flugt-scenarier.

Mest paradoksal er måske fascinationen af at blive jaget af overnaturlige væsener som ånder, vampyrer, zombier og orker. I millioner af år var vores hjerner tunede til at scanne omverdenen for truende, bidende væsener. Og hvad kan være mere dødsensfarlig end et levende lig som Dracula, der aktiverer den medfødte angst for rovdyr og for lig som hjemsted for giftig smitte?

Kærlighed og oxytocin
Nyere dele af hjernen er derimod stærkt fokuseret på at strukturere sociale relationer, og det forklarer publikums dragning mod en række genrer som kærlighedsfilm, melodramaer, kriminalfilm og komedier.

Det er livsvigtigt for alle pattedyr, at moren passer sine unger, men for mennesket gælder der det særlige, at menneskebørn fødes alt for tidligt på grund af de store hoveder, hvilket betyder, at de i årevis kræver yngelpleje.

Hjemme på Afrikas savanner havde natu- rens selektionsprocesser opfundet et middel til at få mænd til at deltage i at skaffe føde og andre ressourcer til afkommet. Midlet er kærligheden, båndet mellem kvinde og mand, baseret på hjernestofferne oxytocin og vasopressin, der kan binde to mennesker sammen og derved modvirke pattedyrenes sædvanlige promiskuitet.

Da kvinder bærer den største omkostning ved at føde og opfostre børn, er det ikke mærkeligt, at kvinder har en markant større forkærlighed for romantiske film, særlig fordi disse ofte giver gode råd om parringsvalget: Vælg mænd med gode gener, med ressourcer – og frem for alt med et omsorgsgen, der garanterer, at ressourcerne flyder i en kontinuerlig strøm.

Romantiske film – som Pretty Woman, Notting Hill og Den eneste ene – styrker den biologiske trang til tosom binding, men viser også hyppigt skræmmebilleder af, hvad der sker, når man ikke følger opskriften, for eksempel at vælge flotte gener. Mænd deri- mod supplerer ofte kærlighedsfilm med pornografiske film, der appellerer til de reptile og promiskuøse lag.

Bittersøde oplevelser
Hjernen er også forprogrammeret til at kunne nyde sørgelige film, der kalder tårerne frem. De opleves endda ofte som sublime og fremkalder en lystfuld gysen.

Grundlaget for sorgreaktioner er adskillelsesangst, som man også kender det fra dyreungers fortvivlede skrig, når de mister kontakten med deres mor. Adskillelsesangst og sorg er derfor et voldsomt, biologisk udtryk for den betydning, sociale bindinger har for overlevelsen. Og derfor er tragiske kærlighedshistorier som Romeo & Julie eller Titanic langt voldsommere udtryk for behovet for sociale bånd, end lykkelige historier er. Lykken går over, men smerten varer evigt, som den hollandske psykolog Nico Frijda har sagt.

Men hvorfor denne gysen? Og hvorfor er sørgelige film ikke ubærlige? Svaret ligger måske i det forhold, at tragiske film aktiverer mekanismer, der egentlig i tidernes morgen var beregnet til at holde dyr og særligt dyreunger i ro, så de ikke var så lette at få øje på, selvom de led af voldsom adskillelsesangst. Denne mekanisme er ”fryse-reaktionen”, det vil sige at være bomstille, og den fremkalder en gysende rislen ned ad ryggen. Samtidig udskiller hjernen både opiater, der er hjer- nens egne smertestillende medikamenter, og oxytocin.

Sørgelige film giver med andre ord bittersøde oplevelser. Smerten ved sorgen og adskillelsen bliver mildnet, når hjernen udskiller opiater, og samtidig styrker man sin omsorg og sin værdsættelse af sociale bånd. ”Frysningen” markerer også, at man underkaster sig skæbnen, nationen, stammen eller gud. Utallige krigsfilm som Saving Private Ryan bekræfter de sociale bånd til krigskammeraten eller nationen med en lystgysende grådscene som punktum.

Latterens sikkerhed
På en sær måde er komedier og sørgelige melodramaer beslægtede. Både latter og gråd fungerer som sikkerhedsventiler, og undertiden ved man ikke, om man vil le eller græde. For eksempel er Lars von Triers farceagtige Riget også fyldt med tragiske og absurde hændelser, der ikke adskiller sig meget fra indholdet i Triers tragiske film. Og den meste komik er baseret på negative hændelser, hvad enten der faldes på halen, sker pinlige ting eller absurde misforståelser. Latteren er en slags indbygget sikkerhedsventil, der bevirker, at et opiumslignende, lystfremkaldende stof kaldet dopamin udskilles i et center i hjernen, nucleus accumbens, hvis den vurderer, at de negative oplevelser kan accepteres.

Menneskets sociale liv skaber en stadig strøm af negative og pinlige oplevelser, der gennem lattermekanismerne kan dæmpes og bearbejdes. Filmkomedier kan være en slags social terapi, hvor man bearbejder og kontrollerer, ja endda få lyst ud af negative oplevelser, som for eksempel i Den eneste ene, Borat og tv-serien Klovn.

Men nu er film andet end genrefilm, der er også kunstfilm og eksperimentalfilm, hvor handlingen – og de følelser, den fremkalder – ikke er det væsentlige. Her drejer det sig mere om stemninger, der i høj grad skabes af æstetiske elementer, som hjernen reagerer anderledes på.

Kunstfilm leger kispus
Når kroppen sættes i fuldt handlingsberedskab, bliver tingenes farver og former en slags vag baggrundsinformation. Hjerne- aktivitetens fokus er helt fremme i hjernen, hvor centrene for handlingskontrol og tænkning er placeret. Den heftige genrefilm fokuserer på fremtiden, hvad vil der ske. Hvis opmærksomhedsfokus – som i forbindelse med kunstfilm – skal flyttes tilbage til de basale sanseprocesser i synscentrene, kræver det, at genrefilmens sanse-føle-tænke-handle-maskine bringes til ophør eller bringes ned i sneglefart. Så kan fokus rettes mod synsprocesser (eller lydprocesser), som det er tilfældet i kunst- og eksperimentalfilm.

Opskriften på en kunstfilm er derfor uhyre enkel: Sænk tempoet ned til et absolut minimum, lad kameraet dvæle ved detaljer eller scener uden nogen klar betydning for handlingen, og du har en kunstfilm- og eksperimentalfilm. Det gælder film som Ifjor i Marienbad, Spejlet, Being John Malkovich eller Sange fra anden sal, hvor publikum godt kan lade jagtinstinkterne ligge og give afkald på det basale flow, hvor enhver sansning skal vække handlingsmotiverende følelser.

At fokusere opmærksomheden på sansninger af farver og former eller basale oplevelseskomplekser kræver stor mental energi. Men selvfølgelig kræver det også raffinerede visuelle eller akustiske former, der kan fungere som belønning for de hjerner, der giver afkald på handlinger.

Den typiske kunstfilm skaber suggestive og tvetydige billeder, der mættes med følelser, som ikke kan omdannes til handlinger. Man kan sige, at kunstfilmene skaber deres effekt ved at lege kispus med hjernens processer. De har ofte præg af noget dunkelt og mystifistisk, beslægtet med religiøse og andre irrationelle oplevelser, og værdsættes af et særligt, men ikke særlig stort publikum, der her føler en kontakt med en dybere mening i tilværelsen.

Set fra et kognitivt-evolutionært synspunkt er det imidlertid i genrefilmene, vi oplever de mest fundamentale sandheder om mennesket: At det elsker og viser omsorg, frygter, kæmper, sørger og dør.

llustrationen tager udgangspunkt i en model oprindelig offentliggjort i Film Studies: an International Review, vol.8, 2006

FILMOPLEVELSEN IFØLGE GRODAL

Når vi ser film, bliver oplevelsen bearbejdet i det såkaldte PECMA-flow (perception, emotion, cognition and motor action). Fra de visuelle centre i hjernens bagerste del via associationscentre i tindingelapperne frem til centre i fron- tallapperne former flowet oplevelser af handlinger og tids- forløb. Alt dette foregår ved en stadig vekselvirkning med følelsescentre dybt inde i hjernens evolutionært ældste dele.

PECMA

(1) Visuel kortex
analyserer visuelle former (intense oplevelser)
Abstrakte film

(2) Associationskortex
hukommelses-matchning og lyriske-associationer (mættede oplevelser)
Lyriske film

(3) Prefrontal kortex inklusiv præmotorisk kortex
Planlægning af handlinger (spændte oplevelser)
Narrative film

(4) Motor kortex
Kun fuldt aktiveret i virkelig handling og i computerspil

(E) Emotionssystem
(limbisk system)

(S) Somatosensorisk kortex
Skaber identifikation med karakterer via kropskort

Torben Grodal

Født 1943 i Gislinge i Holbæk Kommune.

Internationalt anerkendt filmfor- sker med speciale i evolutionær og kognitiv filmteori.

Har beskæftiget sig viden- skabeligt med film siden 1970’erne, hvor han arbejdede inden for den kritiske teori. I nyere tid har han haft fokus på samspillet mellem film, følelser og kognition.

Er mag.art. i litteratur, men bliver i 1994 Danmarks første professor i filmvidenskab.

Vigtigste udgivelser er Moving Pictures (1997), Filmoplevelse (2003) og Embodied Visions (2009).

© Filmmagasinet Ekko