Portræt
04. sep. 2012 | 09:32

Nekrolog: Manden der ville det hele

Foto | uoplyst
Anders Rønnow Klarlund

Anders Rønnow Klarlund har forladt filmen. Med sig tog han en indstilling til mediet som kunst, som han stod noget alene med. Det blev instruktørens død.

Af Andreas Relster

Ambitionerne sås med det samme.

Allerede da Anders Rønnow Klarlund i 1996 kom med sin første spillefilm, Den attende, stod det klart, at her var ikke bare en instruktør, der ville flette tre historier sammen og samtidig bruge en aktuel begivenhed som baggrund.

Her var også en instruktør, der forlangte noget af sit publikum. Den indstilling var bærende i alle Klarlunds fem spillefilm – ikke mindst den nye og sidste The Secret Society of Fine Arts (der distribueres på dvd med det nye nummer af Ekko).

Han brugte fire år på at lave Danmarks første spillefilm, der kun består af stillbilleder og således har fjernet det vigtigste element i filmmediet: bevægelsen.

For ligesom Lars von Trier og Jørgen Leth kunne Klarlund godt lide at spænde ben for sig selv og udfordre sit kunstneriske virke ved at skabe dogmer, der gjorde livet svært for ham.

Men nu er det slut med at kæmpe for filmkunsten i en branche, der ifølge et essay i Ekko af den bortgåede instruktør er blevet reduceret til at være underleverandør til landets slikfabrikanter, fordi biograferne lever af at sælge slik og popcorn.

Hovedpersoner af træ
Klarlunds kompromisløshed gjorde sig også gældende i den visuelle og musikalsk flotte dukkefilm Strings (2004). Her sloges han ikke bare med hovedpersoner af træ. Han valgte også, at de ikke skulle kunne bevæge deres munde.

Klarlund fjernede med andre ord konstant oplagte muligheder for sig selv og tvang sig selv til at tænke kreativt.

Han opsøgte udfordringerne og derfor også muligheden for nederlag. Når man tager chancen, så er en naturlig konsekvens, at man risikerer at ramme ved siden af målet.

Og forbi ramte han, hvis man skal tro den stort set samlede danske anmelderstand, med Hvordan vi slipper af med de andre fra 2007.

Politisk folkekomedie
Regeringen har vedtaget en lov, der gør, at man kan aflive de mennesker, der er mere til belastning end gavn for samfundet.

Det lyder grumt, men i virkeligheden er Hvordan vi slipper af med de andre en slags folkekomedie over, hvordan politisk nyttefilosofi går imod velfærdsstatens kerne – og over den aktuelle politiske situation og værdiforvirring i det danske samfund anno 2007.

Hvis der er noget, Klarlund ikke mangler, er det ambitioner.

Så når DR Filmlands Per Juul Carlsen i en anmeldelse retorisk spørger: ”Hvad har Rasmus Botoft, Anders Rønnow Klarlund og Hvordan vi slipper af med de andre egentlig bidraget med til det danske samfund?” må svaret være: mod, ambition og en tro på kunsten på egne præmisser.

Lucifer i Danmark
Hvordan vi slipper af med de andre er skæmmet af overspil og kun momentvis sjov, men den viser, at Klarlund havde modet til at prøve at forny en af de mest rigide genrer i dansk film.

På samme måde lykkedes Klarlunds anden spillefilm Besat (1999) heller ikke til fulde. Filmen starter som en thriller om et mystisk virusudbrud, men skifter pludselig spor undervejs og slutter som en horrorfilm, hvor selveste Lucifer har valgt Danmark som tilflugtssted.

Igen var det ikke nok for Klarlund ”bare” at lave en film.

Selv var han Besat af det visuelles virkemuligheder. Det var, som om han genkendte sig selv i de terroristiske hovedrolleindehavere i The Secret Society of Fine Arts og deres forsøg på med vold og magt at genskabe kunstens rolle i verden.

Som Klarlund har udtalt var terroristernes bedrift ikke – som den tyske komponist Karlheinz Stockhausen også var inde på efter angrebet på World Trade Center – at de slog folk ihjel.

De var med Klarlunds ord ”æstetisk ambitiøse, i og med at de skaber uudslettelige visuelle spor i os”.

Kunstens pris
Det virker, som om det er præcis, hvad Klarlund ville med sine film. Han stillede igen og igen sig selv spørgsmålet: Hvordan kan man lave en film, der bryder med alt det, vi normalt forventer af en film?

Selvom det ikke altid lykkedes Klarlund at levere en helstøbt film, og selvom hans stræben efter at gøre tingene anderledes indimellem stod i vejen for selve projektet, så er det kunstens pris.

Kunst kommer, når man betræder ukendt grund. Man lykkes, og man fejler. Man prøver at finde ind til noget, der kan give publikum en oplevelse, som er mere end underholdning.

En holdning han ikke fandt gav megen genklang i den danske filmbranche.

Tilbage står en instruktør, som bevarede sin kunstneriske integritet. En mand, der tog chancer og lavede film, som man aldrig tidligere har set det i den danske filmhistorie. En mand, der med næb og klør kæmpede for at udvikle filmsproget og havde evnen til at overraske os.

Det er den mand, der nu har taget sin gode hat og er gået sin vej. Hvilket man kun kan begræde.

© Filmmagasinet Ekko