Nyhed
13. maj 2009 | 01:16

New Danish Screen spotter talent

Frederikke Aspöck er lyspunktet i ny omgang kortfilm fra New Danish Screen, der afprøver filmtalenter.

Af Claus Christensen

Et midaldrende par har problemer med hinanden, deres datter har problemer med kæresten, og da deres vennepar, som også har problemer, ankommer til sankthans-festen en dag for tidligt, eksploderer det hele.

Lyder det som et dansk familiedrama af en skuffe, vi har åbnet før – måske lidt for tit?

Nej, instruktøren Frederikke Aspöck har en ræv bag øret og fortæller sit lille, tætte kammerspil med en nærmest Buster Keaton-agtig deadpan-humor og en snert af det groteske vanvid, som vi kender fra Emir Kusturicas Underground og hans øvrige surrealistiske Balkan-film.

Filmen hedder Får og varer blot 30 minutter, men hvilke 30 minutter!

Man skiftevis klukler og føler et stik i hjertet, når Søren Sætter-Lassen (et alt for sjældent syn i dansk film) som den bløde familiefar anstrenger sig for at stille alle tilfredse, men ender med at gøre sig utilbens med alt og alle – selv fårene, som står på marken og med stigende undren betragter disse mærkelige mennesker.

Det er længe siden, en tøffelhelt er blevet spillet så urkomisk og dog så rørende.

Goddag-mand-økseskaft
Manuskriptet af Christian Torpe er af samme høje kvalitet. Det balancerer på en knivsæg og mister aldrig balancen. Selv de mest groteske goddag-mand-økseskaft-dialoger er nemlig ikke blot sjov og ballade, men siger også noget om karaktererne og deres indbyrdes forhold:

Moren (til familiens håndværker): ”Etwas zu trinken?”
Faren: ”Hvorfor taler du tysk til ham? Han er jo polak.”
Moren: ”Derfor kan han da godt være tørstig.”

34-årige Frederikke Aspöck er uddannet som instruktør på New York University: Tisch School of the Arts og gjorde sig allerede bemærket i 2004, da hun vandt Filmskolekonkurrencen i Cannes med afgangsfilmen Happy Now.

Det er imidlertid med sin første danske film og sin første film på et større budget, at instruktøren træder frem som det mest løfterige kvindelige filmtalent siden Susanne Bier og Lone Scherfig.

Magi i sommerlandet
Får er produceret af Jesper Morthorst, som er uddannet på Super16 og værd at holde øje med. Morthorst har også produceret en anden af de nye kortfilm fra talentudviklingen New Danish Screen, der havde premiere under den netop overståede CPH:PIX-festival.

Det er 42-årige Alice de Champfleurys Sol skin, der følger den indesluttede teenager Nadja, som har svært ved at give sig hen til en ny ven, fordi hun angiveligt er traumatiseret af farens svigt.

Omstændighederne forbliver gedulgte, og den lyriske, næsten ordløse film lever mest i kraft af sine stemningsmættede erindringsbilleder fra sommerlandet, som er overdådigt smukt filmet af Marek Wieser.

Der er magiske øjeblikke, som når den dystre stemning kortvarigt afbrydes af det unge pars forelskede løbetur i skoven. Men et spændingsplot virker påklistret, og man savner noget af den charme og blomstrende fantasi, som kendetegner Alice de Champfleury , når hun laver animationsfilm (for eksempel serien om enebarnet Ernst og hans kulrede alenemor).

Det svære spring
Alice de Champfleury er bemærkelsesværdigt nok den eneste af de ni instruktører, som New Danish Screen i denne ombæring sætter spot på, der er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole.

Seks af instruktørerne har end ikke en instruktøruddannelse. De kommer fra andre grene af filmproduktionen: manuskript, klip, producer, skuespil og reklame.

Det er der intet galt i.

Der er mange veje til Rom, og man behøver ikke (som Lars von Trier) at have instrueret film siden sandkassealderen for at bliver en stor instruktør. Stanley Kubrick startede som fotograf, Alfred Hitchcock tegnede mellemtekster til stumfilm, og Carl Th. Dreyer var ballonskipper (!) og journalist ved Ekstra Bladet, inden han gik til filmen.

Men springet til instruktør er større – og sværere – end man tror, hvilket New Danish Screen-filmene også vidner om.

Et stileksperiment
Den 35-årige filmklipper, Jesper Maintz, har instrueret værtshusdramaet 501, hvor handlingen kører i to spor: forlæns og baglæns. Ganske raffineret, men uden en vision, en dybere mening eller bare tilnærmelsesvis troværdig psykologi ender filmen som et rent stileksperiment.

Der er en del mere på spil i reklamefilminstruktøren Lars Mikkelsens Træneren,  som fortæller et pædofili-drama mellem en fjortenårige håndboldspiller og hans træner.

Vi følger offerets vej fra tvivl til vished, men selv om hele tre notabiliteter står bag manuskriptet – Mogens Rukov, Christoffer Boe og Lars C. Detlefsen – bliver vi aldrig for alvor involveret i hovedpersonen eller klogere på forbryderen.

Penneprøven dumpet
Helt galt går det for skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis. Huset er personligheden, som vistnok Freud sagde, og igennem et kafkask mareridt af en nat styrter den hårdt plagede Alvin rundt i et lejlighedskompleks, hvor han konfronteres med forskellige sider af sig selv.

Modigt symbolsk, men udførelsen er så teatralsk og eksalteret, at Nedenunder bliver anstrengende at se. Man må give Riis, der aspirerer til at instruere en spillefilm, at hun i sin penneprøve sætter alt på ét bræt – og dumper med et brag.

En gris og et monster
Efter dygtigt lobbyarbejde af M&M Productions blev den 40-årige manuskriptforfatter Dorte W. Høgh Oscar-nomineret for sin debut som instruktør.

Grisen er en satirisk og håndfast allegori over Muhammed-krisen. Den slår sympatisk bro over kulturkløften og er båret af den altid gode Henning Moritzen i hovedrollen, men som film betragtet er den stiv og umusikalsk - og minder i passager mere om et temastykke end om en kunstnerisk fortælling. 

Så er der langt større potentiale i produceren Nikolaj Tarps instruktørdebut. Aqualorius! er en blanding af mobbe- og monsterfilm, og effekterne er så gode, at man faktisk bliver reelt bange for monsteret med det mærkelige navn, der venter på svømmehallens bund.

Man kan sagtens forestille sig denne kortfilm udvidet til en spillefilm, især efter den svenske kultsucces Lad den rette komme ind, som ligeledes forener socialrealistisk ungdomsfilm med horrorgenren.

Her er en filminstruktør!
At være iscenesætteren, at bære den personlige vision og samtidig fungere som generalen for et filmhold, kræver et talent, som få mennesker har.

Dét talent har skuespilleren Christian Tafdrup.

Hans instruktørdebut, En forelskelse, er tidligere blevet anmeldt i Ekko, men den blev vist igen på CPH:PIX sammen med de andre New Danish Screen-kortfilm og gjorde et endnu stærkere indtryk ved gensynet.

Allan Hyde er forrygende følsom som teenageren, der forelsker sig i kærestens far (Lars Brygmann), og man forstår godt, at Hollywood har fået øjnene op for ham.

Men filmen er ikke kun båret af skuepillerne. Den er så filmisk elegant, så lydefri i sine virkemidler og så menneskeligt vedkommende (på trods af sit grænseoverskridende emne), at man helt uden tøven konstaterer: Her er en filminstruktør!

© Filmmagasinet Ekko