Interview
25. okt. 2006 | 08:00

Ni dage i september

Foto | Henrik Saxgren
Besættelsen af Ryesgade

Den tidligere TV Stop-aktivist Helle Hansen har fra tætteste hold fulgt BZ'erne siden midten af 1980'erne. Nu giver hun sit bud på bevægelsens historie i en dokumentarfilm, hvis omdrejningspunkt er den ni dage lange barrikadering af Ryesgade i 1986.

Af Lars Movin / Ekko #34

Selv om det er ved at være ganske mange år siden, sidder mange af billederne stadig på nethinden. Det berømte lokum, der kastes ned mod betjentene, som står og putter sig under de gennemsigtige plexiglasskjolde foran Mekanisk Musik Museum i marts 1982. Den geniale happening, da BZ'erne umiddelbart inden politiets planlagte angreb på Allotria rømmer huset via en hemmelig tunnel i januar 1983. Den 29 minutter lange belejring af overborgmester Egon Weidekamps kontor i marts 1985. Og selvfølgelig de ni dages barrikadering af Ryesgade i september 1986, en kulmination — men måske også et antiklimaks — efter tre et halvt års besættelse af ejendommen Ryesgade 58.

Sidstnævnte aktion er selve motoren i journalisten og tidligere TV Stop-aktivist Helle Hansens netop færdig-gjorte dokumentarfilm om den danske BZ-bevægelses historie. Filmen, som slet og ret har titlen BZ, zoomer ind på BZ-bevægelsen i 1980'erne. Og fra Ryesgade-episoden trækkes tråde både tilbage og frem i tiden. Tilbage til de første aktioner i begyndelsen af årtiet, med de korte besættelser af fabrikkerne Rutana og Schiønning & Arvé i oktober 1981 som startpunkt og frem til bevægelsens udtoning ved indgangen til 90'erne, hvor de to Vesterbro-huse, Mekanisk Musik Museum og Sorte Hest, bliver ryddet.

Omkring dette forløb strøs så brikker til et tids-billede, en social og samfundsmæssig ramme omkring den ungdomsårgang, der skulle gå over i historien som BZ-generationen. Nogle af stikordene er arbejdsløshed og sultecirkulære samt en markant mangel på uddannelses-pladser og ungdomsboliger.

Til gengæld er det instruktørens valg ikke at brede selve husbesætter-historien yderligere ud, med tressernes slumstormere — herunder Sofiegården (1969), Thy-lejren (1970) og Christiania (1971) — som oplagte ældre søskende. Og med 90'ernes autonome som lige så oplagte yngre søskende. De historier må fortælles i andre film (efter sigende er en film om Ungdomshuset på Jagtvej i støbeskeen).

Et ønskejob
Helle Hansens film har været længe under-vejs. Mindst fem år, hvis man går helt tilbage til den første manuskriptstøtte fra Det Danske Filminstitut. Indimellem ligger massevis af research, opstøvning af materiale fra officielle såvel som uofficielle kilder, gennemsyn af udklipsmapper, fotos og andet arkivstof samt naturligvis kilometervis af film- og videooptagelser. Hertil kommer næsten alle tænkelige typer forhindringer i form af skiftende redaktører hos Danmarks Radio, rettig-hedsproblemer, svigtende fondsstøtte samt ikke mindst et produktions-selskab, der gik konkurs og tog en del af filmens økonomiske fundament med ned i et stort sort hul.

Ikke desto mindre betragter Helle Hansen det som et ønskejob at få lov til at lave filmen om BZ:

"Det er et ekstremt lystbetonet projekt, som jeg længe har haft lyst til at lave, en gave simpelthen. Men samtidig er jeg en smule nervøs. Jeg har en meget stor respekt for de mennesker, som stiller op og fortæller deres historier, og fordi der er så mange, som har haft berøring med BZ, ved jeg også, at nogen vil være kritiske og efterlyse andre prioriteringer og vinkler på stoffet. Men indtil videre har jeg kun mødt velvilje."

I en vis forstand er det da også et projekt, der har ligget og ulmet hos Helle Hansen meget længere end de fem år, hun konkret har været i gang. Faktisk helt tilbage fra midten af 1980'erne, hvor hun begyndte at stifte bekendtskab med miljøet.

Efter for alvor at have fået tændt den journalistiske glød på et Carsten Grolin-kursus i 1985 trådte Helle Hansen sine professionelle barnesko på Ugeavisen København, en venstreorienteret lokalavis drevet på ulønnet basis af kræfter som Morten Bohr, Erik Valeur og Ulrik Dahlin (senere nogle af initiativtagerne til månedsbladet Press).

"Jeg var ikke specielt politisk bevidst hjemmefra, men det voksede i de omgivelser, hvor man virkelig brændte for det, man lavede. Det var sådan et sted, hvor det var engagement og lyst, der drev værket. Man lavede avis og snakkede og festede og var nærmest sammen døgnet rundt, så i virkeligheden levede vi næsten ligesom BZ'erne," siger Helle Hansen, der var knapt to år på Ugeavisen København.

Pludselig var vi i luften
I kølvandet på Ugeavisen København var det naturligt for Helle Hansen at springe ind i den gruppe, der i 1987 så småt var begyndt at barsle med tanken om at lave en københavnsk lokal-tv-station med fokus på alt det, der foregik på venstrefløjen, i aktivistmiljøerne og ikke mindst omkring BZ. Det var i lokal-tv-forsøgenes opstartsfase, og i initiativgruppen bag TV Stop sad, foruden tidligere medarbejdere ved Ugeavisen København, en del aktivister, heriblandt christianitter og BZ'ere — kort sagt folk, der ikke tidligere havde prøvet at lave fjernsyn, men som i punk-æraens bedste gør-det-selv-ånd bare kastede sig ud i det.

"I dag kan det være svært at forstå, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Men der fandtes dengang sådan en attitude, der gik ud på, at det kan da godt være, det ikke vil lykkes, men lad os i det mindste forsøge. Og pludselig viste det sig, at folk kunne alt muligt. Nogle var gode håndværkere og kunne skaffe værktøj og få lokalerne sat i stand, andre kunne finde ud af det tekniske, og lige pludselig var vi i luften."

"Også på den måde var der mange paralleller mellem TV Stop og BZ. Man havde lyst til, at der skulle ske noget, man havde lyst til at protestere mod systemet, og så gjorde man noget ved det. Anders Villadsen — som er klipper på filmen — og jeg har talt en del om, at det kan være svært at få øje på noget lignende nu. Hvis man er ung i dag, spiller man måske computerspil eller går til sport eller spejder, eller man melder sig ind i en politisk ungdomsorganisation. Det er alt sammen udmærket, men der er ikke så mange rum, hvor unge kan være sammen om noget kreativt, som ikke er styret af voksne. En af mine veninder taler om, at der er så mange ‘curlingbørn' i dag. De voksne stæser rundt og passer på dem hele tiden."

Hvor meget havde du konkret at gøre med BZ'erne dengang?

"I modsætning til, hvad mange tror, har jeg aldrig selv boet besat. Men jeg har haft mange venner i bevægelsen, og omkring Sorte Hest i slutfirserne overvejede jeg også selv at flytte ind, men gjorde det ikke. På den måde har jeg hele tiden vidst, hvad der foregik. På Ugeavisen København var der folk, der boede i Ryesgade, og avisen dækkede begivenhederne tæt. Og det fortsatte på TV Stop."

På TV Stop var I en blanding af journalister og aktivister. Hvordan forholdt I jer til det at være megafon- eller mikrofonholdere for eksempelvis BZ'erne?

"Det stod direkte i vores målsætning, at vi skulle dække venstrefløjens aktiviteter. Det hed jo TV Stop, fordi vi syntes, at folk skulle slukke for fjernsynet og gå ud på gaden og være aktive. Det var derfor helt naturligt, at når der var demonstrationer og happenings, så dækkede vi det. Vi sympatiserede jo med meget af det, der foregik, det var der ingen, der lagde skjul på. I dag, hvor jeg er blevet lidt ældre, synes jeg det er godt, at man også kan se nogle nuancer. Men dengang var tingene ret sort-hvide."

"Når det er sagt, så diskuterede vi tit dette med, om man både kunne være aktivist og journalist. Der var nogen, der praktiserede det, men vi andre syntes, at det var ret problematisk, at man først gik ud og demonstrerede og kastede tomater mod den vesttyske ambassade og så bagefter tog ud som reporter og spurgte myndighederne om det ene og det andet. Men man må tænke på, at fordi vi havde så tætte kontakter til miljøet, var vi ofte de første på pletten, når der skete noget, og mange gange kunne vores tilstede-værelse være med til at lægge en dæmper på gemytterne, både hos politiet og hos aktivisterne. Plus at vi jo registrerede, hvad der foregik, hvis der bagefter skulle opstå sager."

De interne spændinger
Rygraden i den nye film er som nævnt barrikaderingen af Ryesgade i ni dage i september 1986.

"Det er et forløb, som i koncentreret form rummer de fleste af de elementer, som er af interesse omkring BZ: forberedelserne, det politiske spil, det interne spil, pressens rolle, de forskellige forsøg på konfliktløsninger, drama, konfrontation etc. Samtidig er det en aktion, der accentuerer nogle af de interne spændinger i BZ-bevægelsen. Da man ender med at forlade huset, er der langt fra enighed. Nogle mener, at man skal trække sig, fordi slaget er tabt og måske i virkeligheden har været det fra starten, mens andre synes, at man skal blive og kæmpe til den bitre ende — også selv om det kan resultere i fængselsstraffe på flere år. Det må man så bare tage med, er holdningen. Selvfølgelig er det drønhårdt at leve på den måde i længere tid, og omkring Ryesgade begynder man virkelig at mærke en intern splittelse."

Og en radikalisering af holdninger og metoder?

"Måske også det, i hvert fald hos nogle af de involverede. Men der havde nu længe været en vis voldelighed i luften. Tænk bare på situationen med lokummet fra Mekanisk Musik Museum eller Endagskrigen, begge dele i 1982. Og Allotria kunne også have udviklet sig dramatisk, hvis ikke man havde fundet på at lave den tunnel. Politiet var jo mødt meget talstærkt frem."

Hovedparten af det righoldige filmmateriale fra Ryes-gade stammer fra de to filmmagere Bent Staalhøj og Franco Invernizzi, som fulgte begivenhederne tæt og dengang lavede filmen BZAT — ni dage bag barrikaderne (1987). Andre optagelser stammer fra DR's arkiv. Endelig har Helle Hansen fået udleveret politiets egne videoregistreringer.

Dernæst har hun indforskrevet seks vidner. De tre er aktive BZ'ere fra dengang: Mogens Volden, Martin Sundbøll og Gyda Heding. De tre andre er aktører, som fulgte begivenhederne udefra: tidligere chefpoliti-inspektør Einer Lind, tidligere VS-byplanborgmester Villo Sigurdsson samt fotograf Henrik Saxgren, som især spillede en rolle som eneste medierepræsentant i forbindelse med besættelsen af Weidekamps kontor i 1985.

"Alene dét, at nogen stiller sig op og fortæller om deres engagement i BZ, kan godt være kontroversielt. Det var jo en kollektiv bevægelse, og det var ikke altid velset, hvis nogen stillede sig op og talte på andres vegne. Det mærkede for eksempel Mogens, da han på et tidspunkt forsøgte at udgive en bog om sin tid som BZ'er (Storbyindianer, 1988). Nogle af de andre tog simpelthen ud på det depot, hvor første oplag lå, og puttede en vandslange ned i bøgerne og spraymalede dem udenpå. I dag er tingene selvfølgelig noget på afstand, og de fleste kan tage det lidt mere roligt, men vi gør stadig meget ud af at understrege, at de tre, der er med i filmen, kun taler på egne vegne. De taler om, hvordan de har oplevet tingene."

Eftersom filmens fokus ligger omkring Ryesgade-aktionen i 1986, og TV Stop først for alvor kom i gang i 1989-90, er det begrænset, hvad Helle Hansen har kunnet bruge fra sine egne tidligere tv-produktioner. Dog nåede hun i forbindelse med markeringen af tiåret for Ungdomshuset på Jagtvej i 1992 at lave et interview med Egon Weidekamp (som døde i 2000). Weidekamp var Københavns socialdemokratiske overborgmester i årene 1976-89, altså netop i BZ-bevægelsens storhedstid, og i interviewet fortæller han blandt andet om, hvordan de unge forsøgte at give ham buksevand, da han i 1982 kom ud for at holde tale i forbindelse med indvielsen af huset.

Efter rydningerne af Vesterbrohusene, Mekanisk Musik Museum og Sorte Hest, i 1990 begyndte det oprindelige miljø at opløses, og energien rykkede over i de mere humoristiske happening-tiltag a la Kulørte Klat samtidig med, at en ny generation kom på banen. Det er dem, vi nu kender som De autonome.

Energi til skrantende mastodont
I dag opfatter Helle Hansen på mange måder tiden på TV Stop som sin uddannelse:

"Efter nogle år på TV Stop var vi en lille gruppe, der dannede foreningen RåFilm, fordi vi gerne ville lave nogle lidt længere dokumentariske programmer, end man kunne i TV Stop-regi. Vi var stadig alle sammen arbejdsløse, og der var stadig ingen penge i det, men det lykkedes os da at lave nogle ting fra Kroatien, Libyen og Tyskland."

Netop i de år begyndte Danmarks Radio under indtryk fra dels det relativt nye TV 2, dels den teknologiske udvikling at bløde op på tekniske regler og gamle produktionspraksisser for at tilføre ny energi til den skrantende mastodont i Gladsaxe. I den proces blev Helle Hansen — efter et lille mellemspil på TV 2's Eleva2ren — sluset ind i Gyngemosen, ikke mindst i B&U-regi. Og op gennem 90'erne kom hun til at lave en række produktioner til både det daværende Statens Filmcentral og diverse tv-stationer, herunder en dokumentarfilm om Børnehuset i Sankt Peders Stræde i København.

"Når man først én gang har været på TV Stop, så er man jo TV Stop med hud og hår, også selv om man begynder at arbejde i andre sammenhænge. Det er det engagement og den energi, jeg gerne vil skildre i filmen om BZ. Det var en tid, hvor man måske ikke havde så mange muligheder, men hvor man alligevel havde modet til at tage sagen i egen hånd og springe ud i nogle ting uden at lave en masse forberedelser og uden at tænke så meget over konsekvenserne."

"I dag synes jeg, at fantasifuldheden er druknet lidt i systemer og rammer. Det er måske meget godt, at der er blevet strammet op på nogle områder, men vejen er også blevet meget smal, og man kan knap nok finde på andet end at gå i demonstration, hvis der er noget, man er utilfreds med. Derfor håber jeg, at filmen kan inspirere ved at give et indblik i en tid, hvor man turde sætte sig uden for hovedstrømmen, og hvor man ikke altid bare var sig selv nærmest."


Læs Helle Hansens undervisningsmateriale til BZ-filmen.

© Filmmagasinet Ekko