Nyhed
19. juli 2017 | 10:08

Nikolaj Arcel instruerer film om Kennedy

Foto | Casper Sejersen
Hollywood har fået tag i Nikolaj Arcel. Stephen King-filmatiseringen The Dark Tower får snart premiere, men danskeren har allerede sit næste job i USA på plads.

Allerede før The Dark Tower har premiere i biograferne, har Nikolaj Arcel fået grønt lys for sin næste film med Matt Damon i hovedrollen som Robert F. Kennedy.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

En Oscar-nominering åbner mange døre, og Nikolaj Arcel har i årene siden En kongelig affære været tilknyttet en lang række amerikanske filmprojekter.

Filmatiseringen af Stephen Kings mastodontværk The Dark Tower har dansk biografpremiere den 17. august. Men allerede nu ved instruktøren, hvad der bliver hans næste film: et historisk drama om Robert F. Kennedy, den yngre bror til præsident John F. Kennedy.

Robert blev dræbt kort før primærvalget i 1968, hvor han var favorit til at blive demokraternes præsidentkandidat.

Det har tidligere været fremme, at Arcel og hans mangeårige medforfatter Rasmus Heisterberg skriver manuskriptet, men nu bekræfter Arcel over for Ekko, at han også skal instruere filmen.

Filmen optages til april næste år – 50-året for mordet – og Matt Damon skal spille hovedrollen.

Den kiksede lillebror
Filmen kommer til at foregå i de fire og et halvt år, der gik fra John F. Kennedy blev dræbt i Dallas i 1963, og til hans lillebror blev myrdet af den 24-årige, psykisk syge palæstinenser Sirhan Sirhan.

”Filmen starter med, at JFK dør, og hvad så? Der opstår et kæmpe hul, og så kommer den her lidt kiksede lillebror og skal prøve at overtage og blive nationens frelser. Det synes jeg er en fantastisk historie,” siger Nikolaj Arcel.

Filmen skal distribueres af Warner Bros. og produceres af Matt Damon og Ben Affleck via deres produktionsselskab Pearl Street Films. Damon har længe villet spille Robert F. Kennedy og ønskede selv, at Arcel skulle være manuskriptforfatter og siden også instruktør.

Den danske instruktør har kun roser til sine to amerikanske samarbejdspartnere.

”Ben Affleck er en virkelig dygtig instruktør og Matt Damon en virkelig dygtig skuespiller og forfatter. De har hyret mig på baggrund af det, de allerede ved, jeg kan.”

”Det er lidt som en blanding af Kongekabale og En kongelig affære,” forklarer Nikolaj Arcel og fortsætter:

”Filmen foregår meget i Washington, og der er masser af politisk dirty spil. Men der er også det personlige med en lillebror, der skal træde ud af storebrors skygge. Samtidig har filmen det episke, det historiske, som En kongelig affære havde.”

”Den har mange af de ting, som jeg har rodet med før. Og så skulle den gerne blive sin helt egen, selvfølgelig.”

En ægte idealist
Robert F. Kennedy blev af sin bror udnævnt til at være statsanklager og indledte allerede dengang et korstog mod mafiaen. Efter brorens død blev han kendt som en progressiv politiker, der ville rydde op i Washington og skabe social forandring.

Det er netop den idealisme, han er husket for i dag.

”Når jeg siger ’I’m doing RFK’, siger alle amerikanere: ’Oh, my God! The last innocent time of America!’ Og det var det jo virkelig. Der har ikke siden været den form for tro på, at noget godt var ved at ske som med John F. Kennedy og dernæst Roberts præsidentkampagne. Og så blev de bare skudt. Det er simpelthen så trist,” siger Nikolaj Arcel.

”Robert var i den grad en idealist. Han endte med at være benhård i den sidste kampagne. Dér sagde han ting, som politikere ikke ville turde sige i dag. Han sagde, at der var en sygdom i USA, nemlig kapitalismen. Han kritiserede, at amerikanerne bliver ’oplært til at dræbe, såre, lemlæste og gå i krig’, og han stillede spørgsmål som: ’Hvad nu hvis Gud er sort?’”

”Hvis nogen politiker i dag stillede sig op og sagde det, ville vedkommende blive betragtet som ekstremt venstreorienteret.”

Anti-Trump-film
At Robert F. Kennedys budskaber giver filmen en politisk kant, er Nikolaj Arcel og hans samarbejdspartnere fuldt bevidst om.

”Det kommer nok til at blive opfattet som en anti-Trump-film, men det er den ikke,” siger Nikolaj Arcel, men tilføjer med et smil:

”Eller det må den måske godt være. Vi bruger næsten mere tid på at snakke om Trump til møderne, end vi gør på at snakke om filmen!”

Trailer: The Dark Tower

Nikolaj Arcel

Født 1972 i København.


Opvokset i det indre København med dansk far og græsk mor, der kommer fra øen Lesbos.

Uddannet fra Den Danske Filmskole i 2001.

Har arbejdet som manuskriptforfatter på film som Klatretøsen (2002), Mænd der hader kvinder (2009) og de fire første filmatiseringer af Afdeling Q-bøgerne.

Har skrevet flere artikler i Ekko, for eksempel om kunsten at begå sig i den amerikanske filmbranche: It’s Hollywood, baby!

Spillefilm

The Dark Tower
2017

En kongelig affære
2012

Sandheden om mænd
2010

De fortabte sjæles ø
2007

Kongekabale
2004

© Filmmagasinet Ekko