Essay
20. aug. 2005 | 08:00

Nostalgisk science fiction

Foto | Universal Pictures
The Phantom Creeps

Når George Lucas rejser ud i rummet med familien Skywalker, er det mest af alt en rejse tilbage til en tid, hvor børn besøgte biografer som templer og dyrkede kulørte føljetoner  serials  med rituel trofasthed. Jakob Stegelmann tager et kig på stjernekrigens rødder.

Af Jakob Stegelmann / Ekko #28

Star Wars foregår i fortiden, "a long time ago in a galaxy far, far away", for den og hele serien er George Lucas' forsøg på at genoplive sin barndoms filmoplevelse og bringe det mytologiske tilbage til filmkunsten. Et vellykket forsøg, som ikke bare har skabt succes for Lucas, men også leveret et veloplagt hug til den sære ide, at filmkunst kun må beskæftige sig med en afmytologiseret udgave af virkeligheden.
  
Det er populært at kalde Coppola, Spielberg, Scorsese, Lucas og kumpaners gennembrud i 70'erne for et oprør mod Hollywood. Men det var også en søgen tilbage til det kreative Hollywood i studiesystemets tid væk fra det politiske og koncern-styrede Hollywood fra 60'erne. De havde forskellige idoler, men fælles for forbillederne var, at de kom fra Hollywoods gyldne år i perioden 1915-60. Det var instruktører som Howard Hawks, John Ford, Jacques Tourneur, Walt Disney og Nat Levine, der alle havde formet filmkunsten på den råt kommercielle films betingelser og fundet plads til netop deres historier og ideer i en filmby, som det er nemt at nedgøre, men svært at undvære.
  
De unge Hollywood-løver fra 70'erne var alle mere eller mindre mytomane. De var vokset op med film i blodet, og de dyrkede eksperimenter af enhver art. De havde alle forskellige forbilleder i det gamle Hollywood, og George Lucas var blandt andet inspireret af B-film-studiernes serials, føljetonfilmene, der aldrig blev vist i store biografer, men som var fast ugentligt foder i den lokale biograf: tolv til femten afsnit på hver tyve minutter med kulørte titler. Her var historiens fremdrift og den faste cliffhanger essensen, mens finesse, dybde og logik kom i bageste række. Til gengæld havde serialfilmen plads til mytologi, som ellers havde trange kår i Hollywood.
  
I serials var der plads til rumskibe, forbandelser, strålepistoler og superskurke, og her blev grunden til Star Wars lagt. Og såmænd også til Indiana Jones, for i denne filmserie, som Lucas skabte sammen med Spielberg, er serialfilmen på samme måde den altoverskyggende inspiration. Raiders of the Lost Ark (Jagten på den forsvundne skat) kunne have været titlen på en serial fra 1943.
  
Den sidste serial blev udsendt i 1956, og i mange år var disse film glemt. De figurerede stort set aldrig i filmhistorierne, og da kun som et kuriosum på trods af, at serialfilmens betydning for den myteskabende og formidlende filmkunst er essentiel.
 
Piger i aktion
De første serialfilm havde overraskende nok kvinder i meget aktive roller. I 1914 blev Pearl White verdensberømt for sin rolle i den mest berømte af de tidlige serialfilm, Perils of Pauline. Længe før Lara Croft gjorde Pauline kål på skurken og kastede sig ud i stunts, der ellers var forbeholdt mænd. Hun var drivkraften og lod sig ikke nøje med at blive reddet af helten. Det var en tidlig manifestation af det 20. århundredes opgør med traditionelle kvinderoller, som var vanvittig populær og banebrydende. I adskillige år var Pearl White serialfilmenes dronning, og først senere kom herrerne til, som for eksempel den atletiske Charles Hutchinson og Francis Ford, bror til John Ford.
  
De stumme serials blev set af et bredt publikum. De havde indviklede plots og refererede næsten altid til den aktuelle virkelighed. De foregik her og nu, skurkene var "realistiske", traditionelle forbrydere eller fremmede spioner, og selv om filmene var sensationalistiske og ofte fyldt med action og stunts, havde de ikke de store mytologiske elementer. Kun western-serialfilmene dyrkede den slags, men samtiden antog sjovt nok wild west-myterne for en art kulørt realisme.
  
Som 1920'erne gik, blev serialfilmene mere og mere enkle. Mens resten af filmbranchen eksperimenterede med nuanceret personskildring og udsøgt æstetik, stivnede serialfilmen i sine rammer og fortrængte tilmed den kontroversielle kvindelige helt til fordel for en mere traditionel fordeling af kønsrollerne.
  
Sans for penge og mystik
Da tonefilmen brød igennem, var serialfilmen rubriceret som underholdning for børn. Budgetterne blev skåret ned til det minimale, og skuespillere med blot en anelse sans for deres rygte holdt sig langt væk.
  
Fra en status som bred underholdning var serials nu en vare med et smalt, veldefineret publikum, der så dem ved de traditionelle lørdagsforestillinger. Det var en rituel handling, hvor biograferne blev indtaget af larmende børneflokke og filmene råt vurderet på deres opbud af halsbrækkende stunts og fart, uden plads til store følelser eller eftertanke. Lørdagsritualet havde en direkte indflydelse på serialfilmenes stil, og nu begyndte nye elementer at melde sig i historierne.
  
I 1935 havde de pæne Hollywood-selskaber droppet enhver forbindelse til de nu tarvelige og ringe ansete serials. Universal og Columbia var ikke så bekymrede for deres rygte og optrappede produktionen til noget, der lignede samlebånd. Men det var på et af Hollywoods helt små og meget lidt ambitiøse selskaber, at genren ændrede karakter og det mytiske trådte ind på scenen.

Producenten Nat Levine var forretningsmand og gambler. Han ejede selskabet Mascot Studios og satsede på at lave små, actionpakkede serials med stjerner, der enten var på vej op eller ned og derfor billige.
  
Han gav den unge John Wayne chancen, da Waynes planlagte gennembrud i 1930 havde fejlet. Og han hyrede aldrende western-stjerner som Tom Mix og fallerede instruktører som Erich von Stroheim. De lave omkostninger var Levines nøgle til succes, og for at tilfredsstille det unge publikum brugte han hjertens gerne flere penge på stuntmænd end skuespillere.
  
Men Levine havde ikke kun sans for budgetter og action. Han havde også ideer, og i sin mest berømte serial, The Phantom Empire fra 1935, indførte han et uhyrligt opbud af elementer fra den fantastiske litteratur-elementer, der på det tidspunkt var meget sjældne i Hollywood. The Phantom Empire handler om en syngende cowboy, Gene Autry, men det er især det underjordiske rige Mu, der er i fokus. Her lever et glemt, Atlantis-agtigt folkeslag, der med avancerede våben og på hesteryg vil generobre overfladejorden.
 
Cowboys og strålepistoler
Resultatet er vidunderlig bizart: en musical-western-science-fiction-film, som med det samme slog an til lørdagsforestillingerne. Science fiction var dengang sjælden på film, både i og uden for Hollywood. Så blandingen af cowboyhelte, Atlantis-myter og strålepistoler var overraskende ny og gjorde serialfilmen til bannerfører for den kulørte, mytologisk baserede science fiction-film. Hvor absurd den end virker i dag, er der en direkte forbindelse fra Nat Levines The Phantom Empire til George Lucas' stjernekrigere.
  
Mascot Studios lukkede i 1935, da Nat Levine blev opslugt af en fusion, som førte til det meget succesrige og langtidsholdbare Republic Pictures. Her blev elementerne fra Mascots serialfilm pudset af og strømlinet, især af instruktør-makkerparret John English og William Witney. Deres enestående samarbejde affødte serials, der stadig fungerer, som den fabelagtigt underholdende Adventures of Captain Marvel fra 1941, eller den dystre og regulært spændende Drums of Fu Manchu fra 1940.
  
Republics serials blev markedets bedste. De var bygget på Mascots principper, men teknisk bedre, og en stor del af firmaets økonomiske fundament lå indtil midten af 1950'erne i disse føljetoner. Men også Universal og Columbia øgede de fantastisk-mytiske elementer i deres serials. Flash Gordon (Jens Lyn) fra 1936 kom fra Universal og er måske den mest berømte af dem alle. Buster Crabbe som Alex Raymonds tegneserie-rumfarer byder på nøjagtig den samme blanding af sci-fi-brokker og mytologi som Star Wars. Det er også fra denne og andre Universal-serials, som for eksempel Buck Rogers (1939) og The Phantom Creeps (1939), at George Lucas hentede de berømte, "liggende" resumé-fortekster.
 
Serialfilmen dør og lever
Mens Republic kun sjældent brugte penge på at købe eksisterende figurer, brugte både Universal og Columbia superhelte-tegneserier som forlæg. Det var Columbia, der lavede serialudgaver af både Superman og Batman, sidstnævnte i to serials fra 1943 og 1949. De var begge så ubehjælpsomme og ringe, at de blev kulthits i starten af 1960'erne, da Columbia genudsendte dem til visning på universiteterne on campus, altså camp, deraf betegnelsen. I mange år var ironien hæftet på Batman, og tv-serien fra 1965-67 var helt bevidst bygget over den gamle serial.
  
I 1956 var tv kommet så stærkt på banen i USA, at lørdagsforestillingen og den rituelle filmoplevelse var overflødig. De mytiske elementer drev over i horror og science fiction, som fik en storhedstid i drive-in-biograferne, og serialfilmen døde. Men den havde etableret det fantastiske som et vedkommende, medrivende og meget umiddelbart filmtema.
        
Og de gamle serials fik talrige repriser på amerikansk tv. Her så George Lucas dem som barn. Lucas er nemlig ikke gammel nok til at have oplevet serialfilmen i dens oprindelige tempel, biografen, men alle serials blev hyppigt vist på amerikansk tv i 1950'erne og 1960'erne. Fra de primitive, billige små film løftede han dem op på det højeste teknologiske plan med THX-lyd og cinemascope. Men selv om han fjernede det knirkende enkle, bibeholdt han stemningen og lavede den måske bedste af alle filmserials!

» Portræt af George Lucas: Ringen er sluttet

© Filmmagasinet Ekko