Nyhed
08. mar. 2013 | 11:42

Ny dokumentar kulegraver krigsbeslutning

Foto | Adam Philip
Whistlebloweren Larry Wilkerson, der var taleskriver for udenrigsminister Colin Powell, kigger over mod FN’s hovedkvarter i New York i Boris Bertrams dokumentarfilm.

Instruktøren bag Krigskampagnen blev mødt af lukkede døre hos Anders Fogh Rasmussen og magtapparatet, da han ville undersøge grundlaget for beslutningen om, at Danmark gik i krig i Irak.

Af Jacob Ludvigsen

20. marts 2003 gik en koalition af lande med USA og England i spidsen i krig mod Irak for at vælte Saddam Hussein. Dagen efter besluttede Danmark at følge trop. Men hvad var det reelle grundlag for krigen? Hvad skete der i korridorerne?

Det bliver for første gang kulegravet af den danske dokumentarfilm Krigskampagnen, der vises 19. marts kl. 20.30 på DR2 i anledning af tiårsdagen for invasionen af Irak.

Filmen er instrueret af Boris Bertram, som har interviewet en lang række centrale vidner og whistleblowers, der fortæller om beslutningsprocessen fra magtens indercirkler. Heriblandt Larry Wilkerson, der var med til at udforme Colin Powells præsentation for FN, hvor den daværende amerikanske forsvarsminister hævdede, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak.

Krigskampagnen tegner et billede af en toppolitiker-elite, der bevidst manipulerede for at sælge deres argumenter for en krig, som ikke hvilede på et lovligt, folkeretligt grundlag.

”Det handler om, hvor skrøbeligt demokratiet er. Hvis man først godtager tågede forklaringer og ikke-konkrete argumenter, går den åbne debat i opløsning. Hvis man kan manipulere sig til politisk magt og store beslutninger, så er vi ude på et vildspor,” siger Boris Bertram.

New American Century
I det nye nummer af Ekko (på gaden 13. marts) fortæller Boris Bertram om sit arbejde med filmen.

”Beslutningen om en kampagne for at befri Irak fra Saddam Hussein går i USA mindst tilbage til 1998, hvor Clinton var præsident og folk som Donald Rumsfeld, Dick Cheney og Paul Wolfowitz satte sig sammen og udtænkte en ny doktrin for USA’s udenrigspolitik: New American Century.”

Ifølge doktrinen skulle USA som verdens førende supermagt eksportere demokrati og amerikanske værdier til Mellemøsten. Irak, der har en af verdens største oliereserver, blev udset til at være det første land, hvor man fik ændret regimet og igangsat en domino-effekt.

”Sat på spidsen kan man sige, at det i virkeligheden var nogle tanker fra en lille, neokonservativ amerikansk tænketank, som endte med at blive dansk udenrigspolitik,” siger Boris Bertram.

Lukkede som østers
Undervejs mødte den danske instruktør betydelig modstand. Der er fortsat lukket for aktindsigt i de relevante dokumenter fra Statsministeriet, og de centrale personer var ikke meget for at tale.

”Vi havde en to måneder lang korrespondance med Anders Fogh Rasmussen, før han sagde nej til at medvirke,” siger Boris Bertram og fortsætter:

”Hans spindoktorer og rådgivere, som han havde under optakten til krigen, var også lukkede som østers. Men det endte med at blive en fordel for filmen, at alt stof med Fogh, Bush og Blair er baseret på arkivoptagelser. For så bliver de holdt op på deres ord fra dengang og kan ikke snakke udenom eller dreje sagen over på noget andet.”

Populistisk prioritering
Boris Bertram fik ideen til filmen i 2007, men støtten fra DR og andre tv-stationer udeblev.

”De efterlyste alle sammen en smoking gun. Måske fordi der var blevet spinnet så meget negativt fra politisk side på Guldbrandsens Den hemmelige krig syntes man, at der skulle håndfaste beviser på ulovligheder på bordet, for at der var en historie, man ville smide penge i,” siger han om filmen, der først fik støtte fra DR og Det Danske Filminstitut, da tiåret nærmede sig.

Forfatter og samfundsdebattør Carsten Jensen har set Krigskampagnen og betragter filmen som vigtig.

”Takket være Boris Bertrams ihærdige research og effektive klipning lades vi ikke i tvivl: De vidste alle sammen godt selv, at de løj. De løj for os mod bedre vidende,” skriver han i et Ekko-essay, hvor han både har ros og ris til DR.

”DR2 fortjener ros for at bringe Krigskampagnen, og vi kan være sikre på, at det aldrig ville være sket i den forrige regerings tid. Til gengæld er det pinligt for DR, at dette stykke eksemplariske folkeoplysning ikke bringes i primetime på hovedkanalen. Men DR’s programlæggere har jo deres egne populistiske prioriteringer, og borgernes mulighed for indsigt i magtens mekanismer er ikke en af dem. Hammerslag er altid trumf.”

Krigskampagnen bliver vist på DR2 19. marts kl. 20.30. Det nye nummer af Ekko er på gaden 13. marts.

Kommentarer

Boris Benjamin Bertram

Født 1971.

Medejer af produktionsselsabet Dead People’s Choice Film

Uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2005. Afgangsfilmen My Beirut blev udtaget til Cph:Dox og vist på Discovery Channel.

Har tidligere arbejdet som journalist på P1 og har en kandidat i socialpsykologi og kommunikation fra RUC.

Tankograd fra 2009 handler om et moderne dansekompagni, som bor øst for Uralbjergene i et af de mest radioaktivt forurenede områder på Jorden. 

Storebror til musikeren Tobias Bertram, hvis band Ghost Society har leveret lydsiden til Tangograd.

© Filmmagasinet Ekko