Nyhed
23. okt. 2016 | 12:25

Jessica Jones-sæson instrueres af kvinder

Foto | Myles Aronowitz
Krysten Ritter spiller den hårdtslående superheltedetektiv Jessica Jones, som nu kan se frem til sæson 2, hvor hun kun skal finde sig i ordrer fra kvindelige instruktører.

Der skal udelukkende sidde kvinder i instruktørstolen, når anden sæson af Netflix’ superhelteserie Jessica Jones starter optagelserne næste år.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Når anden sæson af Netflix-serien Jessica Jones får premiere til næste år, er alle afsnit instrueret af kvindelige instruktører.

Det har en af seriens skabere Melissa Rosenberg, der er såkaldt showrunner på Jessica Jones, netop fortalt ved en paneldebat afholdt af organisationen Transforming Hollywood, der arbejder for en kritisk debat om filmbranchen.

Jessica Jones er en af Netflix’ mange superhelte-serier baseret på Marvels univers og følger en kvindelig superhelt (Krysten Ritter), der giver den som en slags detektiv med særlige kræfter.

Ifølge det amerikanske brancheblad Variety ville Rosenberg oprindeligt blot forøge antallet af kvindelige instruktører for den kommende sæson. Den idé var Marvel med på, men hurtigt fokuserede man på at lade kvinder instruere samtlige afsnit i anden sæson.

Stærk første sæson
Første sæson blev taget flot imod af anmelderne både internationalt og her i Danmark, da den kom ud i slutningen af 2015. Ekkos anmelder Nicki Bruun kvitterede med fire stjerner og roste især det psykologiske drama i Jessica Jones.

”Det er i sig selv spændende at se et kvindedomineret superhelteunivers, der ikke bare byder på stærke, men også komplekse figurer,” skriver han i sin anmeldelse.

Afsnittene i første sæson blev både instrueret af kvindelige og mandlige instruktører. Indtil videre er det endnu ikke offentliggjort, hvilke kvindelige instruktører der skal instruere den nye sæson.

Ifølge Melissa Rosenberg er manuskriptet for sæson to snart klar, og optagelserne starter til næste år, hvor serien også forventes at få premiere på Netflix.

Trailer: Jessica Jones – sæson 1

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko