Ånden fra ’68
Tema
14. maj 2008 | 08:00

Oprørsbilleder

Foto | Peter Sorel
Peter Fonda og Dennis Hopper blev symboler på ungdomsoprørets frihedstrang med Easy Rider fra 1969.

Det store år i 60'ernes ungdomoprør var gjort af det samme stof som drømme og film. Og for nogle var revolten en realitet.

Af Peter Schepelern / Ekko #41

Det har vel altid været ungommens definitoriske ret — og pligt - at gøre oprør mod det bestående, især mod forældre­generationen. Men nogle ungdomsoprør får mere opmærksomhed end andre. 1968 blev året, hvor efterkrigstidens vigtigste frigørelsestendenser samledes i en række effektfulde politiske optrin, hvor de store efterkrigstidsårgange trådte i karakter. Det var 68'ernes kup at forme den almindelige ungdmmelige oprørskhed til en unik — og unikt opreklameret — international venstrorienteret frihedsbevægelse. "We all want to change the world," sang The Beatles i deres Revolution, mens frihedens spøgelse gik gennem verden.

Konfliktens sejrherrer
Der var studenterdemonstrationer og mere eller mindre voldsomme konfrontationer med autoriteterne flere steder i USA og Europa, men kernen var begivenhederne i Paris i maj '68.

Det var begyndt internt i studentermiljøet med kon­flikter mellem ledelsen og de unge mennesker på kollegierne i universitetsbydelen Nanterre. Studenternes surhed over, at mænd og kvinder ikke kunne besøge hinanden på kollegieværelset, eskalerede til gadekampe, fabriksbesættelser og landsdækkende strejke.

Til syvende og sidst førte det ikke til de store samfundsmæssige ændringer. Nok trak den aldrende de Gaulle sig tilbage året efter, men ved valget vandt gaullisterne en overvældende sejr. Initiativet til en slags revolution, en ny pariserkommune rettet mod kapitalismen og autoriteterne, mislykkedes — men "ånden" levede videre.

Intelligentsiaen — karismatiske filosoffer og fascinerende kunstnerpersonligheder — blev konfliktens sejrherrer. Jean-Luc Godard fik gennemført sit eget revolutionære kup i filmverdenen. Med opbakning fra kolleger lykkedes det ham at få lukket Cannes-festivalen, hvor der selvsagt altid foregår grimme og kapitalistiske ting med filmmediet. Det snakkede man meget om dén sommer.

Men året efter fortsatte Cannes — og det meste andet — med business as usual.

Sex for dagdrømmere
Hvis revolutionen havde svært ved at præge virkeligheden, gik det lettere ed at præge kunsten. Fransk film havde fra 60'ernes begyndelse budt på filmhistoriens mest overbevisende ungdomsgennembrud. La nouvelle vague kom med frisk og uhøjtidelig filmkunst, der vandt stor international genklang med nye navne som François Truffaut, Claude Chabrol, Alain Resnais og Jacques Demy, men det var kun Godard, der havde et politisk og revolutionært projekt.

Med en tæt række film op gennem årtiet, blandt andet Åndeløs, Pierrot le fou (Manden i månen), Kineserinden og Weekend, blev der både kæmpet mod kapitalisme og imperialisme i de borgerlige vestlige samfund (imperialisme og undertrykkelse i de totalitære østlige samfund havde ikke 68'ernes interesse), men også — og set som en side af samme sag — mod filmindustrien og des fortællemæssige konventioner. Det var oprørsk og stærkt formalistisk, men også sjovt — som når de tre unge mennesker i Outsiderbanden spæner gennem Louvres gallerier i forsøget på at slå en rekord.

Maj-begivenhederne, der siden blev indgående skildret i Chris Markers fire timer lange dokumentarfilm, Le Fond de l'air est rouge (1977), dannede for nogle år siden baggrund for Bernardo Bertoluccis The Dreamers, der netop genskabte scenen fra Outsiderbanden og fik tolket hele maj-opstanden som en sag, der ikke havde noget større politisk indhold, men drejede sig om dag-drømmernes nogenlunde ligelige intresse for film og for sex.

Gilbert Adair, der skrev manuskript til The Dreamers efter sin egen roman, har sagt: "At marchere i gaderne på venstre Seine-bred arm i arm med tusindvis af andre unge føltes næsten lige så sexet som at være i seng med bare én af dem."

Europa i fyr og flamme
Demonstrationer fandt samtidig sted i Vesttyskland og Italien, hvor studenterbevægelserne mere eksplicit var knyttet til politiske kampe, og begge steder førte det til politisk vold.

I Vesttyskland, hvor mordet på studenteraktivisten Benno Ohnesorg i juni 196 og attentatet på studenterlederen Rudi Dutschke i april 1968 var studeteroprørets afgørende begivenheder, skabtes efterfølgende en politisk modkultur.
 
Rainer Werner Fassbinder udsatte fra debuten i 1969 og frem til sin tidlige død i 1982 den tyske kulturscene for et sandt bombardement af alternativ filmisk samfundskritik. I Italien kom en ny marxistisk inspireret filmkunst med Bertolucci og Bellocchio, men mest radikal og rabiat revolutionær var nok veteanen Pier Paolo Pasolini der hudflettede det højborgerlige samfund i allegorske film som Teorema (1968) og Svinestien (1969) inden det forfærdende punktum med Salò (1975).

Det var symptomatisk, at studenteroprørene i Italien og Vsttyskland førte til terrorisme i 70'erne med De Røde Brigader ogRAF,der agerede helt uden folkelig opbakning, mens palæstinensernes terror, der markerede sig i Europa med massakren ved OL i München 1972, utvivlsomt havde den palæstinensiske befolkning og en betydelig opinion i Europa bag sig.

I England havde 50'erne budt på den vrede unge mand, så at sige tidsåndens prototype. Her kom 60'erne med en blomstende ungdomskultur — blandt filmene kan man pege på Antonionis Blowup, de foregår i Swinging London, og især Karel Reisz' Morgan skrupsplitterravende skør (begge 1966), hvor David Warner fik sit gennembrud som fabulerende trotskist på kollisionskurs med det borgerlige England.

Studenterne forhold sig mere roligt. Typisk nok var periodens revolutionære nøgleværk, Lindsay Andersons Hvis .... (1968), hvor kostskoledrengene fører væbnet kamp md de forstokkede autoriteter, mere drøm end virkelighed. I Sverige kom den kollektive Den hvide sport (1968), en dokumentarfilm om studenterdemonstrationer i forbindelse med tenniskampen mellem Sverige og Rhodesia; blandt instruktørern var Bo Widerberg, der i spillefilmen Oprøret i Ådalen fra 1970 historisk fokuserede på sammenstød mellem demonstranter og politi tilbage i 1931.

I Tjekkoslovakiet var Pragforåret brudt frem med indirekte og charmerende systemkritik i film som Jirí Menzels Skarpt bevogtede tog (1966) og især Milos Formans Brandmænd i fyr og flamme (1967), den sørgmuntre allegori om det hyggelig landbosamfund, hvor brandkorpset har så travlt med sit årlige bal, at de ikke opdager, at det brænder. Filmen var et forvarsel om august 1968, hvor socialismen med et menneskeligt ansigt brat blev stoppet af Warszawa-pagtlandenes invasion. Her var 68'er-ånden ikke kun drømmende kunst og revolu-tionær retorik, her var revolten en realitet. Men det var modrevolten desværre også.

Amerikansk dæmoni
Også i USA var 60'erne ungdommens årti. Med udgangs-punkt i 50'ernes ungdomskultur — rock'n'roll, beatniks og rebels without a cause — kom 60'erne med alternativ anti- materialstisk livsstil med kollektiver, hippieliv, syndfri sex og marihuana, alt hvad der stod i modsætning til autoriteterne.

De film, der i slut-60'erne mest oplagt indfangede den ny tidsånd, markerede netop det antiautoritære, som den amerikanske ungdom kunne identificere sig med. I Fagre voksne verden bestod oprøret i forhodet til forældregenerationens Mrs. Robinson, i Bonnie og Clyde spejlede man sig i depressionstidens romantiske bankrøvere, og i Easy Rider søgte man friheden ved at fræse på motorcyklen ud mod horisonten i det uendelige landskab.

Flere maintreamfilm — blandt andet Coogan's Bluff med Clint Eastwood og Lad mig kysse din sommerfugl med Peter Sellers, begge fra 1968 — fremstillede ungdomskulturen som flippet og uansvarlig, men alligevel fristende med sin indbydende seksualitet og hedonisme.

Ungdomsoprør og studenterprotester blev skildret direkte, og mere loyalt, i film som Brian De Palmas U.S. Greetings, Arthur Penns Alice's Resaurant og Michelangelo Antonionis Zabriskie Point. Men allerede i 1969 kom Manson-mordene som en påmindelse til det ­borgerlige USA om, at ungomskulturen rummede en ­uhyggelig kerne.

1969 var dog også året, hvor det blev kendt, at det amerikanske militær i marts 1968 havde foranstaltet en grusom massakre på indbyggerne i den vietnamesiske landsby My Lai. Og i retropektiv er det måske en film som George Romeros lowbudget zombie-film Night of the Living Dead (1968), der byder på den mest rammende allegori over den amerikanske dæmoni.

Rebeller med god grund
Hvor de europæiske ungdoms- og studenteroprør havde karakter af en mere principiel politisk protestbevægelse med en række forskellig venstreorienterede fraktioner (ofte trotskistiske eller maoistiske men også for eksempel feministiske), havde det amerikanske ungdomsoprør et meget konkret ærinde: modstanden mod Vietnamkrigen, der netop eskalerede afgørende i 1968 med Tet-offensiven. De unge mænd med indkaldelserne hængende over hovedt var unægtelig rebels with a cause.

Der var god grund til tidens slogan: Make love not war! Det blev også markeret med Woodstock, alle rockfestivalers moder, der fandt sted i sommeren 1969 ude på landet i staten New York og fastholdt i en stor dokumentarfilm. De 3 Days of Peace & Music med blandt andre Joan Baez, Arlo Guthrie, Janis Joplin, Creedence Clearwater Revival, The Who, Country Joe and the Fish og Jimi Hendrix var en kombination af fredsbevægelse og kulturel manifestation. Og selv om film som Robert Altmans MASH, Arthur Penns En god dag at dø og Mike Nicols' Punkt 22 (alle 1970) handlede om andre krige, var adressen åbenbar.

Det var film, der kom som underforståede svar på den kvalmende nationalpatriotisme i John Waynes famøse De grønne djævle (1968), der forsvarede det amerikanske Vetnam-engagement.

Undergrundsfilm
1968 var året, hvor USA oplevede attentatet på Martin Luther King i april, attentatet på Robert Kennedy i juni, og i august kom den revolutionære ungdom på gaden i anldning af Demokraternes konvent i Chicago med voldsomme konfrontationer med politiet til følge. En af de mest markante politiske film fra perioden, Haskell Wexlers Medium Cool (1969), bruger begivenhederne som baggrund. Det var her syv aktivister — de såkaldte Chicago Seven — under stor opmærksomhed blev sigtet, men senere frifundet for at opildne til opstand.
 
Sidste år kom Brett Morgens dokumentarfilm om emnet Chicago 10, og det siger måske noget om, hvordan tiderne forandres, at Steen Spielberg nu forbereder en spillefilm om sagen. Blandt de syv var borgerettigheds-aktivisten Tom Hayden, der i 1972, midt under Vietnamkrigen, tog med Jane Fonda til Hanoi og dermed arkerede den voldsomme ideologiske spaltning af nationen, som krigen havde skabt.

Tidens oprørskhed markerede sig også som en radikal-isering i flmens fortællemæssige forhold. I såkaldte undergroundfilm undergravedes hele filminstitutionen, berømtest hos pop-kunstens førende ikon Andy Warhol, men også almindeligt distribuerede film som roadfilmene, Robert Altmans genreeksperimenter og John Cassavetes' kammerspil repræsenterede et opgør med den klassiske filmfortælling.

Imperiet slog effektivt igen med 70'ernes såkaldte Hollywood-renæssance, hvor især Steven Spielberg og George Lucas faldt til patten. Men det har siden været styrken i amerikansk film at kombinere den alternative films modernistiske virus med de klassise fortælletraditioner.

Revolution i frokostpausen
Danmark har ikke for ingenting haft ry for, at der aldrig kommer revolution, fordi der er for kort tid mellem måltiderne.

Men allerede i april 1968 besatte studerende ved Københavns Universitet rektors kontor og røg hans cigarer, og faktisk gjorde denne revolutionære kraft-anstrengelse en ende på professorvældet og førte siden til en ny universitetslov, som indførte vidtgående demokratiske styrelsesprincipper, der først for nylig er blevet afskaffet igen. Dansk film stod i 1968 stadig helt og holdent i folke­komediens tegn. Her var Olsen-banden i dens første aftapning, uartigheder som Det kære legetøj og nyindspilningen af De røde heste, som vel netop var, hvad en befolkning havde brug for i revolutionsåret. Dog var der også et enkelt, næsten umærkeligt tegn på noget andet, noget endnu i sin vorden — amatørfilmen En mærkelig kærlighed, privat produceret af en vis Nils Malmros.

68-ånden trængte frem et par år senere i den nye danske film med en realistisk nybølge som Franz Ernsts Ang.: Lone (1970) om en ung pige i opposition til samfundet, intellektuelle debatfilm som Christian Braad Thomsens Kære Irene (1971) om parforhold og arbejdsliv, dokumentarfilm som Henning Calsens Er I bange? (1971) om Kløvedal-­kollektivet og den kollektive Skæve dage i Thy (1971), samt rent pjat som Thomas Windings Revolutionen i vandkanten (1971).

Siden fulgte Mette Knudsen, Li Vilstrup og Elisabeth Rygårds feministiske Ta' det som en mand, frue (1975), der måske mest præcist ramte tidsånden. Ikke meget af det er blevet stående, det politiserende har vel aldrig rigtig ligget for dansk film. Det mest oprørske udspil, Jens Jørgen Thorsens oprindelige Jesus-filmprojekt, blev aldrig realiseret.

Mest frapperende var nok en anden Jesus-film, den korte optagelse af Lene Adler Petersen, der som nøgen kvindelig Kristus vandrer gennem Københavns børs bærende på et kors i Bjørn Nørgaards episode til kollektiv-filmen Frændeløs (1970).

Og måske må man konkludere, at Olsen-banden faktisk var den af tidens film, som mest rammende skildrede det antiautoritære oprør i det danske klassesamfund.

Oprør på pension
Der er mange bud på, hvor meget eller lidt ungdoms­oprøret egentlig betød i de vestlige samfund. Var det drøm og utopi, en slags happening på gadeplan for de store årganges intelligentsia? Var de betydelige ændringer, der fulgte op gennem 70'erne, resultater af oprøret — eller var det bare tendenser, som hele tiden havde været undervejs?

I dag er det almindeligt at se tilbage på perioden med en vis spottende ironi, som det sker i fiktive fremstillinger på film og tv som Fede tider, Det store flip og senest Drømmen, Krøniken og Album. Men faktisk blev der, ikke mindst i Danmark, lukket op for kvindebevægelse og fri abort (men også fri porno), for fristaden Christiania og for medbestemmelse på universiteterne samt generelt en nedtoning af den autoritære magtudøvelse.

Man har siden ofte bebrejdet de store årgange, at de satte sig så dominerende på samfundet. Men hvor skulle de ellers sætte sig? Mange 68'ere tog behændigt springet fra samfundsoprører til samfundsstøtter, og selv om der fulgte en del skuffelser videre frem, især med Murens fald og socialismens generelle statustab, er der heldigvis igen masser af kapitalistisk og imperialistisk undertrykkelse i verden at protestere mod.

Nu er de store årgange på vej mod pensionsalderen, hvor de utvivlsomt vil blive lukrative for kultur- og rejsebranchen. Dernæst må man nok forudse, at den forkælede generation vil blive en exceptionel belastning for ældreomsorg og plejehjem. Indtil de til allersidst vil blive en sand guldgrube for bedemændene.

© Filmmagasinet Ekko