Kommentar
05. okt. 2017 | 13:18

Derfor fejler Aronofskys mother!

Foto | Niko Tavernise
Jennifer Lawrences ”moder” går på opdagelse i kælderen, men ligesom de mange kritikere, der har været ude og forsvare mother!, finder hun intet af værdi.

Darren Aronofskys mother! er af mange skribenter blevet den nyeste gyldne kalv, som tilbedes. Men originalitet er ikke det samme som kvalitet.

Af David Madsen

”Den er et slag. Et totalt slag. Vi ville lave en punkfilm, der kom direkte imod dig.”

Sådan lød Aronofskys respons til kritikken af mother!, der i den grad har delt vandene.

Og den har da bestemt også efterladt publikum fortumlet og frustreret. Til premieren i USA gav tilskuerne filmen bundkarakteren F på CinemaScore, en amerikansk meningsmålingside, som indsamler voteringer fra biografgængere på films åbningsaften.

Netop den respons har vækket lænestols-cinefilerne. De har siden premieren 14. september haft et festmåltid med filmen og har skrevet en buffet af folkeskole-essays og hot takes om dens egentlige mening.

Filmens handling er ellers simpel nok.

Ægteparret ”moder” (Jennifer Lawrence) og ”Ham” (Javier Bardem) lever en idyllisk tilværelse i hans afsidesliggende familievilla – ja, det er den type film, hvor personerne ikke er navngivet. Hun restaurerer huset, mens han lider af en skriveblokering. Deres fredelige liv forstyrres dog, da stadig flere ubudne gæster invaderer huset til moders forargelse og Hams underholdning.

Ifølge Aronofsky er mother! en genfortælling af Biblen set fra Moder Naturs perspektiv og en allegori over global opvarmning. Moder er i den sammenhæng en personificering af Moder Natur, mens hendes mand Ham er Gud.

Farveladebog
Klikker man rundt på nettet stikker fortolkningerne dog i øst og vest. Én mener, at filmen er en satire i stil med Dr. Strangelove. En anden synes ikke, filmen bør forstås ud fra Biblen, nej, den handler om jødernes historie og forfølgelse.

Vores egen anmelder fremhæver Ham som den lidende poet, der apatisk leger og udnytter sin muse, moder, for at opnå anerkendelse og berømmelse.

Det er ikke svært at tage den fortolkning et skridt videre ved at skifte Bardems forfatter ud med Aronofsky og filmens muse med hans tidligere kæreste, skuespilleren Rachel Weisz, der – i stil med filmens slutning – i dag er skiftet ud med Jennifer Lawrence, som han dater.

At filmens fortolkninger peger i vidt forskellige retninger, er ikke et kritikpunkt i sig selv. Men grunden til denne forvirring skyldes ikke, at allegorierne er dybe og komplekse, men snarere at de er overfladiske og vage.

Handlingen og dens mange navnløse karakterer kan forstås ud fra alverdens forskellige kontekster, men filmen mangler en grundlæggende handling og karaktermotivation.

Ham er i sidste ende blot en skabelon af en skaberkarakter, ligesom moder er en nærmest sygelig skabelon for ”den perfekte kvinde”.

Filmen fungerer altså mere som en farveladebog end et surrealistisk maleri: Du kan påføre den al den mening, som du vil, fordi filmen i sig selv ikke lægger nogle retningslinjer.

Lammet skuespiller
Aronofsky havde tydeligvis lige set Chok, da han skulle instruere mother!

Polanskis paranoide lejligheds-thriller fra 1965 skaber et mareridtsagtigt univers, som det opleves af filmens dybt angstpåvirkede hovedperson, spillet mesterligt af Cathrine Deneuve.

mother! går efter noget lignende, men det er tydeligt, at Aronofsky blot har imiteret Polanskis stil uden at forstå, hvorfor den er så effektfuld i Chok.

Et af de største problemer er at gå fra Deneuve til Lawrence.

Jeg tror ikke, at nogen vil benægte Lawrences åbenlyse talent, men hun er netop kendt for sin fanden-i-voldskhed – film som Silver Linings Playbook og American Hustle – og ikke for sin subtile ansigtsmimik.

Så det meste af filmen spiller hun sin rolle som et katatonisk lam!

Mest frustrerende er dog Aronofskys portrættering af moder.

Selv om hun tydeligvis er vores hovedperson, forholder hun sig totalt passiv. Hun har vredesudbrud, ja, og jeg kan forstå, at det har været et bevidst valg. Men det er ikke interessant at følge en person, som man ikke føler noget for, fordi hun ikke træffer nogen valg i løbet af filmen.

Fremvisningen af Lawrence er også problematisk. Meget af filmen vises gennem nærbilleder af hendes ansigt, men der skiftes fra tid til anden over til indstillinger bag hende, der udelukkende er til for at belure hendes svajende røv og formperfekte bryster.

Skal vi sympatisere med hende eller se hende som et objekt? Som alt i filmen kan moder forstås på mange forskellige måder, men i sidste ende er hun endnu et eksempel på, at Aronofsky ikke ved, hvad han vil med mother!

Uvelkommen gæst
Apropos Polanski, så er et andet element, skribenterne har fremhævet, filmen store genreforståelse og homage til arthouse-film.

Intet kan få en filmkender til at komme hurtigere end ved at referere til den type af film.

Vidste du at mother!’s sidste del udspiller sig som Luis Buñuels satiriske mesterværk, Morderenglen? Vidste du, at en af plakaterne til mother! deler design med Polanskis Rosemary’s Baby?

Og lad os ikke forglemme, at filmen ikke navngiver sine karakterer, hvilket bringer den i selskab med Lars von Triers kontroversielle Antichrist.

Det er et fint selskab, men i den sammenhæng er mother! røvhullet, der har inviteret sig selv med til festen, selv om personen godt ved, at hun ikke er velkommen.

I Antichrist giver det eksempelvis mening, at Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourgs karakterer ikke er navngivet, fordi de er de eneste personer i historien. Men mother! har en alenlang rolleliste som enhver anden spillefilm, så udeladelsen af navne får bare filmen til at virke prætentiøs.

Store armbevægelser
Der er ingen tvivl om, at Aronofsky har lavet en original film med mother! Dens tredje akt, der er et usammenhængende ramaskrig af rå følelser, er morbidt fascinerende. Og det er trods alt de færreste film, som arbejder med så store armbevægelser.

Aronofsky har altid været ambitiøs, og at Paramount har givet ham grønt lys til at lave en film, der er så langt ude, er på sin vis prisværdigt.

Men at mother! er original, kan ikke kompensere for, at den er dårligt lavet. Budskabet er fortænkt, og historien i sig selv er ikke interessant.

At den har provokeret folk, kan heller ikke være en indikator for kvalitet. For det kunne jo tænkes, at publikum har følt sig provokeret, fordi filmen er ringe – ikke på grund af Aronofskys egne høje tanker om sit værk.

Trailer: mother!

© Filmmagasinet Ekko