CPH:DOX
15. nov. 2013 | 17:59

Tanovic: Eks-soldater står i lort til halsen

Foto | Erol Zubcevic
Nazif Mujic vandt en Sølvbjørn på Berlin-festivalen for sin rolle som sig selv i Danis Tanovic An Episode in a Life of an Iron Picker.

Et ludfattigt par genopfører deres egen historie i usædvanlig film af bosniske Danis Tanovic. Her fortæller den Cph:Dox-aktuelle instruktør om borgerkrigens konsekvenser – og druk med Mads Mikkelsen.

Af Jacob Ludvigsen

Jeg skal mødes med Danis Tanovic i Cinemateket i København og har googlet hans billede på forhånd for at kunne kende ham. Han ser distingveret ud – velklædt med et venligt og varmt blik.

Den bosniske instruktør har boet i Frankrig i mange år. Efter sit store gennembrud med den Oscar-vindende Ingenmandsland – en sorthumoristisk allegori om en bosnisk og serbisk soldat fanget mellem krigsfronterne – filmatiserede han Kieslowskis efterladte manuskript L’Enfer (Helvedet), et stykke intellektuelt fransk filmkunst.

Men den Tanovic, der lettere forsinket ankommer i Gothersgade, er mere bokseragtig brysk end filosoferende fransk.

Han er ikke uvenlig, men han vil åbenlyst hellere nyde København og Cph:Dox-festivalen, hvor han er i hovedkonkurrencen, end give interviews. Han har en dyb stemme med hang til ordet ”fuck” i forskellige varianter.

To priser i Berlin
Jeg viser ham det seneste nummer af Ekko, og mens jeg henter store fadøl for at gøre ham venligt stemt, får han hurtigt bladret op på artiklen med Christoffer Boe. Her er den danske instruktør omgivet af tre splitternøgne kvinder.

”Flot magasin! Især de her billeder. Hvor er mine nøgne damer,” griner Danis Tanovic, og jeg prøver at forklare, at det er de selvsamme kvinder, der er med i Boes film, og at han må lave nogle film med nøgne mennesker for at opnå samme privilegium.

Filmen, Danis Tanovic er aktuel med, hedder An Episode in the Life of an Iron Picker. Den vandt – meget overraskende for instruktøren selv – to priser på Berlin-festivalen i februar og er årets bosniske indstilling til en Oscar.

Bygger på avisartikel
An Episode in the Life of an Iron Picker befinder sig i et udefinerbart grænseland mellem dokumentar og fiktion.

I 2012 læste Tanovic en artikel om parret Nazif og Senada, fattige romaer fra en bosnisk landsby i Tuzla-bjergregionen.

Senada var gravid, men fik pludselig mavesmerter. På hospitalet fik hun at vide, at hendes barn var dødt, men uden forsikring eller penge kunne hun ikke få hjælp til at få det fjernet. Nazif, der forsørgede familien ved at samle og sælge skrot, måtte kaste sig ud i en hård kamp for at skaffe penge nok til at redde sin kone.

”Jeg blev helt utroligt vred,” siger Danis Tanovic om historien, der handler om fatal ulighed i det bosniske samfund.

Ren intuition
Instruktøren opsøgte parret og fik dem til at genopføre begivenhederne for kameraet. De spiller med andre ord sig selv i deres egen historie, og filmen er enkelt fortalt, uden underlægningsmusik eller andre dramatiske virkemidler.

Filmen blev indspillet på blot ni dage med et filmhold på otte mennesker og for et uhørt lavt budget på 200.000 kroner.

”Mine seneste film har udspillet sig for tyve år siden, og det gør produktionen meget besværlig. Jeg startede egentlig som dokumentarinstruktør, og den her film gav pludselig den frihed, jeg havde dengang. Den er lavet på ren intuition,” fortæller Danis Tanovic.

”Omvendt ville jeg ikke lave en ren dokumentar, da de – næsten lige meget hvor gode de er – stadig har langt færre muligheder for at komme rundt i biograferne. Så jeg lagde mig fast på den her form, som jeg ikke selv har set blive benyttet før.”

– Du har tidligere kaldt det ”reenact guerilla”!

”Ja, hvorfor ikke. Men det må være op til jer kritikere at finde på et godt navn! Målet var at lave en film, der ikke blev for patetisk, og som viste deres tilgang til den her situation, som netop var afdæmpet.”

Minder om faren i Cykeltyven
En kritiker har fremhævet, at filmen bringer mindelser om Kieslowski, og der er da også noget af den krasse, men empatiske skildring af samfundets tabere, som man særligt finder i den polske mesterinstruktørs Dekalog.

Men An Episode in the Life of an Iron Picker er dog endnu mere beslægtet med den italienske neorealisme, der også kombinerede virkemidler fra dokumentarfilm og fiktion. Og det er da også en neorealistisk film, der har inspireret Tanovic mest.

”Da jeg startede med at lave filmen, tænkte jeg meget på De Sicas Cykeltyven. De minder om hinanden visuelt, og Nazif minder mig meget om faren i Cykeltyven,” siger han.

”Min kone er skør!”
Også Nazif kæmper for sin familie i et dybt uretfærdigt samfund. Han er tidligere soldat under borgerkrigen, og i en central scene fortæller han sin ven, at tingene var bedre under krigen.

”Krigen er en mærkelig tilstand. Folk dør, men tingene er også nemmere. Du skal ikke tænke på at købe ind, eller hvordan du får råd til mad,” siger instruktøren.

”Nogle er blevet rige af krigen, men mange af dem, der virkelig kæmpede, står i lort til halsen i dag. De er blevet stemplet som invalider i stedet for at få respekt.”

Selvom filmen i tone og stil ligger langt fra Ingenmandslands humor og karikatur, behandler Tanovic altså igen krigens konsekvenser for et samfund. Han har selv været politisk aktiv og stiftede i 2008 tilmed sit eget politiske parti.

– Ser du dig selv som en politisk instruktør?

”Alt er politik, livet handler om politik. Selv børneopdragelse er politik. Jeg har fem børn. Da vi flyttede tilbage til Sarajevo fra Paris i 2007, var min kone ikke tilfreds med skolemulighederne.”

”Så hun tog alle de penge, vi havde, og åbnede den smukkeste skole, jeg har set i mit liv. Nu går der tyve børn. Det er også politik. Jeg elsker min kone. Hun er endnu mere skør end jeg er!”

Nationalhelt i manges øjne
– Men synes du, dine film har haft den politiske gennemslagskraft, du havde håbet på?

”Min nye film her har rejst nogle diskussioner, men også forkerte diskussioner. Den vandt to sølvbjørne i Berlin, og så talte medierne om ansigter og kjoler og drinks. Samfundet er fucked-up i de her dage.”

– Filmen er fortalt i en form, så det store brede publikum formentlig vil stå af. Har det været en overvejelse for dig, at det sætter en begrænsning på udbredelsen af dit budskab?

”Jeg havde ingen forventninger overhovedet om, at den skulle ses af mange. Jeg troede egentlig bare, at den ville komme på en bosnisk festival, og at det så var det.”

”Men måske skal jeg til at gå i en ny retning. Jeg er faktisk lidt træt af at prøve at redde verden for tiden. Måske skal jeg lave en komedie næste gang.”

– Hvordan betragter man dig i Bosnien?

”Mange kan stadig godt lide mig, fordi jeg vandt en Oscar til Bosnien. Det gjorde mig til nationalhelt i manges øjne. Men nogle er begyndt at tage afstand til mig, fordi jeg siger, hvad jeg mener. Jeg er jo faktisk mere skandinavisk i min politiske tankegang, end jeg er bosnisk. Det er et ekstremt konservativt politisk system.”

Elsker Mads Mikkelsen
Vi har snakket i små 40 minutter, og de sidst ti minutter har mine spørgsmål fyldt mere end Danis Tanovic’ svar.

Så det er vist tid til at lade ham slippe. Men jeg når lige at stille det obligatoriske spørgsmål: Hvad synes han om dansk film?

”Jeg så Jagten, som jeg rigtig godt kunne lide. Jeg elsker Mads Mikkelsen. Vi drak sammen i Malta sidste år (til European Film Awards, red.). Han er en god fyr. Han kan virkelig drikke igennem!”

Danis Tanovic tager den sidste tår af sin øl, rejser sig hurtigt og siger farvel. Da han er nået et par meter væk, vender han sig om og slår op i et stort, brølende grin:

”Jeg håber, at du sørger for at have tre piger med til mig næste gang!”

An Episode in the Life of an Iron Picker på Dox:

Se filmen lørdag 16. november kl. 10.15 i Cinemateket.

Læs mere og køb billetter her.

Danis Tanovic

Født 1969 i Zenica, Jugoslavien.

Gik på musikkonservatoriet og studerede kunst i Sarajevo, før han rejste med et filmhold rundt i Bosnien Herzegovina og fulgte hæren under krigen.

Gjorde sine studier færdige i Bruxelles og lavede flere prisbelønnede dokumentarfilm.

Slog igennem med spillefilmen Ingenmandsland (2001), som gik sin sejrsgang verden over og vandt Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

Boede i Paris frem til 2007, hvor han vendte tilbage til Sarajevo med sin familie.

An Episode in the Life of an Iron Picker vandt to sølvbjørne på årets Berlin-festival, Juryens Grand Prix og Bedste Skuespiller til Nazif Mujic.

© Filmmagasinet Ekko