Nyhed
25. mar. 2014 | 18:23 - Opdateret 25. mar. 2014 | 21:24

Overset dansk instruktør går efter Oscar

Foto | Territorium
Mahdi Fleifel kom til Danmark i slutningen af 1980’erne, men hver sommer rejste han tilbage til rødderne: flygtningelejren Ain El-Helweh, hvor han genså sine venner og bedstefaren, der havde boet i lejren næsten hele sit liv.

Dansk-palæstinensiske Mahdi Fleifel følger i hælene på The Act of Killing og kører sin uafrystelige dokumentar A World Not Ours i stilling til Oscar 2015. Filmen udgives med det aktuelle nummer af Ekko.

Af Freya Bjørnlund

Instruktøren Mahdi Fleifel har palæstinensiske forældre, men er opvokset i Danmark. Og så er han den bedst bevarede hemmelighed i dansk film.

Hans bittersøde og hjerteskærende dokumentar A World Not Ours har været på et utal af festivaler og har vundet op mod 30 priser, inklusive den prestigefulde Peace Film Award på Berlinalen.

En anmelder har beskrevet filmen som ”Woody Allen møder Kafka i en palæstinensisk flygtningelejr”. Den er dog fløjet under den danske medie-radar, og den har hverken fået en biografpremiere eller en tv-visning.

Men med det aktuelle nummer af Ekko udgiver magasinet filmen på en dvd, der følger med bladet.

Bedre end Disneyland
A World Not Ours handler om en palæstinensisk flygtningelejr. Men det er ikke en typisk palæstinenser-film med stenkastende børn, bevæbnede israelske soldater og offerretorik.

I stedet har Mahdi Fleifel taget et kamera med til flygtningelejren Ain El-Helweh i Libanon, hvor han tilbragte sine sommerferier som barn. Et sted, han husker som ”bedre end Disneyland”.

Resultatet er blevet en øjenåbnende film om hverdagen midt i verdens mest dramatiske konflikt – om familiesammenhold, fodbold og en nærmest ukuelig optimisme. Men også om, hvad det gør ved mennesker ikke at have et hjemland eller en fremtid.

Blandt de femten bedste
Nu vil 34-årige Mahdi Fleifel gå i fodsporene på Joshua Oppenheimer og hans danskproducerede sensation The Act of Killing, som netop har været Oscar-nomineret for bedste dokumentarfilm.

A World Not Ours skal køres i stilling til en Oscar-nominering næste år.

”Nogle mener, det er fuldstændig skørt og hul i hovedet – og det er det måske også!” griner Mahdi Fleifel over en skype-linje fra Ukraine, hvor han præsenterer A World Not Ours på festivalen Docudays.

Han vurderer, at filmen i hvert fald har en chance for komme på Oscar-akademiets shortlist med femten kandidater.

”Man skal jo ikke prale, men den er gået godt på festivalerne, og folk har reageret meget positivt. Så vi synes selv, at den er blandt de femten bedste dokumentarfilm i det seneste år.”

Finansieret af fans
Men vil man konkurrere i Oscar-kapløbet, er det ikke nok at have lavet en god film.

”Det er ligesom at føre en præsidentkampagne i USA. Det kræver manpower og penge. Der skal en del lobbyisme til,” erkender Mahdi Fleifel.

Kampagnen skal finansieres ved hjælp af crowdfunding. Siden februar har fans således haft mulighed for at støtte filmen på sitet aflamnah.com.

Indtil videre er der indsamlet lige over seks tusinde dollars. Målet er tolv. Men her to uger før indsamlingen slutter, bliver donationerne hele tiden flere og større.

”Vi er ret optimistiske. Og alt, hvad vi kan få, er en hjælp,” siger instruktøren og tilføjer, at pengene skal bruges til at opfylde Oscar-akademiets formelle krav. Dem er der mange af:

Filmen skal være på biografplakaten i mindst en uge i New York og Los Angeles. Der skal indrykkes annoncer for filmen i de toneangivende aviser i begge byer, og aviserne skal anmelde filmen.

Farligt tema
Det er dog ikke kun pengene, der gør en Oscar-film. Temaet skal også falde i det rørstrømske akademis smag, og her viser A World Not Ours sig som en udfordring.

”Når man siger, at den foregår i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, bliver folk bare tændt af med det samme. Sidste år blev 5 Broken Cameras nomineret, og jeg tror, at folk har fået nok af det tema.”

”Det er også et farligt emne i USA,” mener instruktøren. ”De fleste film, som handler om noget med palæstinensere, kan kun komme i nærheden af en nominering, hvis de har en israelsk medinstruktør. Derovre kan man godt lide, at filmen er politisk balanceret.”

Hvad ville det betyde for filmen, hvis I rent faktisk vinder?

”Jeg ved, at man aldrig skal sige aldrig, men når The Act of Killing ikke kunne vinde, virker det utopisk. Men vi kæmper for en nominering og for at give filmen bare lidt mere publicity. Folk har doneret og debatteret i medierne, så for os er det en succes allerede.”

A World Not Ours følger med som dvd i det nye nummer af Ekko, hvor vi også bringer et større portræt-interview med Mahdi Fleifel.

A World Not Ours

Dokumentarfilm om den palæstinensiske flygtningelejr Ain El-Helweh i Libanon.

Med mere end tyve års familieoptagelser giver Mahdi Fleifel et personligt og anderledes indblik i en endeløs konflikt.

”Vender fortællekunst og Mellemøst-klicheer på hovedet, mens filmen skaber en uimodståelig stemning af fornøjelig melankoli” (Variety).

”Scoopet i det nye nummer af Ekko … musikalsk boblende og menneskevarm” (Kristeligt Dagblad).

Udgives på dvd af Ekko og følger med #64.

Mahdi Fleifel

Født 1979 i Dubai. 

Søn af palæstinensiske forældre. 

Opvokset i Dubai og senere i Danmark.

Tilbragte sommerferierne i flygtningelejren Ain El-Helweh i Libanon.

Uddannet instruktør i 2009 på National Film and Television School i London.

A World Not Ours er hans første i spillefilmlængde.

Filmografi

Xenos, 2014

A World Not Ours, 2012

4 Weeks, 2009

Arafat & I, 2008

Hamoudi & Emil, 2004

Shadi in the Beautiful Well, 2003

© Filmmagasinet Ekko