Hvad skal vi med artfilm?
Feature
29. aug. 2012 | 09:36

På sporet af den tabte tid

Foto | Chris Marker
En mand sendes tilbage i tiden, hvor han møder kvinden fra sine drømme. Skuespillerne var alle amatører og behøvede ikke lære nogen replikker udenad. Den eneste dialog iLa Jetée er nemlig forskernes tyske og tyste mumlen.

Franskmanden Chris Markers korte fiktionsfilm La Jetée kan fejre 50 års jubilæum i år. Det er en film, der egentlig ikke er en film, men et unikt eksperiment med tiden som forbandelse og forløsning.

Af Peter Schepelern / Ekko #58

La Jetée er udgivet på Ekko DVD #22.

Tredje Verdenskrig har raset ud, og i underjordiske gange under det ødelagte Paris arbejder videnskabsmænd på at afværge menneskehedens definitive undergang. En af de besejrede hentes ud af fængslet, for forskerne har opdaget, at han er i stand til at genkalde sig alt muligt fra fortiden, fiske glimtvise billeder op af tidens strøm.

Han husker den tabte verdens skønhed, især hvordan han som barn besøgte Orly-lufthavnens åbne udsigtsrampe (på fransk: la jetée, fingeren). Her så han en smuk ung kvinde, som han aldrig kunne glemme, men oplevede også en voldsom begivenhed. Siden forstod han, at han havde set en mand dø.

Det er hans evne til at erindre, der gør ham egnet til det videnskabelige eksperiment, som nu iværksættes. Det drejer sig om at finde et smuthul i tiden. Ved injektion af særlige stoffer kan han sendes på en tidsrejse. Først tilbage til fortiden, og hvis det lykkes, skal han sendes ud i fremtiden og tilkalde hjælp til den nødstedte menneskehed. En rejse, der paradoksalt fører tilbage til udgangspunktet.

Den kolde krig
Chris Marker, der døde i sommer på sin 91-års fødselsdag, var en hovedskikkelse i den franske cinéma vérité-bevægelse, en af de store fornyelser i 1960’ernes dokumentarisme. I dokumentarfilm som Lettre de Sibérie og Cuba sí! leverede han skarpe, intelligent analyserende skildringer af livsvilkår rundt om på kloden. Filmene var underfundigt præget af hans politiske venstrefløjs- engagement.

Det var under arbejdet på hovedværket Le joli mai, der gennem interviews indkredser den mentale tilstand hos pariserne en sommermåned i Algier-krigens skygge, at han gik i gang med et lille fiktionsprojekt, hans eneste. La Jetée er tilsyneladende af en helt anden karakter, men også denne kunstnerisk eksperimentelle fabel kan forstås som en politisk kommentar.

Filmens dæmoniske videnskabsmænd hvisker hemmelighedsfuldt på tysk, mens de udfører eksperimenter på fangerne, som normalt likvideres, når de har opfyldt deres formål. I 1962, kun sytten år efter Anden Verdenskrig, måtte det uvægerligt opfattes som en reference til de tyske lægers grusomme virksomhed i de nazistiske kz-lejre, men også til den aktuelle situation, hvor den franske regerings brug af tortur imod de algierske oprørere var et kontroversielt emne.

Filmens billeder af en ødelagt verden stammer fra Anden Verdenskrig. Men filmen, der blev lavet kort tid efter opførelsen af Berlin-muren og kort før Cuba-krisen, udtrykker også koldkrigstidens generelle frygt for dommedag. Den kan ses som en bekymret rapport fra en verden, der stod på gloende pæle og godt kunne trænge til en forsikring om, at menneskeheden havde en fremtid.

Flow af enkeltbilleder
Det umiddelbart påfaldende ved La Jetée er dens form. Filmen (der fik dansk biograf- premiere i 1970 under titlen År nul, men kun opnåede yderst begrænset distribution herhjemme) præsenterer sig selv som en ”photo-roman”.

Den byder stort set ikke på levende billeder, men er fortalt i et flow af enkeltbilleder. Det er sort-hvide fotos, både totalbilleder og nærbilleder, der kan minde om frames fra en filmstrimmel (fotografierne er taget enkeltvis med et Pentax stillbilled-kamera). Der er ingen dialog, men lydsiden er yderst virkningsfuld med hjertebanken, musik og en fortæller- stemme, der præsenterer historien for os med sørgmodig saglighed.

Formen tvinger os til en særlig opmærksom- hed, både over for erindringens fragmenterede karakter og filmmediets tekniske forudsætninger. Som en billedserie af stivnede bevægelser kan La Jetée ses som en hilsen til filmens forhistorie, hvor fotografen Eadweard Muybridge indfangede menneskers og dyrs bevægelser – ikke som en filmisk bevægelse, men som en tæt serie af enkeltbilleder, der blev taget af en række faste kameraer.

La Jetées unikke fortælleteknik giver mening, for så vidt som filmens plot netop drejer sig om at hente fortrængte erindringsbilleder frem af underbevidstheden. Men bevægelsen kan ikke genskabes, ikke erindres. Der er kun de frosne øjeblikke af stivnet liv.

Og så er der alligevel filmens uforglemmelige magiske moment: Fuglene kvidrer, lyden intensiveres, den unge kvinde ligger i sengen, og pludselig er det film i nogle sekunder.

Hun vågner, åbner øjnene og ser på ham. Kærligheden har gjort hende levende – i erindringen.

De medvirkende er amatører. Davos Hanich, der spiller manden, er billedhugger. Hélène Chatelain, kvinden med den særlige aura, blev siden dokumentarist og har blandt andet lavet film om Gulag. Jacques Ledoux, der spiller den videnskabelige chef, var leder af det belgiske cinematek.

Gådefuld cirkelbevægelse
Det er en film, der kredser om tiden. Ikke som et kronologisk forløb, men som en gådefuld cirkelbevægelse, der indkredser den tabte verden og den tabte kærlighed, idet den lukker sig om sig selv. Dens tidsbegreb svarer til et af den moderne verdenslitteraturs berømte udsagn om tiden og dens væsen, T.S. Eliots Burnt Norton (1936):

Nærværende tid og svunden tid
Er begge måske nærværende i kommende tid,
Og den kommende tid indeholdt i den svundne tid.
Dersom al tid er evigt nærværende,
Er al tid uigenløselig.

Også i La Jetée viser tiden sig at være evigt til stede og samtidig er den ”unredeemable”, uigenløselig – uforanderlig. For trods fortællingens paradoksale tidsforhold bevæger den sig uafvendeligt frem mod sin skæbnesvangre slutning. Ordsproget hævder som bekendt, at tiden læger alle sår, men La Jetée kobler sig til en modsat kulturtradition, der opfatter tiden som en tragisk dimension, som giver den menneskelige eksistens en grundstemning af melankoli.

Den navnløse mand i fortællingen er en nostalgiker. Han har mulighed for at blive hentet ind i den kolde, strålende fremtid, hvor menneskeheden repræsenteres af statuariske, hvide mennesker med et mørkt emblem i panden. Men han vil hellere tilbage til det forgangne, til kvinden.

Deres møder er forståeligt fragmenterede, når han dukker op fra sin fremtid. Han ser et glimt af hende i en bil, de går på gaden, de går i parken, og endelig ligger hun i sengen, som er den eneste mere direkte markering af sanselighed. De mødes en sidste gang i det naturhistoriske museum, meget symbolsk, for hans glimtvis erindrede fortid er selv en slags museum over den tabte tid. Men selv om kærligheden fremstår som et tilflugtssted uden for tiden, så indhentes de alligevel af tiden på udsigtsrampen i Orly ...

Den forseglede tid
La Jetée lægger sig med kunstfærdig originalitet i det skæringspunkt mellem film og tid, som ofte har været genstand for dybsindige overvejelser.

En hovedskikkelse er Alain Resnais, der havde Marker som medinstruktør i flere tidlige dokumentarfilm. I spillefilm som Hiroshima min elskede (1959) og I fjor i Marienbad (1961), der hører til den franske nybølges væsentligste, udforskede han utrætteligt erindringens (og glemslens) tematik. Han kom i 1967 med en ejendommelig film, Jeg elsker dig, jeg elsker dig, hvor en mand gennem et tidsrejseeksperiment genoplever et ulykkeligt kærlighedsforhold igen og igen, måske en slags svar på La Jetée.

Andrej Tarkovskij, hvis hovedværk Spejlet (1975) er en selvbiografisk erindringsmosaik af gådefuld karakter, udgav en essaysamling, hvis titel kan oversættes som Den forseglede tid. Den russiske instruktør, som Marker siden lavede dokumentarfilmen Une journée d’Andrei Arsenevitch om, ser filmoptagelsen som et stykke autentisk, stivnet tid, der er indfanget – på samme måde som et insekt bliver fastholdt inde i ravklumpen.

Og filosoffen Gilles Deleuzes hovedværk Cinéma, der i en årrække med betydelig fascinationskraft spredte tåge over den filmteoretiske debat, præsenterede film som et fænomen bestående dels af bevægelsesbilleder, dels af tidsbilleder. Inden forfatteren sprang ud af et vindue og dermed for sit eget vedkommende satte tiden i stå.

Alle har deres madeleinekage
Fransk kultur har i det hele taget særlige traditioner for at reflektere over tiden og hukommelsen.

Den indflydelsesrige filosof Henri Bergson udgav i 1896 et stort værk om Stof og erindring, der sammenligner menneskets erindringsproces med et kamera, der stiller skarpt. Og kort før Første Verdenskrig begyndte Marcel Prousts På sporet af den tabte tid at udkomme, en kæmpemæssig roman om erindringen. I en berømt scene tager fortælleren en bid af en såkaldt madeleinekage, dyppet i lindete, sådan som han fik det hos sin tante i fjerne somre. Pludselig vælter erindringerne frem. Barndommens lokaliteter og univers opstår af en kop te.

I forbindelse med multimedie-værket Immemory, som Marker udsendte i 1998, peger han selv på Proust. ”Alle har deres madeleinekage,” siger han, og for hans eget vedkommende var det i høj grad Hitchcocks Vertigo (1958), der kaldte La Jetée frem i hans bevidsthed.

Også Vertigo er en film om en mand, der er besat af mindet om en kvinde, som han vil vriste ud af fortiden. Scenen i Vertigo, hvor James Stewart og Kim Novak ser på kæmpe- fyrretræets gennemskårne stamme, der med sine årringe vidner om mange århundreder, parafraseres direkte i La Jetée. Filmens musik har mindelser om Bernard Herrmanns lidenskabelige Vertigo-score, og ligesom Hitchcocks mesterværk handler La Jetée om svimmelheden ved at kaste sig ud i tidens afgrund.

Science fiction uden teknologi
La Jetée kan selvsagt opfattes som en slags science fiction – med både tidsrejser og truende verdensundergang. Camerons Terminator-film lånte temaet med den nødstedte nutid, som må have assistance fra fremtidens samfund – der nødvendigvis må hjælpe dem, som er forudsætningen for deres egen eksistens.

Terry Gilliams 12 Monkeys fra 1995 er direkte baseret på La Jetée. Men hvor 12 Monkeys søger at skabe effektfuld spænding med genrens konventionelle virkemidler, udelader Markers film hele det teknologiske aspekt, som ellers er obligatorisk i science fiction. Hovedpersonen anbringes ikke i mærkelige højteknologiske maskiner i futuristiske laboratorier, men ligger med natbriller for øjnene i en slags siv-hængekøje.

Med alle sine kulturelle referencer er La Jetée umiskendeligt en artfilm. Den har alle de typiske karakteristika: særpræget æstetisk form, gådefuld handling, ”store” temaer. Den har fået kultfilmstatus gennem sin unikke fortælleform, men den lever også som en beåndet refleksion over mennesket i tiden. 

Tiden som tab og undergang, men også som forløsning. At komme tilbage, at huske for at nå frem til kærligheden – og døden. Det er det stof, som drømme – og artfilm – er gjort af.

© Filmmagasinet Ekko