Nyhed
07. aug. 2018 | 10:10

Pia Kjærsgaard går til angreb på #MeToo

Foto | Melinda Sue Gordon
Kevin Spaceys hensynløse politiker Frank Underwood fra House of Cards er ikke med i Netflix-seriens sjette og sidste sæson. Skuespilleren blev afsat, da han blev beskyldt for at have begået overgreb på en fjortenårig dreng.

”Det er godt nok blevet nemt bare at råbe, at nogen rørte mig på låret for længe siden,” mener formanden for Folketinget, der savner Kevin Spacey.

Af Nicki Bruun

”Stop jer selv! Og fri mig for jeres hysteri.”

Formanden for Folketinget, Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, har i en kommentar for Berlingske givet sin uforbeholdne mening til kende om #MeToo-beskyldninger.

Politikeren er oprørt over, at det har kostet en dygtig skuespiller som Kevin Spacey karrieren, at han er blevet anklaget for overgreb, der fandt sted for 30 år siden.

Skuespilleren Anthony Rapp beskylder Spacey for at have gjort tilnærmelser mod ham, da Rapp var fjorten år.

”Det er godt nok blevet nemt bare at råbe, at nogen rørte mig på låret for længe siden, og så er pågældende seriøst i skammekrogen hurtigere end andre kan spørge: Er det nu helt rigtigt husket?” mener Pia Kjærsgaard.

Ingen blackface
Pia Kjærsgaard forstår heller ikke opstanden omkring Scarlett Johansson.

Skuespilleren trak sig fra hovedrollen i Rub and Tug, efter interessegrupper protesterede over, at hun skulle spille transkønnet.

”Jeg forstår skam godt, at sorte skal spille sorte i film og ikke spilles af hvide, der males. De tider er heldigvis forbi,” skriver politikeren, der hen over sommeren skabte overskrifter, da hun blev mødt af et boykot under en tale i det islandske parlament.

”Men skuespil er at foregive. Det er en kunstart, som giver os oplevelser, vi ellers ikke ville få, og ganske ofte også en indsigt, vi ikke havde forinden eller måske bare noget nyt at tænke over.”

Amok i korrekthed
Den uheldige udvikling i Hollywood er ifølge Pia Kjærsgaard udtryk for den politiske korrekthed, som disse dage dominerer i USA.

”Nu er Hollywood ved at gå helt amok i korrekthed – fra #MeToo, der substantielt jo er velment og relevant, men som ser ud til at være gået for vidt, til hindringen af, at en af tidens populæreste skuespillere ikke må spille rollen som transseksuel,” skriver Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkeparti er i disse dage samlet til partiets sommergruppemøde i Sønderborg.

Trailer: House of Cards – sæson 6

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko