Nyhed
09. juli 2018 | 20:00

Polanskis kone afviser Oscar

Foto | François Duhamel
Ligesom Emmanuelle Seigner i Roman Polanskis Frantic (1988) giver en hjælpende hånd til Harrison Ford, kommer skuespilleren nu sin mand til undsætning.

”Ulideligt hykleri,” kalder Emmanuelle Seigner Oscar-akademiets tilbud om optagelse i akademiet, som for nylig bortviste hendes mand.

Af Mikkel Krebs Behnke

I maj måned blev instruktøren Roman Polanski udvist af akademiet, som står for Oscar-uddelingen. 

Nu har det samme akademi inviteret Polanskis kone, skuespilleren Emmanuelle Seigner, og 929 andre fra filmindustrien med i akademiet. Det sker i et storstilet forsøg på at skabe større diversitet i stemmepuljen til Oscars, skriver The New York Times. 

Men Seigner tager ikke venligt imod invitationen. I et åbent brev til den franske søndagsavis Le Journal du Dimanche kalder hun henvendelsen ”fornærmende” og ”et ulideligt hykleri”. 

”Akademiet tror sikkert, at jeg er en holdningsløs skuespiller, der kun ønsker at klatre op ad den sociale stige, og at jeg så derfor ville glemme, at jeg gennem de seneste 29 år har været gift med en af verdens bedste instruktører. Han er blevet smidt ud som en paria,” skriver Emmanuelle Seigner i brevet. 

Adfærdskodeks
Akademiets ledere har inden 2020 lovet at fordoble medlemsskabet blandt kvinder og farvede mennesker. Samtidig har man indført et adfærdskodeks.

”Der er ikke plads til folk i akademiet, der misbruger deres status, magt eller indflydelse på en måde, som krænker almindelig anstændighed,” lyder det i kodekset. 

Udvisningen af Roman Polanski sker på grund af en sag tilbage i 1977. Her flygtede han fra USA til Frankrig, efter han var blevet anklaget for at have givet en trettenårig pige champagne med narko, inden han havde sex med hende mod hendes vilje. 

Instruktøren erklærede sig skyldig i sex med en mindreårig, men af frygt for en hård straf forlod han USA, der siden har forsøgt at få ham udleveret. 

Tidens sejrende holdning
Roman Polanski vandt i 2002 en Oscar for bedste instruktør med Pianisten, men han var ikke selv til stede ved prisfesten af frygt for at blive anholdt. 

Polanskis offer Samantha Geimer, som i dag er 55 år, har offentligt udtalt, at hun har tilgivet ham. Og Emmanuelle Seigner tager sin mand i forsvar. 

”Der er ikke nogen, som kan tro, at jeg ikke ønsker ligestilling mellem mænd og kvinder,” skriver hun i Le Journal du Dimanche. 

”Jeg har altid været feminist, men hvordan kan jeg ignorere det faktum, at akademiet for blot et par uger siden bortviste min mand Roman Polanski for at tilfredsstille tidens sejrende holdning. Jeg har kun én ting at sige til dem: Det her en kvinde, I ikke kan få!”

Evig modgang
Emmanuelle Seigner mener, at Polanski er blevet straffet nok i hans levetid. 

”Jeg mener, at han i hele sit liv – fra nazisterne i barndommen til i dag – har været udsat for evig modgang, uden at medierne har gjort det mindste forsøg at gå til hans sag med et åbent sind. Tværtimod har de kun forsøgt at gøre det værre,” skriver skuespilleren, der har medvirket i flere af Polanskis film, blandt andre Frantic og Bitter måne

Oscar-akademiet har endnu ikke reageret på Seigners åbne brev.

Trailer: Frantic

© Filmmagasinet Ekko