Kommentar
24. nov. 2017 | 08:25 - Opdateret 24. nov. 2017 | 22:30

Chefredaktør: Politiken misinformerer

Foto | Filmmagasinet Ekko
Politiken skrev den 13. november, at to tredjedele af de skuespillere, som havde svaret på avisens undersøgelse, havde oplevet sexchikane. Men det er ti dage senere blevet til ”to ud af tre kvindelige medlemmer af Dansk Skuespilforbund”.

Dagbladet Politiken har i sin iver efter at tegne det værst tænkelige billede af seksuel chikane i filmbranchen sluppet håndbremsen og er begyndt at skrive direkte usandt.

Af Claus Christensen

”På Politiken vil vi gerne undersøge forholdene i den danske kultur- og mediebranche grundigt og redeligt.”

Sådan skrev Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen den 18. oktober, da hun skød avisens kampagne imod sexchikane og overgreb i gang. Det lød tilforladeligt, også selv om avisen i realiteten opfordrede folk til, under anonymitetens dække, at angive deres kulturkolleger, så synderne kunne komme i avisens gabestok.

Der er ikke tidligere foretaget ”en seriøs journalistisk undersøgelse i Danmark” af seksuel magtmisbrug, skrev kulturredaktøren, og som læser ventede man i spænding på, at Politiken endelig ville træde i karakter som landets førende kulturavis.

Men i stedet for den dybdeborende journalistik, som var blevet stillet os i udsigt, har vi indtil videre kun fået et helt forventeligt personangreb på Zentropas Peter Aalbæk Jensen.

Rocky Horror Picture Show
”For første gang fortæller en samlet flok af tidligere ansatte på Zentropa …,” påstod avisen for at få historierne om Aalbæks aparte ledelsesmetoder til at fremstå som afsløringer af noget hemmelighedsfuldt og tilsløret.

Det var avisens første usandhed, for hvad man end måtte mene om ”Svinet”, som Aalbæk kalder sig selv, så har han aldrig gået stille med dørene.

Han har helt bevidst brandet Zentropa som det frække og fandenivoldske selskab, der er fyldt med øl, fisse og hornmusik. Og han har elsket at udstille magtforhold og teste folk – ikke mindst journalister – i, hvor langt de var villige til at lade sig ydmyge for at få en lille bid af kagen.

Perverst? Måske, men ikke fordækt magtmanipulerende i Harvey Weinstein’sk forstand. Snarere Aalbæks Rocky Horror Picture Show.

Forholdene på Zentropa er således rigt dokumenteret med generøs hjælp af Peter Aalbæk Jensen. For eksempel i en betydeligt mere nuanceret artikel i Weekendavisen den 9. november 2012, hvor avisen under overskriften ”Familien” beskriver numseklask, udmugning i grisestalden, motorcykelrens med tandbørste, halvt afklædte elever og prostitution som en del af virksomhedskulturen på filmselskabet.

”Jeg går stuegang og giver folk et kys eller klapper bøsserne en ekstra gang på røvballerne,” sagde producenten dengang.

Politikens artikler er primært skrevet af kvinder, som øjensynligt gerne vil hjælpe andre kvinder.

Men ved igen og igen at hævde, at Politiken er først med disse ”rystende afsløringer”, træder man ironisk nok netop på en kvinde. Nemlig Anne Mette Lundtofte, som i 2013 udgav bogen Zentropia, der indeholder alt det (og mere til), Politiken nu temmelig skamløst præsenterer som sine egne historier.

Hvor Politikens forargelsesjournalistik er baseret på et overfladisk kendskab til Zentropa, så har Lundtofte brugt år af sit liv på at studere selskabet, hvor hun i perioder har haft sin daglige gang – med Aalbæks velsignelse. Og hun har format til at indrømme, at hun også er fascineret af det uortodokse miljø, som Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier har skabt.

Skruer op for retorikken
Politikens personhetz mod Peter Aalbæk Jensen tager udgangspunkt i ni vidneudsagn. Kun fire af dem står frem med deres fulde navn, heriblandt en producent (og hendes veninde), som har en indlysende interesse i at svække en konkurrent.

At mange nuværende og tidligere medarbejdere slet ikke kan nikke genkendende til det billede, Politiken har tegnet, fik vi et håndfast bevis på forleden, hvor 88 mennesker tog Zentropa i forsvar.

”Pressens gentagne beskrivelser af Zentropas elever som misbrugsofre, der gennemlever en hverdag med ydmygelser og overgreb, ligger meget langt fra en virkelighed, vi kan genkende,” udtaler de, hvilket burde have manet til eftertanke på Politiken.

Men i stedet skruede avisen op for retorikken, hvilket leder til avisens anden usandhed.

En undersøgelse i Politiken viser, at ”to ud af tre kvindelige medlemmer af Dansk Skuespillerforbund har oplevet seksuel chikane og krænkende opførsel fra overordnede”, skriver Politiken den 23. november.

Men ifølge avisens egne oplysninger har man spurgt 949 medlemmer af Dansk Skuespillerforbund. 378 medlemmer har svaret. Af disse siger 241, at de inden for de seneste ti år er blevet udsat for krænkelser fra deres overordnede. 149 af dem har ”oplevet fysiske krænkelser i form af uønskede berøringer og kys, fysisk pres eller overgreb”.

Det er med andre ord ikke to tredjedele af kvindelige danske skuespillere, der ifølge Politikens undersøgelse har været udsat for sexchikane. Det er to tredjedele af dem, der responderede på Politikens henvendelse, altså cirka en fjerdedel af de adspurgte medlemmer af Dansk Skuespilforbund. Eller 25 procent.

Håndbremsen sluppet
25 procent er naturligvis i sig selv alt for meget. Det viser, at sexchikane er et alvorligt problem, som der skal gøres noget ved.

Men det er ikke ”grundigt og redeligt” at hævde, at tallet er langt større, end det faktisk er. Politiken er i gang med at skabe en fortælling, der er ganske langt fra virkeligheden. Man har sluppet håndbremsen i sin iver efter at tegne det værst tænkelige billede af seksuel chikane i filmbranchen.

Men indtil videre må vi konstatere, at dansk film ikke er Hollywood, Peter Aalbæk er ikke Harvey Weinstein, og Politiken er slet ikke New York Times. 

© Filmmagasinet Ekko