Er ungdomsfilmen død?
Tema
28. nov. 2009 | 08:00

Præstesønnen, der gjorde oprør

Foto | Flemming Jensen
Poul Nesgaard vender den almindelige interviewstil på hovedet under optagelserne til DR-programmet Omvendeslev i 1978.

For 30 år siden var Poul Nesgaard frontfiguren i en række anarkistiske ungdomsprogrammer, der revolutionerede tv-mediet. Hvad gik oprøret ud på, og var han en rød lejesvend?

Af Jacob Ludvigsen / Ekko #47

– Poul Nesgaard, du er en af årsagerne til, at DR stadig i dag skal trækkes med stereotypen om de røde lejesvende. Hvordan har du det med det?

”Jeg var slet ikke en del af det venstreorienterede miljø, jeg var på min egen erkendelsesrejse. Jeg var præstesønnen, der kom ind i en politisk og mediemæssig virkelighed, og jeg opfattede de politisk engagerede som mennesker med et fantastisk sprog.”

”Jeg kunne citere salmer og bibelsteder, men ikke formulere mig om virkeligheden, som de kunne. Men jeg blev altid brugt som alibi i debatten: ’Nej, nej, vi er ikke politiske på den måde, vi har en præstesøn med!’”

– Hvad ville I opnå?


”Vi ville lave noget, der satte vores eget blodomløb i gang. Vi var hverken nyhedsjournalister eller i underholdningsgenren, men blandede genrerne. Vi var opsatte på ikke kun at skabe identifikation og fascinere, men også på at informere. Form og indhold skulle gå hånd i hånd, og vi prøvede at iklæde ungdommen en bevidsthed om, hvordan verden så ud.”

– Handlede det ikke mindst lige så meget om at sætte jer selv i centrum?


”I mine første år var jeg famlende og hudløst nervøs. Jeg kunne slet ikke leve op til de tunge journalistdrenge i DR, så jeg brugte min famlen som et greb. Jeg skabte en figur for at beskytte mig selv. Og da vi lavede Baggårdsredaktionen, sad Nulle (Elith Nykjær Jørgensen, red.) og jeg og tænkte: ’Hvad fanden skal vi lave?’"

”Så blev vi enige om, at vi skulle lave noget om, at vi ikke vidste, hvad vi ville lave. Derfor fandt vi på nogle roller: Nulle, der går og virker lidt uden for det hele, og mig, der er vild med at få succes. Heldigvis var det en tid, hvor Danmarks Radio var enormt åben over for ungdommens måde at afprøve livet og sig selv på.”

– I fik frie rammer?


”Fuldstændig. Når vores udsendelser blev sendt, var der ikke andre end os selv, der vidste, hvad der kom.”

– Og det udnyttede I til at gå langt over stregen?


”Ja, vi lavede nogle voldsomme fortællinger. I 1984 planlagde ungdomsgruppen Kulørte Klat for eksempel at lave en forargelig udstilling på Rådhuspladsen om det kødelige. Vi sendte så den 52-årige multikunstner Jens Jørgen Thorsen ind for at snakke med gruppen på Jagtvej 69 før aktionen. Men der gik ikke en time, før nogle fra gruppen kom og sagde: ’Det der kan vi altså ikke stå mål med, han er simpelthen så sjofel.’ De unge, der ville provokere det pæne borgerskab, kunne altså slet ikke hamle op med Jens Jørgen.”

”Men de tog alligevel ind og lavede aktionen, hvor de var nøgne og kropsmalede. Det endte i et seksuelt orgie, som var … grænseoverskridende. Jens Jørgen blev vanvittigt skuffet over, at han ikke kunne gennemføre et samleje. Det var helt grusomt for ham. Nulle og jeg var rygende uenige om, hvor meget vi skulle vise i udsendelsen. Med min religiøse baggrund syntes jeg ikke, der skulle så meget til, før den sivede ind hos seerne. Men Nulle sagde, at vi måtte skildre den virkelighed, vi havde observeret.”

– Var I tit uenige?


”Ja, er du sindssyg. Vi var berømte for at skændes om hver eneste beslutning. Det var faktisk uanstændigt, for det skete jo foran et stort tv-hold. Men sådan er det, når man vil lave noget med meninger og indhold. Én gang indvilligede jeg i, at den, der gik sidst i seng, fik ret, og det var dumt, for Nulle kunne bare blive ved og ved, mens jeg hurtigt blev træt. Så han vandt. I tilfældet med Kulørte Klat endte vi med et slags kompromis.”

– Hvad var reaktionen på den udsendelse?


”Dagen efter blev jeg sat til at besvare telefonopkald, det var straffen fra programchefen. Der var jo kun én tv-kanal dengang, og vi sendte klokken 20, så alle danskere kiggede med. Folk ringede ind konstant og var helt oppe at køre, men jeg var god til at glide af.”

– Hvor fik I inspirationen fra?


”Folk som Jesper Klein, Thomas Winding og Flemming Quist Møller havde før os etableret en form for legeplads med en dejlig vildskab. Og vi var også beslægtede med den galskab, der lå i ting som Røde Mor og Clausen & Petersen. Man så ikke meget udenlandsk tv dengang, så vi havde ikke nogen referencer, og hele metaformen havde vi ikke andre steder fra. Inspirationen kom fra virkeligheden og fra 68-oprøret. På mange måder var vi hele tiden på jomfruelig jord, fordi vi skulle forny os konstant. Det er man nødt til, når man laver det samme i så mange år.”

– Hvordan har dit arbejde dengang beriget vores liv?


”Det ved jeg godt nok ikke! Men engang lavede jeg en udsendelse med nogle folk, der fik tatoveringer, hvilket var virkelig langt ude dengang. De var nogle rigtige rockertyper, og jeg spurgte, hvad får jer egentlig til det? ’Det er din skyld,’ sagde de. ’Hvad?’ udbrød jeg. ’Jo,’ svarede de, ’du har altid gjort det, man ikke måtte.’”

– I dag er du 57 år og rektor på Filmskolen, hvor du sidder og administrerer og … drømmer dig tilbage?


”Slet ikke. Jeg er jo ikke den, der skal være oprørsk længere. Det skal eleverne, som kommer ind her på Filmskolen. Vi skal give dem forudsætningerne for at stå stærkt i deres oprør mod de vedtagne konventioner og fastlagte dogmer, for er det ikke netop kunstens funktion? Det kan jeg bruge mine erfaringer til at hjælpe dem med.”

– Er du så en gnaven, gammel mand, der kritiserer alt det, de nu laver på tv?


”I må meget gerne modsige mig, for jeg ser ikke så meget ungdomsfjernsyn i dag, men jeg fornemmer, at meget handler om fascination og identifikation. Informationen kan ligge på et frimærke. Hovedhistorien er, at du er din egen lykkes smed, og hvis du satser alt, skal dit nummer nok blive trukket ud. Dengang kunne man virkelig blive anfægtet af at se ungdoms-tv, især hvis man var lidt oppe i årene. Man bliver ikke anfægtet i sin verdensanskuelse af at se X Factor.

Poul Nesgaard

Født 1952 i København.

Bliver smidt ud af gymnasiet i 1.g og som sekstenårig ansat i Børne- og ungdomsafdelingen på Danmarks Radio til at producere udsendelser sammen med sin bror Finn.

Idémager, redaktør og vært på nyskabende ungdomsprogrammer som Ungdomsredaktionen (1978-89) Baggårdsredaktionen (1980 og 82) og I sandhedens tjeneste (1984, 1987 og 1990).

I 1980 laver han den kontroversielle julekalender Jul og grønne skove sammen med sin faste makker, Nulle — alias elith Nykjær Jørgensen. De får fjorten dage til at komme på en idé og fjorten dage til at skrive de 24 afsnit, der afføder en storm af klager.

Fra 1992 rektor for Den Danske Filmskole.

© Filmmagasinet Ekko