Portræt
19. nov. 2017 | 14:53

Portræt: Raoul er vred

Foto | uoplyst
Hele verden er Raoul Pecks kampplads. Han viser, at fortællingens magt er universel, hvis den har en skarp politisk og poetisk tone.

”Jeg følte ikke, at der var nogen film, der beskrev den verden, som omgav mig,” siger den haitianske instruktør, hvis vrede og indignationen gennemstrømmer biografaktuelle Den unge Karl Marx og dokumentaren I Am Not Your Negro.

Af Casper Hindse

Der skrives og tales i disse år en hel del om, at de store kampe er kæmpet. At vores moderne nutid minder om tiden før Romerrigets fald, fordi vi diskuterer velfærdsbagateller, der kan få ethvert uland til at himle med øjnene.

Den diagnose vil haitianske Raoul Peck med garanti ikke skrive under på.

For den tidligere kulturminister på den lille østat er en af sin generations mest politiserende filmskabere. Det er hans seneste to film formidable eksempler på.

Raoul Peck fik sit kommercielle gennembrud med den Oscar-nominerede dokumentarfilm I’m Not Your Negro, og nu er han biografaktuel med en vennefortælling i spillefilmformat. I Den unge Karl Marx oprulles venskabet mellem titelpersonen og hans kompagnon Friedrich Engels, hvilket historisk set betyder, at det er de første optegnelser til Det Kommunistiske Manifest, vi som biografgængere er vidner til.

Begge film er stærke politiske oplevelser, og de senere år har Pecks værker da også givet genlyd, så det har runget i biografsalene fra Port-au-Prince til København.

Kultfigurens variation
Selv er instruktøren blevet lidt af en kultfigur for den type af filmfolk, som stadig tror på, at film ikke skal lefle for publikum.

Det behøver man blot at besøge Amazons verdensomspændende hjemmeside for at konstatere. Her koster e-bogen Raoul Peck: Power, Politics, and the Cinematic Imagination mere end 450 danske kroner, fordi efterspørgslen er så stor.

Og der er da også guf at hente i de mange essays om den i dag 64-årige filmskabers virke. Se blot, hvad filmhistoriker Alyssa Goldstein Sepinwall skriver om Peck i bogens første kapitel:

”Han er helt sikkert en af de mest vellykkede instruktører i verden de seneste tredive år med et dybt og varieret oeuvre og ikke mindst et særligt talent for film, der både er medrivende og opbyggelige.”

Poetisk politik
Det er lige netop den medrivende opbyggelighed, der karakteriserer Raoul Pecks film. Det samme gør udgangspunktet i verdenshistorien. Siden gennembruddet i 1987 med Haitian Corner har instruktøren nemlig markeret sig som en kolossalt indigneret mand, der dog aldrig lader sine følelser løbe løbsk.

Peck propper ikke noget ned i halsen på publikum, men hans film har dog et tydeligt fokus. Instruktøren er på de udsattes side, og i Haitian Corner følger et roligt og fattet kamera en haitiansk digter, der er flygtet fra fangenskab i sit hjemland og til New York. 

Her går tilværelsen med at reflektere over hjemlandets historie og egne minder.

Med Haitian Corner lagde Peck kimen til det filmlandskab, han siden har malet så unikt frem. Der er en poetisk tone i hans film, men den kommer kun frem, fordi instruktøren lægger en tydelig nuance ned over filmene, der formår at flyde af sted som minder og tanker om verden.

”Jeg havde ikke rigtigt nogen model at lave film ud fra,” forklarer Peck selv om begyndelsen på filmkarrieren i bogen Stolen Images (2012). ”For jeg følte ikke, at der var nogen film, der beskrev den verden, som omgav mig.”

Globalt raseri
Derfor valgte Raoul Peck at gøre det selv. Fælles for filmene i hans 30 år lange karriere er, at man aldrig forlader dem med et smil på læben.

Raoul Peck er en vred mand, når han laver film. Han vender vrangen ud på verden og udforsker, om vores fælles forståelse af virkeligheden overhovedet stemmer overens med det, der skete i afgørende øjeblikke af historien.

Det er tydeligt, at der ligger et stort intellekt bag filmene. Og at der er et markant internationalt udsyn. Peck fortæller en stor historie på en jordbunden måde i film som Man by the Shore (1993) – der angriber Duvaliers diktatur på Haiti – og i biopic’en Lumumba (2000) om den congolesiske frihedskæmper Patrice Lumumba.

Det er da heller ikke tilfældigt, at Raoul Peck fortæller historier fra hele verden. Instruktøren er nemlig globalist i hver eneste kameraindstilling, og han er således født i Haiti og opvokset i Congo, mens han har taget en kandidatgrad i Berlin og i dag sidder som leder af den førende franske filmskole La Fémis. Og så bor han i New Jersey.

Hele verden er altså Raoul Pecks kampplads, og instruktøren har vist, at fortællingens magt er universel, hvis den er skarp i sin politiske og poetiske tone.

Eksempelvis handler hans HBO-film Sometimes in April fra 2004 om folkedrabet i Rwanda, og den er så brillant barsk i sin billed- og fortællestil, at den sagtens kan kategoriseres som den mest oversete film fra det år.

Verdenshistoriens kniv
Overset kan man bestemt ikke sige, at I Am Not Your Negro blev. Filmen er da også Raoul Pecks bedste til dato, fordi den i fortællestruktur og desperation er så skarp, at man nærmest kan mærke den slebne kniv stryge igennem biografsalen.

I Am Not Your Negro er baseret på tekststykker af aktivist og forfatter James Baldwin, der igennem sit forfatterskab afdækkede, hvordan USA’s racehistorie påvirkede hans generation af amerikanere. Filmen er så benhård i kritikken af hvide amerikaneres syn på den afroamerikanske befolkning, at den efterlader publikum stærkt fortørnet.

Man kan uden at blinke kalde I Am Not Your Negro, der er Baldwins fortælling krydret med klip fra fortid og nutid, for den vigtigste film om bagsiden af et lands historie i årtier.

Filmen er lige så vred som sin instruktør, og den trækker tråde tilbage igennem hele oeuvret, fordi den både poetisk og politisk hyler og skriger af den gængse opfattelse, som historiebøgerne har gengivet.

I Am Not Your Negro er kort sagt et rendyrket Peck-mesterværk.

Stor pensel
Helt lige så store ord kan man ikke bruge om Den unge Karl Marx, men filmen er bestemt seværdig. Den fik flotte ord med på vejen under årets Berlinale – der er kendt som den mest politiske af de store filmfestivaler – og Pecks kendetegn er da også solidt plantet i filmens fortælling.

Vi møder Det Kommunistiske Manifests ophavsmand, da han er på randen af økonomisk sammenbrud, mens verden omkring ham behandler det arbejdende folk mere end forfærdeligt. Sammen med kone og barn er Karl Marx flyttet til Paris, og filmen foregår i et virvar af tysk, fransk og engelsk.

Kameraet er mere sprællende end i en ”normal” Raoul Peck-film, og det samme er smilene. For venskabet og de store illusioner imellem Marx og hans nye ven Friedich Engels bliver til drømme om en kommunistisk revolution over alt i verden.

Peck maler med en mindre fokuseret pensel, end han har gjort tidligere i fortællingerne om Haiti, Congo, Rwanda og USA. Det gør, at uprøvede Peck-interessenter med fordel kan starte med Den unge Karl Marx, fordi filmen er en mild introduktion til den vrede, som syder og bobler under alle instruktørens film.

Der er nemlig ingen tvivl om, at Raoul Peck er vred. Han er faktisk direkte arrig over, at vi i den moderne virkelighed fortæller historier, der bliver til fælles sandheder frem for til spirende diskussioner om retningen for verdens gang.

Trailer: Den unge Karl Marx

Raoul Peck

Født 1953 i Port-au-Prince, Haiti.

Sammen med sin familie flygtede han var fra Duvaliers diktatur i Haiti i starten af 1960’erne og bosatte sig i Congo.

Stiftede i 1986 det anerkendte tyske produktionsselskab Velvet Film.

Var Haitis kulturminister fra 1996 til 1997.

Har været udtaget til et hav af festivaler og har selv siddet juryen i Cannes i 2012

Udvalgte film

Den unge Karl Marx
2017

I Am Not Your Negro
2016

Lumumba
2000

The Man by the Shore
1993

Haitian Corner
1987

© Filmmagasinet Ekko