Nyhed
03. nov. 2014 | 23:13

Refn laver ny film i Los Angeles

Foto | Jan Buus
Nicolas Winding Refns seneste film er Only God Forgives fra 2013. Nu er starter han snart på optagelserne til The Neon Demon, en hororfilm om ”ondskabsfuld skønhed”.

Efter en ikke særlig succesfuld afstikker til Bangkok vender Nicolas Winding Refn tilbage til Los Angeles for at optage sin næste film, The Neon Demon.

Af Jeppe Mørch

I 2011 vandt Nicolas Winding Refn som første dansker nogensinde prisen som bedste instruktør i Cannes.

Filmen var naturligvis Drive, der handler om en mystisk og fåmælt stuntmand (Ryan Gosling), som om natten tjener penge på at køre kriminelle i Los Angeles væk fra gerningsstedet.

To år senere var Refn så tilbage i Cannes med Only God Forgives, som igen havde Gosling på rollelisten. Denne gang var Los Angeles dog blevet skiftet ud med Bangkok.

Only God Forgives opnåede ikke nær samme succes som Drive, og Refn måtte rejse tomhændet hjem fra festivalen.

Senere tildelte avisen The Guardian filmen en noget mere kuriøs pris end dem, man kan vinde i Cannes: So-Bad-It's-Good-prisen.

Nu vender Refn så tilbage til Los Angeles for at optage sin næste film, der får titlen The Neon Demon, skriver Variety.

Ondskabsfuld skønhed
”Efter jeg lavede Drive,og efter jeg blev vildt forelsket i Los Angeles’ elektricitet, var jeg klar over, at jeg blev nødt til at vende tilbage for at fortælle historien om The Neon Demon,” fortæller Nicolas Winding Refn ifølge Variety.

The Neon Demon beskrives som en horrorfilm, der får en kvinde i hovedrollen. Indtil videre er ingen skuespillere dog blevet præsenteret.

Manuskriptet til filmen er skrevet af Refn selv i samarbejde med Mary Laws.

”En morgen vågnede jeg og blev klar over, at jeg var omgivet og domineret af kvinder. På mærkværdig vis blev en trang til at lave en horrorfilm om ondskabsfuld skønhed vækket i mig,” forklarer Refn videre.

Cliff Martinez, der har stået bag soundtracket til både Drive og Only God Forgives, vil igen sørge for musikken, mens fotograf på filmen bliver Philippe Le Sourd, der arbejdede sammen med Wong Kar-Wai på The Grandmaster.

Optagelserne til The Neon Demon vil efter planen begynde i første kvartal af 2015, og den endelig film ventes klar i 2016.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko