Nyhed
11. feb. 2016 | 17:17 - Opdateret 12. feb. 2016 | 20:46

Refns private samling af B-film-plakater

Foto | FAB Press Ltd.
Refns eksklusive coffe-table-bog The Act of Seeing indeholder et kæmpeudvalg af B-film-plakater med blandt andre nymfomaniske havfruer og et tvivlsomt monster, der kan være alt fra menneske, fisk eller måske djævlen selv.

Nicolas Winding Refn har i al ubemærkethed udgivet en lækker bog med sin private samling af B-film-plakater. I det nye Ekko præsenterer vi bogen og knytter an Refns egne film.

Af Lasse Cordsen

Nicolas Winding Refn er forelsket i film. Ikke som kunst, men som kitsch og en cocktail af klichéer krydret med blodrøde kirsebær.

Sådan skriver Rikke Schubart i det nye Ekko om den danske filminstruktør, der i 1996 brød igennem med Pusher og i 2011 nåede et foreløbigt højdepunkt i karrieren med Drive.

Der hersker ingen tvivl om, at Refn har en svaghed for exploitation-genren. Og hvad er mere oplagt end at udgive en fire kilo tung coffee-table-bog med obskure filmplakater, der centrerer sig om sex, vold og sensationer?

Det er lige præcis, hvad Refn har gjort med The Act of Seeing. Den eksklusive bog indeholder instruktørens private samling af over 300 filmplakater, hvortil den britiske kritiker Alan Jones har leveret velskrevne tekster om filmene bag.

Sexsultne husmødre
Nicolas Winding Refn købte ubeset samlingen af den amerikanske forfatter Jimmy McDonough, der egenhændigt pillede plakaterne ned af murene ved biografer i Times Square-området i 60’ernes og 70’ernes New York.

Hvis man er til det makabre, obskure og til tider meget komiske, må man prise sig lykkelig over, at Refn har valgt at dele værkerne (hvis man kan kalde dem det) med resten af verden.

Det er ikke for sarte sjæle, når Rikke Schubart i Ekko #70 dykker ned i plakatbogen, der byder på alt fra sexsultne husmødre over fiskemonstre til SS-eksperimenter.

Men plakaterne er også fyldt med cinematografisk sanselighed – eller ”sinema sextravaganza”, som det hedder på en af plakaterne. Sydende farver og iøjnefaldende typografi viser en kunstnerisk kreativitet, man sjældent finder på mainstream-plakaterne.

Her er et lille udvalg af bogens mange farvestrålende plakater:

 

I Florida-gyseren Zaat (1971) bliver en gal videnskabsmand til et monster, da han injicerer stoffet Zaat. Det har længe været en stående joke blandt kollegaerne, men nu er hævnens time inde. ”Is the monster man … fish … or devil?”

 

Fløjtens symbolik er til at tage og føle på i The Whiste Blowers (1973), der lover intens varme og et eksplosivt klimaks. I filmen beslaglægger fire politibetjente nogle optagelser på et pornostudie, som viser sig at afsløre betjentenes sande natur.

 

Denne plakat fra 1964 leger opfindsomt med bogstavrim. Titlen går på hovedpersonen Pete (Jack Lowe), der mister al sin fornuft og bliver psykopat, så snart han ser blod.

 

To rivaler er ude efter den samme undervandsskat, der til deres overraskelse er beskyttet af nogle ganske sexede havfruer. Aqua Sex (1962) byder på ”dazzling savage numphs”, der ifølge plakaten er primitive og spændende på samme tid.

 

Propaganda-dramaet Hitler’s Children (1943) stiller nazi-regimets ondskabsfulde tyranni til skue. Ifølge plakaten kan ordet ”sensation” ikke retfærdiggøre filmens indhold.

The Act of Seeing

Indhold:
Nicolas Winding Refns private samling af B-film-plakater

Forord:
Nicolas Winding Refn

Tekst:
Alan Jones

Sider:
324 

Pris:
100 dollars

Forlag:
FAB Press Ltd.

Nicolas Winding Refn

Født 1970 i København.

Søn af instruktør Anders Refn og fotograf Vibeke Winding.

Flytter som tiårig med sin mor og stedfar til New York.

Dropper i 1996 ud af Den Danske Filmskole for at lave sin debutfilm Pusher.

Internationalt gennembrud i 2011 med Drive, som vinder instruktørprisen i Cannes.

© Filmmagasinet Ekko