Cannes 2018
12. maj 2018 | 12:33 - Opdateret 13. maj 2018 | 14:19

Rend og hop, Godard!

Foto | Casa Azul Films
Der optræder en løftet pegefinder i Jean-Luc Godards seneste makværk Le livre d’image. Men filmen føles mere som en fuckfinger, hvilket utvivlsomt glæder den franske legende.

Le livre d’image ligner et værk af en skizofren patient på en galeanstalt, men når der står ”Jean-Luc Godard” på rulleteksten, må der være tale om de vises sten.

Af Claus Christensen

Hvis Le livre d’image var blevet indsendt anonymt til Cannes-festivalen, ville den aldrig være kommet i nærheden af hovedkonkurrencen.

Den ville allerede i postsorteringen være blevet afvist som håbløst bedaget video-konceptkunst fra 80’erne eller et komplet uforståeligt produkt fra en skizofren patient på en galeanstalt.

Men indsendelsen er ikke anonym, og når der står ”Jean-Luc Godard” på pakken, behandles indholdet som de vises sten. Godard er en legende takket være banebrydende værker som Åndeløs, En kvinde er en kvinde, Livet skal leves, Le mépris og Pierrot le fou.

Et billede fra sidstnævnte med Jean-Paul Belmondo og Anna Karina udgør plakaten til årets festival, og Cannes bliver aldrig træt af at fejre den franske storhedstid i 1960’erne, som landets filmkunst, trods en produktion på op imod 300 film årligt, uvægerligt står i skyggen af.

Så Godards nye makværk kommer i hovedkonkurrencen, ligesom hans forrige Adieu au langage gjorde det. Og som den eneste film på festivalen vises Le livre d’image hele to gange i den kæmpestore Grand Théâtre Lumière med adgang for pressen.

Kejserens nye klæder
Der er ingen grænser for festivalens vilje til at holde liv i den 87-årige instruktørs karriere, ligesom der ikke var grænser for festivalens beundring for et andet 60’er-ikon, Alain Resnais, hvis håbløse gammelmandsværker fik eksklusiv behandling i Cannes.

Pressen går gladelig med på den franske selvfejring. I disse timer bliver der skrevet den ene respektfulde anmeldelse efter den anden af Godards rablende vanvid, som mest af alt minder om analysen af psykotiske patienters sprog i klassikeren Det er et bånd, der taler.

Det eneste, man ikke må sige, er, hvad de fleste inderst inde tænker: Kejseren har jo ikke noget tøj på!

I halvanden time bliver vi tæppebombarderet med en usammenhængende bevidsthedsstrøm, der involverer klip fra filmklassikere (i en kvalitet, der ligner nedslidte vhs-bånd), tv-nyheder, private videooptagelser, tegneserier og krigsbilleder. Alt imens Godards egen stemme mumler, grynter og hoster sig igennem en tekst, som på arrogant fransk facon kun har fået engelske undertekster efter humør.

”Ingen drømmer om at være Faust i dag, alle vil være konger,” lyder en sætning. ”Tiden er løbet tør for tid” og ”Menneskets sande vilkår er at tænke med sine hænder,” lyder to andre. Det sidste er øjensynligt et Heidegger-citat.

Dommedag er nær
Man forstår, at vi lever i en krigstid, at religion er noget bras, at holocaust var forfærdeligt, at Vesten ikke har fattet en bjælde af konflikten i Mellemøsten, at vi sådan i al almindelighed ledes af ”forbandede fjolser”.

Til sidst når Godard vistnok frem til, at der er brug for en revolution, en ægte folkelig revolution. Men det var et budskab, de fleste publikummer gik glip af i Grand Théâtre Lumière, der på en gang blev udsat for masseudvandring og en kollektiv søvn.

Det gør dog næppe det store, for selvsamme budskab har Godard uden mærkbar effekt forkyndt i hen ved 60 år. Le livre d’image er én lang dommedagsprædiken, som lykkes i den forstand, at filmen i sandhed føles som en apokalypse. Hvis man kan holde sig vågen.

Ironiens nådegave
Sidste år blev Godard befriende spiddet i biopic-filmen Redoutable, der fremviser ham som en blanding mellem et forvirret fjols og en selvoptaget nar. Filmen foregår i 1968 under optagelserne af Kineserinden, hvor Godard beslutter sig for både at afskaffe publikum og sig selv som instruktør.

Det første er lykkedes bedre end det sidste, må vi 50 år senere konstatere. Siden vidunderværkerne i 60’erne har Jean-Luc Godard ikke skabt filmkunst af større interesse.

Hvis bare Godard havde haft selvironiens nådegave, kunne man i det mindste have set slutscenen i Le livre d’image, hvor en ældre herre med høj hat og løftede arme danser ekstatisk rundt om sig selv, indtil han falder død om, som et sjældent indsigtsfuldt øjeblik.

Den franske afgud har nået toppen af bunden.

Teaser: Le livre d’image

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for tolvte år i træk Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos internationale stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i festivalens sidekonkurrence Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Director’s Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 8. til 19. maj 2018.

© Filmmagasinet Ekko