Nyhed
07. aug. 2018 | 16:48

Robert Redford går på pension

Foto | Eric Zachanowich
Robert Redfords sidste film som skuespiller bliver en munter udgang. I The Old Man & the Gun spiller han en kriminel flugtkonge på sine sidste bankrøverier.

Den amerikanske stjerne indstiller sin 60 år lange karriere som skuespiller med The Old Man & the Gun.

Af Frederik Bakkerud

Med roller i klassikere som Butch Cassidy and the Sundance Kid og Alle præsidentens mænd er Robert Redford berømt i hele verden.

Men efter næsten 60 år som skuespiller, skal Redford ikke længere stå foran kameraet. Det meddeler den 81-årige skuespiller i et interview med Entertainment Daily.

”Man ved aldrig, men jeg vurderede, at det her ville være nok for mig med hensyn til skuespil, og jeg går imod pension.”

Robert Redfords sidste rolle bliver som Forrest Tucker i The Old Man & the Gun, der kan ses i danske biografer senere på året.

I filmen spiller han meget passende en kriminel flugtkonge på karrierens sidste bankrøveri-tur. En munter fortælling, som Redford ønskede det.

”Hvorfor ikke gå ud med noget, der er muntert og positivt?” siger skuespilleren. ”For mig var det en vidunderlig figur at spille på det her tidspunkt.”

Aftryk på filmbranchen
The Old Man & the Gun er baseret på en sand historie og får verdenspremiere på festivalen i Toronto til september.

Robert Redford har sat sit aftryk på filmbranchen med andet og mere end roller i store film. Han er desuden medstifter af Sundance-festivalen, der er blevet førende inden for især amerikanske independent-film, som er produceret af mindre selskaber.

Redford udelukker imidlertid ikke, at han atter sætter sig i instruktørstolen i fremtiden.

Han vandt i 1981 en Oscar for instruktørdebuten Ordinary People, så der er grund til at håbe, at Robert Redford ikke går endegyldigt på pension.

Trailer: The Old Man & the Gun

© Filmmagasinet Ekko