Nyhed
07. nov. 2006 | 11:23

Rocky modstår tidens tand

Rocky er genstand for et klassisk opgør mellem populær- og finkultur i Philadelphia. 
Af Jonas Varsted Kirkegaard

 

Blandt amerikanernes foretrukne fortællinger er den om underhunden, som sætter sig et ambitiøst mål, slider som besat og sluttelig sejrer mod alle odds.

I 1976 slog 30-årige Sylvester Stallone sit navn fast med filmen om arbejderklassehelten og bokseren Rocky Balboa, som i en berømt scene bestiger trappen til Philadelphias kunstmuseum under sin morgenjoggingtur.

Snart fulgte flere Rocky-film, og i 1990 donerede Stallone en statue af den fiktive champ til museet. Den blev dog snart fjernet igen, da den efter manges mening ikke kunne kategoriseres som et kunstværk. 

Men nu har et stort flertal i Philadelphias Art Commission vedtaget, at Rocky "er et kulturelt ikon, som har modstået tidens tand", og givet statuen sin gamle plads. De nedstemte modstandere siger, at de finder det upassende, at Rocky-statuen er placeret så tæt på Rodins Tænkeren.

Den sjette film i Rocky-serien er i øvrigt på trapperne. Her bliver den pensionerede Rocky, der nu driver sin egen restaurant, lokket i ringen en sidste gang mod den regerende mester Mason Dixion. Dansk premiere 5. januar 2007.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko