Nyhed
12. juni 2016 | 19:07

Roy Andersson leder efter Hitler

Foto | Gustav Danielsson
Roy Andersson har tidligere beskæftiget sig med nazismen i sine film. I Du levende kommer svastika til syne, da en mand hiver dug og service af et bord.

Sveriges største nulevende instruktør arbejder på en ny film, der blandt andet skal handle om Adolf Hitler. Han mangler bare én til at gestalte den nazistiske diktator.

Af Jeppe Mørch

Ligner du Adolf Hitler? Eller kunne du komme til det med en paryk og et falsk moustache?

Så har du mulighed for at spille verdenshistoriens mest berygtede diktator i svenske Roy Anderssons kommende film.

Andersson skildrer med sort humor fremmedgørelse og menneskelig dårskab, når han placerer sine personer i sirligt opstillede rammer, som typisk har et absurd, kafka-agtigt islæt.

Hans seneste film, En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (2014), vandt Guldløven i Venedig og prisen for bedste komedie ved European Film Awards.

Nu er 73-årige Roy Andersson i gang med sin nye film, der har fået titlen Om det oändliga. Her vil han ligesom i den foregående film blande nutiden med fortiden.

Opsvulmet ansigt et krav
I En due sad på en gren og funderede over tilværelsen dukker Karl XII pludselig op på en bar, og denne gang vil svenskeren inddrage Ivan Den Grusomme og Adolf Hitler i sit stiliserede univers. Det skriver svenske Aftonbladet.

Rollen som personificeringen af nazismen er endnu ikke besat.

I et opslag på Facebook beskriver produktionsholdet, hvad der skal til for, at man kan spille Adolf Hitler. Man skal være mellem 50-70 år og besidde fysiske lighedstræk.

”Vi kan klare meget med en maske og et kostume, men visse ligheder er nødvendige: Den markante næse, et lidt opsvulmet ansigt og en højde på cirka 173 centimeter,” skriver casteren Katja Wik på Facebook.

Vil overtrumfe alt
Man skal altså ikke lade sig afskrække, hvis man ikke går rundt med Hitlers rektangulære overskæg til daglig.

Roy Andersson er kendt for at bruge ikke-uddannede skuespillere, og heller ikke denne gang er skuespilerfaring et krav. Dog må danskere affinde sig med, at instruktøren og filmholdet foretrækker mænd, der bor i Stockholm.

Den, der ender med at blive udvalgt, kan tilsyneladende godt glæde sig.

”Denne film kommer til at overtrumfe dem, jeg tidligere har lavet,” udtaler Roy Andersson til Aftonbladet.

Nazisme er en rød tråd
At det er Hitler, som Roy Andersson trækker frem, er ingen tilfældighed.

Nazismen er nærmest en slags rød i hans oeuvre – fra gasningsscenen i kortfilmen Dejlig er jorden (1991, udgivet på Ekko-dvd #14) til rekonstruktionen af en nazistisk henrettelse af jøder i Minsk i Sange fra anden sal (2000).

”Jeg er optaget af forsoning. Menneskehedens historie er så fyldt med skyld, som ikke er tilgivet, forsonet, derfor må vi påtage os nedarvet skyld,” sagde Andersson til Ekko #54 og uddybede om holocaust:

”Der findes næsten ikke en værre historie. Overgrebet ikke bare imod jøder, men mod alt, hvad der var svagt. Denne historie har vi arvet.”

”Ligesom moralfilosoffen Martin Buber mener jeg, at man kan reparere skaden ved at gøre noget godt mod mennesket. Og det behøver ikke at ske på samme sted, hvor forseelsen er begået, eller i samme tid.”

Kommentarer

Roy Andersson

Født 1943 i Göteborg, Sverige.

Debuterede i 1970 med ungdomsfilmen En kærlighedshistorie.

Efter fiaskoen med Giliap (1975) blev han lagt på is af Det Svenske Filminstitut.

Fortsatte med at lave reklamefilm, hvor han udviklede sin unikke tableau-stil med lange, uklippede scener.

Sensationelt comeback i 2000 med mesterværket Sange fra anden sal.

Laver sine film på eget produktionsselskab, Studio 24, i Stockholm.

Spillefilm

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen
2013

Du levende
2007

Sange fra anden sal
2000

Gilliap
1975

En kærlighedshistorie
1970

© Filmmagasinet Ekko