Nyhed
22. maj 2018 | 16:56

Rudi Køhnke deler sin angst

Foto | Jeppe Gudmundsen-Holmgreen
Foruden DR3 har Rudi Køhnke valgt at fortælle sin historie i det nye nummer af Ekko, hvor han sammen med vores fotograf Jeppe Gudmundsen-Holmgreen lavede en billedserie om angstens overtagelse af sindet.

Skuespilleren, der fik et comeback ved Ekko Shortlist Awards 2016, lukker seerne ind i sin angstfyldte verden i DR3-programmet Rudi er bange. Læs interview i nyt Ekko.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

Skuespilleren Rudi Køhnke havde en succesoplevelse, da han i 2016 fik et comeback til filmbranchen med prisen for bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards.

”Jeg har kæmpet med angsten i femten år – og jeg vandt,” sagde han fra scenen i Bremen Teater, da han vandt for sin rolle i det postapokalyptiske drama Ødeland.

I det nye nummer af Ekko fortæller han i et stort interview åbenhjertigt om sit hårde liv i angstens skygge. Han sætter ord på en tabuiseret sygdom, som man måske må døje med hele livet, men godt kan lære at beherske.

Artiklen er en optakt til DR3-dokumentaren Rudi er bange, hvis første afsnit netop har haft premiere.

I dokumentaren filmer han sig selv, mens et angstanfald kommer snigende. Kroppen ryster og sveder, og han er ved at blive vanvittig. Men hvor et angreb tidligere varede op til ti dage, varer det i dag måske ti minutter.

”Jeg har fået adgang til mine følelser på en direkte måde. Jeg bruger dem. Jeg byder angsten op til dans, så kan den ikke snigløbe mig, men jeg kan benytte dens energi,” siger Rudi Køhnke i Ekko.

Et forkert image
Rudi Køhnke slog i 2006 igennem med hovedrollen i Fidibus, og han blev året efter kåret til Danmarks lækreste mand af modemagasinet Bazar.

”Det var aldrig det, jeg drømte om. Jeg har altid været til socialrealisme eller i hvert fald film, der også skildrer livet fra dets mere alvorlige sider. Men dér blev jeg kendt som den kønne, unge dreng, og pludselig var jeg bankable som good looking,” fortæller Rudi Køhnke i Ekko.

Den talentfulde skuespiller kunne ikke tackle pludselig at være en berømthed, og da der i pressen begyndte at dukke dårlige historier op, gik han ned med flaget.

”Jeg troede, folk var fucking flinke, men der er nogen, der har skrevet alle mulige artikler om mig, og de er på nettet og kan ikke slettes,” fortæller Rudi Køhnke.

Mødet med coach
Han forsvandt ud af filmbranchen, og det kunne være gået helt galt. Først sent fandt Køhnke ud af, at han led af angst. Men mødet med coachen Simon Skou for tre år siden blev et vendepunkt.

Hård træning, sund kost og terapi fik Rudi Køhnke på fode igen, og i 2016 kunne han fortjent løfte Ekko Shortlist-statuetten som den mest populære prisvinder i showets historie.

Nu er han helt tilbage, ikke bare på DR3, men også snart i Kasper Kalles historiske drama C4 som den yngre Christian 4. og i Christoffer Boes tv-serie Kriger.

Hjerteblodet
Rudi Køhnke er godt klar over, at den hudløshed, som han kæmper med, samtidig er det, der gør ham til en fortrinlig skuespiller.

”Måske er skuespil en besættelse, men det er det eneste, der tæller. Det er mit hjerteblod og mit åndedræt, også selv om det sender mig i knæ. Jeg er villig til at betale den pris,” siger han i det nye nummer af Ekko og tilføjer:

”Jeg ejer hverken selvtillid eller selvværd. Min usikkerhed er størst. Jeg har kun selvtillid, når jeg filmer. Jeg elsker at være i gang med optagelser. Vi bliver som en familie.”

De resterende tre afsnit af Rudi er bange kan ses de kommende mandage på DR3 eller på dr.dk.

Rudi Køhnke: ”Jeg er tilbage”

Kommentarer

Ekko #78

Ud over DR3 har Rudi Køhnke givet et stort interview i Ekkos aktuelle nummer.

Han fortæller om sin opvækst, passion for skuespil og et liv i angstens skygge.

Gjorde comeback i 2016, da han vandt prisen for bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards.

Nummeret kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko