Debat
09. jan. 2017 | 15:13

Sådan redder vi dansk film – og kvinderne!

Foto | Jørgen Johansson
Christian (Anders W. Berthelsen) får et kram af en nøgen argentiner i Ole Christian Madsens Superclásico fra 2011. Sidste år lagde Berthelsen selv røv til i Klassefesten 3 – Dåben.

Hvis jeg havde fået en krone for hver gang, en konsulent har sagt: ”Du skal kende kasserne,” ville jeg have haft pengene til en lavbudgetfilm. Instruktør om tilstanden i dansk film.

Af Jesper Maintz

”You have created a monster, and it’s spinning out of control.”

Således sagde min nu afdøde britiske ven og filmklipper, Adam Ross, i 2008 til sin gode ven, ligeledes afdøde Mogens Rukov, da samtalen faldt på den mere og mere synlige ensretning af dansk film.

Rukov trak overrasket på skuldrene og spurgte: ”Do you really think so?” hvorefter han tilføjede: ”Only time will tell.”

Jeg ved godt, at man ikke skal snakke dårligt om de døde, men for at forstå krisen i dansk film er det essentielt at kigge tilbage for at finde ud af, hvorfor vi egentlig har en krise, og hvordan vi kan løse den.

Mogens Rukov var manden, der startede Filmskolens manuskriptlinje i 1985 og var leder af den i 27 år. Han fik sat tingene i system og havde en række mere eller mindre specifikke holdninger til films dramaturgi, som han selvsagt brugte i undervisningen og som mentor for de vordende manuskriptforfattere og instruktører.

Hans undervisning og personlighed var mildest talt uortodoks, så læs mere om filosofierne og Rukov her i et besynderligt email-interview fra 2003 i Ekko.

Der var for så vidt ikke noget galt i det, han gjorde, og han formåede vitterligt at sætte dansk film på verdenskortet. Han hjalp og inspirerede tonsvis af mennesker dengang i starten af 90’erne, hvor Dogme-bølge og køkkenbords-psykologi-dramaer var det nye sort.

Dramaturgi-kurven blev fulgt til punkt og prikke.

Alle karakterer havde noget at gøre i filmen, det var ”pure cinema”, og dansk film oplevede den nok største succes siden vores guldalder tilbage i stumfilmens tid. Der blev lavet et hav af film, og publikum strømmede til.

Udlandet har overhalet os
Fast forward til 2017 – og vi praktiserer sgu stadig filosofien, der blev grundlagt af Rukov for 25 år siden. Den bliver praktiseret på Filmskolen, på Det Danske Filminstitut, på filmværksteder, på filmuddannelser og via de mange manuskriptdoktorer og mentorer, for ”vi ved jo nok, hvordan man laver danske film”.

Det gør vi også, men vi har glemt en meget vigtig ting, nemlig at udvikle os. Udlandet har for længst overhalet os, og publikum har fundet ud af, hvor de nyskabende oplevelser skal findes – og det er ikke i danske film.

For nogle år tilbage spurgte det amerikanske akademi, der står for Oscar-nomineringerne, hvorfor ”danskerne bliver ved med at sende den samme film år efter år”. Det taler jo sit helt tydelige sprog og er også en del af årsagen til det ekstremt ringe billetsalg, vi var vidne til i 2016.

Danskerne gider selvfølgelig altid se en god, dansk folkekomedie, så de kan klaske sig på lårene over en bar kendis-røv, men så snart der ikke er en bar røv i traileren, bliver de væk.

De gider ikke se flere køkkendramaer (og ja, de er der i allerhøjeste grad stadig), de gider ikke se børn og unge med kræft, de gider ikke se gamle mennesker i deres sensommer, og de gider slet ikke ”Den Danske Model” og ”Den Gode Historie”.

De gider til en vis grad se sandfærdige film fra Besættelsen og andre tragiske ”baseret på virkelige hændelser”-film, men de gider som udgangspunkt ikke se danske film, fordi de – som Erik Clausen engang sagde – er ”lige så forudsigelige som et Ekstrablad”.

En tåbelig betingelse
I 2016 (eller var det 2015, who cares) lancerede Det Danske Filminstitut deres bud på en ny dansk bølge, der skulle give de mange arbejdsløse talenter chancen for at prøve at få lavet deres film, nemlig ”lavbudget-initiativet”.

For at ridse hurtigt op skulle der produceres et antal spillefilm til seks millioner kroner og et antal spillefilm til tre millioner kroner.

Men de havde tilføjet en fuldstændigt tåbelig betingelse, der ødelagde ordningen, før den nogensinde kom i gang. Manuskripterne skulle nemlig være skrevet til de ”lave” budgetter, og konsulenterne ville så tage stilling til, om de var for ”ambitiøse” (et favoritord på Det Danske Filminstitut).

Ind kom hundredvis (måske færre, måske flere) manuskripter, der alle tog betingelsen alvorligt – og dermed var helt og aldeles billige film, uden penge til distribution. Derudover havde konsulenterne ingen idé om, hvordan ordningen skulle formidles, så hensynsløst støttede de den ene lavbudgetfilm efter den anden, indtil der pludselig ikke var flere penge i puljen.

Det havde nok været fordelagtigt ikke at lave tåbelige betingelser for ”production value” (CGI er jo opfundet, så meget kan lade sig gøre) – og måske lige vente seks måneder og få sammenlignet nogle manuskripter for derefter at vælge de bedste, originale, ambitiøse og intelligente projekter ud.

Sådan gik det ikke, og nu kan lavbudgetfilm kun søges af instruktører, der allerede har én spillefilm på bagen (hvilket jo ikke lige var meningen), mens debutanter så kan prøve talentordningen New Danish Screen.

Hvordan New Danish Screen klarer skærene, ved jeg ikke, men forhåbentlig har de lært noget af storebrors fejl. De første lavbudgetfilm har allerede været i biograferne, og med undtagelse af Villads fra Valby (en af de der børnefilm, hvor far tager barnet med i biffen og samtidig kan følge med i Champions League via sin mobiltelefon og sine earplugs) er det ikke gået for godt.

Middelalderlige principper
Så dansk film har tonsvis af problemer.

Ikke bare hænger vi fast i 90’erne. Vi har konsulenter, der hele tiden siger ”ambitiøs” og ”du sætter dig mellem to stole”, en lavbudgetordning, der fejlede fatalt, en Filmskole, som vi af en eller anden grund tror er en af verdens bedste (hvem hulen har egentlig sagt det?) samt diverse filmværksteder, doktorer og mentorer, der stadig kører efter middelalderlige principper og siger ”point of no return”.

Vi mangler visioner, nye idéer, originale manuskripter, der ikke bare følger reglerne, men tør tage chancer.

Vi mangler nye retningslinjer for Det Danske Filminstitut, så alle de der ”kasser” kan blive smidt ad helvede til, så film ikke absolut skal sættes i bås og inddeles i genrer. Et opdateret filmsprog, om man vil.

Hvis jeg havde fået en krone for hver gang, en konsulent har sagt ”du skal kende kasserne”, ville jeg have haft pengene til en lavbudgetfilm. Væk med de åndssvage ensretninger og ind med nytænkning og passionerede konsulenter!

Frem med selvtilliden
Nu skal vi så også have kvinderne med. Og det er sgu på høje tid, for de har alt for længe været underkendt og undervurderet. Det ville være super interessant at se nogle kvindelige bud på anderledes danske film, der ikke bærer navne som Bier, Scherfig elller ... Joof.

Lav personlige film, hav visioner, hav selvtilliden (som klipper på næsten 70 kortfilm har jeg arbejdet sammen med både mænd og kvinder, og kvinderne har ingen selvtillid, de tror ikke på sig selv, de kaster op, de tror ikke på deres film, og de er vægelsindede helt hen til premierefesten).

Tro på jer selv. Tro på jeres ansøgning. Tro på jeres film. Skid på alt det andet.

Og til alle jer undervisere, manusdoktorer, mentorer og så videre: Prøv at vise lidt menneskeligt kendskab og giv de unge kvinder (og mænd) noget selvtillid i stedet for bare at sable deres kortfilm ned i den tro, at I forbereder dem ”til den barske virkelighed”.

Det giver ikke andet end mindreværdskomplekser, og de komplekser skal vi have udryddet.

Blod, sved og tårer
Og nej, kvoter har selvfølgelig intet at gøre i en filmbranche i så dyb krise, og hele diskussionen er en stor distraktion fra de tiltag, der ellers ville gøre det muligt for kvinderne at lave flere film: motivation, opmuntring, sparring på tværs af kønnene, uanset alder (om du er 18 eller 60 år gammel som debutant er sgu underordnet i filmbranchen).

Dét er vejen frem. Få noget motivation sat i gang. Sammen. Med motivation kommer selvtillid, og så kommer der med garanti flere ansøgninger fra kvinder, og så kommer det hele til at gå op.

Det kommer til at tage tid, det kommer til at koste blod, sved og tårer – men vi skal finde ud af, hvordan vi kan forny dansk film, og få både kvinder og mænd med i spillet.

For uden fornyelse dør dansk film. Altså bortset fra dem med en bar kendis-røv.

Jesper Maintz

Født 1973 i Aarhus.

Dansk instruktør og klipper, der har instrueret to kortfilm.

Er på All Time Ekko Shortlist med den eksperimenterende horrorfilm 501.

Arbejder som klipper på Danmarks Radio for programmet Nak og æd.

Har udviklet film på New Danish Screen og arbejder på spillefilmen The Fear Seasons.

© Filmmagasinet Ekko