Snigpremiere
12. juli 2018 | 16:14

Snigpremiere: Se Lykke-Per med Ekko

Foto | Rolf Konow
Katrine Greis-Rosentahl står foran et vaskeægte gennembrud med rollen som den følsomme og intelligente Jakobe, mens Esben Smed cementerer sit store talent som Lykke-Per.

Ekko inviterer til snigpremiere på Bille Augusts nye storfilm i Dagmar Teatret, hvor Pontoppidan-ekspert vil introducere filmen.

Af Claus Christensen

Det lyder som en umulig opgave at overføre Nobelprisvinderen Henrik Pontoppidans mammutroman Lykke-Per til en biograffilm.

Men ikke når instruktøren hedder Bille August. Han har gang på gang formået at overføre komplekse romaner til det store lærred – fra Pelle Erobreren over Åndernes hus til Smillas fornemmelse for sne.

Og vi tør godt love, at der venter publikum en storslået oplevelse, når Ekko i samarbejde med Dagmar Teatret holder snigpremiere på Lykke-Per den 15. august kl. 19.30 – fjorten dage før premieren. Filmen vil blive kyndigt introduceret af forfatteren Johan Rosdahl, der er formand for Pontoppidan Selskabet og har fulgt filmoptagelserne.

Billetter kan købes her.

Det er nemlig lykkedes for Bille August at kondensere romanen, så fortællingen om Peter Sidenius, der forlader sit religiøse barndomshjem i Jylland for at studere til ingeniør i København, nærmest lydefrit foldes ud.

Peter udvikler et visionært energiprojekt, der ved indgangen til det 20. århundrede vil erstatte landets forbrug af kul med vind- og bølgeenergi. Han får hjælp af den rige jødiske familie Salomon og forelsker sig i datteren Jakobe, der falder for den ihærdige, unge mand.

Men Peter indhentes af fortiden, af sin religiøse familie og af sin egen stolthed, som er viljestyrkens bagside.

Lykke-Per er skabt af cremen af dansk film – fra Dirk Brüels stemningsfulde billeder over Manon Rasmussens kostumer til Anja Philips kongeniale casting.

Stortalentet Esben Smed (som spillede John ”Faxe” Jensen i Sommeren ’92) er overbevisende som den fremsynede og egensindige Peter Sidenius. Mens Katrine Greis-Rosentahl står foran et vaskeægte gennembrud med rollen som den følsomme og intelligente Jakobe, også en kvinde forud for sin tid.

Trailer: Lykke-Per

Ekko-snigpremiere

Ekko inviterer til snigpremiere på Bille Augusts storfilm Lykke-Per.

Filmen bliver introduceret af Pontoppidan-eksperten Johan Rosdahl.

Det sker onsdag 15. august i Dagmar Teatret i København.

Køb billet her.

© Filmmagasinet Ekko