Novelle
19. okt. 2015 | 15:46

Novelle: Se vores fortrolighed med døden

Foto | Anders Sømme Hammer
Carsten Jensen har besøgt de danske tropper i Helmand-provinsen i Afghanistan og rejst gennem landet med den norske journalist Anders Sømme Hammer, hvor de kom tæt på lokalbefolkningen

Historien om Martin skulle egentlig have været med i Carsten Jensens Den første sten. Men romanen dikterede ubarmhjertigt sin egen rytme, og Martin sang ikke med i koret. Til gengæld kan vi eksklusivt præsentere historien for Ekkos læsere.

Af Carsten Jensen / Ekko #69

Kameraer er der overalt. Dette er en generation besat af at dokumentere sit liv. Døgnet rundt befinder de sig poserende foran et elektronisk spejl. Der er journalister og kameramænd alle steder, også på udposterne, de bliver filmet og fotograferet, når de står op, og når de går i seng, når de spiser, når de begiver sig ud på patrulje, når de tager et bad, og eftertiden vil sikkert begræde, at det ikke er lykkedes at dokumentere, i hvilke positioner de foretrækker at skide. Deres privatlivs sidste uindtagelige position er den, de indtager, når de trækker bukserne ned og med bøjede knæ tømmer sig ud over Afghanistans jord. Deres røvhuller anses for at være uden interesse for nationen.

Det er ikke kun forsvarets egne magasiner og websites, der står i kø, det er aviser og tv, dokumentarfilm, ja, endog en instruktør er dukket op for at prøvefilme dem og ørkenen til en kommende spillefilm.

Først og sidst filmer de sig selv. Hvis du ser en soldat med et stormgevær i den ene hånd, kan du være nogenlunde sikker på, at han har et videokamera i den anden. Det er ikke billeder af kammeratligt samvær, de vil have, taget i en pause i krigstummelen, og lad os være ærlige, de pauser er fandeme lange, de er nærmest det hele. Det er action, de retter linsen imod.

Når de drager i kamp, har de små videokameraer fastspændt til hjelmen. De er ikke håndholdte, lad os kalde dem hovedholdte. Det er hovedets bevægelser, der bestemmer linsens blik som et tredje øje, der har åbnet sig midt i panden på dem. Dets spejdende, drejende blik er deres blik, det pludselige fokus på kammeraten på siden, når han skriger i ophidselse under et angreb, de store vifter af ild og jord, der står i vejret, når en 500 punds bombe, de selv har bestilt, faldt tæt på, lyden af deres stemmer, når de brøler i begejstring over et bombebrag, eller skriger en advarsel, når fjenden fyrer fra et baghold. Jorden foran deres fødder, når de dukker sig for den fjendtlige ild og løber fremad for at komme i dækning, græsset der slår mod deres ansigter, når de maver sig frem for usete at komme tættere på. 

Kameraet ser alt. Det registrerer hver eneste af deres bevægelser, også når det er deres sidste. Det hænder, at en kammerat falder foran dette altseende øje, der, fordi det er udeltagende, ser bedre end dem. Det hænder, at de står der med en blodig, søndersprængt krop i hænderne, og kameraet bare ser og ser, og det er en lille smule, som om dets objektivitet også bliver deres, og en lille afstand indsniger sig.

Tjek din ammunition, før du drager i kamp. Det er nærmest et instinkt. Men tjek også dit kamera. Det er endnu vigtigere. Uden kameraet er de blinde, kameraet er både deres øje og solbrillerne for øjet. Uden det kan de ikke stirre ind i rædslens skarpe lys. Med det kan de se ind i alt. Selv foran dødens tomme øjenhuler slår de ikke blikket ned.

Falder de, vil kameraet følge dem, indtil de tungt rammer jorden. Deres øjne er lukkede for altid, kameraets bliver ved med at se. Et græsstrå, der svajer i vinden, en skorpion, der i forskrækkelse rejser brodden i forsvar mod den faldende krop, en myre, der tumler sig vej frem mellem rullende sandkorn, livet, der går videre, mens det mørkerøde blod gøder den altid tørstige jord.

”Har du hørt om Henrik?” spørger de. Henrik filmede sin egen død. Han sad i passagersædet i en lastvogn og lod sit videokamera registrere konvojen i hjulsporet foran sig. Bagenden af en pansret mandskabsvogn, gunneren, der stikker overkroppen frem af lugen, så eksplosionen fra en nedgravet vejsidebombe, som lastbilen enten kører på, eller som mere usandsynligt bliver udløst ved hjælp af en fjernbetjening, et hvidt glimt, en fontæne af jord og ild, og så, lyder klichéen, bliver alt sort, og det bliver det også for Henrik, men ikke for kameraet, der i modsætning til ham er uskadt, da de begge slynges ud af det søndersprængte førerhus.

Et øjeblik er kameraet ude af fokus. Alt er farvestriber som i en optagelse af et hurtigt forbipasserende objekt. Så vender fokus tilbage. Kameraet ligger på jorden og filmer den brændende lastbil omspændt af orange flammer og sort røg. I forgrunden er Henriks hånd, men kun hans hånd. Kan man kalde disse kødstykker spredt over et stort område, som de senere måtte bruge timer på at samle sammen, for Henrik?

De ser på Martin, og de spørger. Kan man det?

Er det ikke nærmest, som om også hans navn er blevet sprængt i stykker, og det er bogstaverne i det, der ligger spredt ud over ørkenen? Et H her, et E der, et puslespil, der ikke vil gå op, et scrabble uden plads til de endnu ledige bogstaver. Hvad skal de nu kalde Henrik? Hans fulde navn ligger brudt i hænderne på dem.

Optagelserne stopper ikke der. Nogen samler kameraet op. Det fortsætter med at filme jagten på hans spredte legemsdele. I forgrunden er der en hel hånd, stadig forbundet med en arm, stadig i færd med at adlyde hjernens kommandoer. Hånden samler kødstumper op fra ørkensandet og lægger dem forsigtigt i en sort plastiksæk, der ved nærmere eftersyn nok skal vise sig at være en affaldspose. Hver lille stump af det, der engang bar navnet Henrik, skal med hjem og lægges ned i den samme kiste. Vi efterlader ingen, lyder hærens trøstende forsikring til både de levende og de døde på slagmarken, og her er beviset: Ikke engang en stump af det, der engang var dig, efterlader vi. Hel kommer du måske ikke hjem, men hjem kommer du.

Og kameraet filmer og filmer med sit faste blik, der aldrig lukker sig for rædslerne, aldrig oversvømmes af løbske tårekanaler, og da Martin ser optagelsen, får han det indtryk, at Henriks kammerater med kameraet forsøger, hvad ingen kirurg vil formå: At sætte stumperne af Henrik sammen igen, at samle de spredte bogstaver i hans navn.

De har siddet med deres redigeringsprogrammer på computeren, som de omgås lige så hjemmevant som deres våben, og skabt en film om Henriks død, et mindesmærke, en gravsten, som de pårørende aldrig vil få at se, men som de har brug for at se igen og igen, en film forbudt for efterladte og børn, og Martin føler sig som et barn, der smugles ind i biografmørket af en uansvarlig voksen, da filmen toner frem på skærmen, og de sidder rundt om ham og opmærksomt betragter hans ansigt, som om de vil studere hans reaktioner, eller måske ønsker de bare hans anerkendelse. Men det sidste tror han nu ikke. Han er ikke en voksen for dem. De er de erfarne.

Der er en stemning, som om det, de vil vise ham, er en mellemting mellem en pornofilm og en snuff-film og så noget helt tredje, hverken han eller de har navn for. De introducerer ham til en ukendt verden, hvor han først nu skal lære at færdes. Se vores fortrolighed med døden, synes de at sige til ham, skønt de ikke taler, mens filmen bliver vist. Og han forstår pludseligt og intuitivt, hvad det er, de ser, når de igen og igen sidder foran filmen: Det er, som om Henrik aldrig for alvor er død. Det er et strejf af udødelighed, de ser. Det er det, deres egen hjemmelavede film om en kammerats endeligt er for dem: en form for helingsproces, han ikke forstår.

Henrik, står der, da filmen åbner. Så hans fødselsår og årstallet for hans voldsomme bortgang. Det er ikke mange år. I antal kan de slet ikke måle sig med de mange stumper, han afsluttede sit liv i. Han levede i et stykke, han døde i mange, og Martin har mistanke om, at indskriften ”Rest In Peace” ikke er et ønske på Henriks vegne. Han er jo stendød, og spøgelser tror de næppe på. Det er et ønske på deres egne vegne, at hans død ikke skal blive en livsvarig plage, der for altid vil forfølge dem. Nogen instruktør, klipper eller kameramand er der ikke angivet. Det er en film uden ophavsmænd, krigen har selv instrueret, redigeret og optaget den.

For hvert minut der går, synes Martin, de rykker længere og længere bort fra ham som væsener på en fjern planet, men det er på den planet, han må lære at færdes, hvis han vil have noget ud af sit ophold her, hvis han i ordets dybeste og egentligste forstand vil komme væk, væk ikke bare hjemmefra, men væk fra alt det, der hidtil har været ham.

Nej, han synes stadigvæk, de er barnerøve. Der er ikke plads i ham til ydmyghed.

Men det er barnerøve, han må gå i lære hos.

Carsten Jensen

Født 1952 i Marstal på Ærø.

Forfatter og samfundsdebattør.

Rejseberetningerne Jeg har set verden begynde blev i 1997 belønnet med Boghandlernes Gyldne Laurbær.

Har været tilknyttet Ekko siden 2005.

Vi, de druknede (2006) regnes for en af de største bedrifter i dansk litteratur i nyere tid.

Den første sten

Roman om krigen i Afghanistan, der udkommer på Gyldendal 4. november 2015.

Handler om en flok unge mænd og kvinder, som vil afprøve sig selv under ekstreme omstændigheder og derfor drager til Afghanistan.

Carsten Jensen har arbejdet på romanen siden 2009, og bogen har skiftet motiv og titel flere gange undervejs.

Forfatterens refleksioner over sin arbejdsproces og de svære valg, han har truffet, kan eksklusivt læses her

© Filmmagasinet Ekko