Days of Cinema 2017
26. okt. 2017 | 00:01

Selvironi og hverdag i Palæstina

Foto | Days of Cinema
Festivalen Days of Cinema startede sidste tirsdag med en stor åbningsceremoni i Ramallah. Den har også bud på et par europæiske film, heriblandt I, Daniel Blake og danske Antboy: Den røde furies hævn.

Selvironien er heldigvis stadig intakt, når filmene sætter fokus på den fastlåste situation, folk befinder sig i, skriver Ekkos udsendte i sin sidste rapport fra Ramallah.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Da Sunbird-priserne mandag aften blev uddelt i Ramallah til den bedste dokumentar og kortfilm på Days of Cinema-festivalen, var der stor sandsynlighed for, at vinderfilmene ville handle om hverdagen i den fastlåste situation i Palæstina.

Naturligt nok er hele Israel-Palæstina-problematikken omdrejningspunktet for mange af de film, der blev vist i løbet af festivalen, som sluttede mandag.

Det kan måske lyde trættende, at den årtier lange konflikt fylder i de historier, der fortælles. Men faktisk er opfindsomheden og variationen forfriskende i mange af filmene.

Yallah! Yallah! sætter for eksempel DBU’s verserende konflikt med kvindelandsholdet herhjemme i perspektiv.

Hernede er det nemlig ikke et problem at få spillerne på banen på grund af lønnen. Det er snarere et problem, fordi palæstinensiske fodboldspillere ofte bliver fængslet og tilbageholdt af de israelske myndigheder eller nægtes indrejse til deres eget land, når de skal spille.

De to unge argentinske dokumentarister Fernando Romanazzo og Christian Priovano har fulgt en række palæstinensere, der brænder for fodbold. Filmen viser, hvor bøvlet noget så upolitisk som fodbold kan være i et konfliktfyldt land.

Spontane klapsalver
I Gaza Surf Club er fodbolden skiftet ud med surfing, men ellers er historien meget lig Yallah! Yallah!

I den visuelt veloplagte samt både rørende og underholdende Gaza Surf Club dyrker en flok surfere deres store passion i det indeklemte og konfliktplagede Gaza-område.

Området er rammende blevet kaldt ”verdens største udendørs-fængsel”. Det er derfor også en særlig oplevelse at se den slags historier sammen med det palæstinensiske hjemmebanepublikum i Ramallah.

De fleste film dæmoniserer langt fra Israel, men det var tydeligt, at Palæstinas trange situation knytter folk tæt sammen. Ofte brød festivalpublikummet ud i klapsalver eller bekræftende latter. Ikke nødvendigvis på grund af filmenes kvaliteter, men fordi det anspændte forhold til det jødiske naboland blev italesat.

Beyond the Frontlines om de psykologiske konsekvenser af den israelske besættelse af palæstinensiske områder endte med at få Sunbird-prisen for bedste dokumentar, mens Gaza Surf Club fortjent fik lidt hæder med en såkaldt Special Mention.

Originaliteten sejrer
I Sunbird-konkurrencen for bedste korte fiktion deltog ni kortfilm. De fleste var lokale palæstinensiske produktioner (eller co-produktioner), men også en enkelt fra Jordan og en fra Syrien.

Niveauet i kortfilmkonkurrencen skuffede. De fleste var af svingende kvalitet og ikke synderligt interessante. Et par stykker stak dog ud.

Vinderfilmen Your Father Was a 100 Years Old, and So Was Nakba former sig som en gåtur gennem Haifas gader. Vi ser aldrig den vandrende hovedperson, men hører hende kun på lydsiden. Filmens enkle greb er udelukkende at være fortalt med billeder fra Google Street View-simuleringer.

Five Boys and a Wheel er en vellykket lokal bearbejdning af amerikanske Raymond Carvers novelle Bicycles, Muscles and Cigarettes. Den handler om en far, der kommer på diplomatisk overarbejde, da hans søn indblandes i en konflikt med klassekammeraterne.

Den nitten minutter lange film er instrueret af Said Zagha og fotograferet i indbydende, bløde pastelfarver, beige, lyseblå og 70’er-brun. Umiddelbart er det nemt at se den som en allegori over den større geopolitiske konflikt mellem Israel og Palæstina, men faktisk er filmen bedst, når man ser den for det, den er: en fortælling om et far/søn-forhold.

Syriske Amir Fakhreddins Between Two Deaths er en tålmodig og neddæmpet film om to syriske bønder i de israelsk besatte Golan-højder. Med sine rolige og langsomme scener i et udslukket vinterlandskab kommer man nemt til at tænke på ungarske Béla Tarrs Hesten fra Torino, dog uden at være helt så ekstrem.

”Daesh! Daesh!”
Heldigvis er humoren og selvironien intakt og levede i bedste velgående som et gennemgående træk i flere af festivalens film.

Det bedste eksempel er festivalens åbningsfilm Wajib, der på smukkeste vis forener alvor og komedie. Det er en universel fortælling om en far og en søn, om pligt over for frihed og om generationskløfter.

Filmen foregår i den israelske by Nazareth og handler en palæstinensisk familie. Den er mest livsbekræftende, når den palæstinensiske instruktør Annemarie Jacir tager pis på sine landsmænd og sin egen kultur.

I en scene banker filmens hovedperson på hos én, der ikke er hjemme. Da han vil skubbe et brev igennem brevsprækken, kommer naboen stormende, mens hun råber ”Daesh! Daesh!” Hun tror filmens fredelige hovedperson er fra Islamisk Stat, fordi han er fremmed.

I Gaza Surf Club får hovedpersonen undervejs endelig tilladelse til at rejse til Hawaii for at surfe. I den amerikanske ø-stat overraskes han af de mange letpåklædte kvinder – noget, han bestemt ikke er vant til hjemme i Gaza.

”Mens jeg har været i USA, har jeg ikke set én kvinde, der har haft alt sit tøj på,” som han noterer sig.

Det er livet på godt og ondt, der kendetegner filmene i Days of Cinema, og det er det, som gør festivalen til et åndehul i en fastlåst konflikt.

Ekko på Vestbredden

Rasmus Stenbæk Iversen skriver dagligt fra filmfestivalen Days of Cinema.

Festivalen udbreder lokale filmtalenter og filmkultur i Palæstina.

I Ramallah og tre andre byer på Vestbredden vises over tyve spille- og dokumentarfilm plus en masse kortfilm.

Fjerde udgave af festivalen løber fra den 17. til 23. oktober.

Filmmagasinet Ekko er inviteret til festivalen af Det Danske Hus i Palæstina.

© Filmmagasinet Ekko