Interview
11. apr. 2012 | 08:00

Shargawi vinder Nordisk Film Prisen

Foto | uoplyst
Omar Shargawi

”Jeg ofrer næsten alting,” siger årets prisvinder, Omar Shargawi, der her løfter sløret for sine kommende projekter, spillefilmen Cairo og en undergrundsfilm fra Danmarks mørke afkroge.

Af Jacob Ludvigsen

Tudende båthorn og hidsige sirener danner et livligt lydbillede i baggrunden, da Omar Shargawi toner frem på skærmen over en Skype-forbindelse fra sin lejlighed midt i Cairo.

”Efter revolutionen har militæret lukket hovedgaden af. Så nu er min lille gade, der før var en stille parisergade, nærmest blevet en motorvej,” forklarer han.

Instruktøren har været i den egyptiske hovedstad den sidste måned, men vender hjem til Danmark tids nok til at modtage Nordisk Film Prisen sammen med 106.000 kroner (tusind kroner gange Nordisk Films levetid), der gives til et særligt talent i dansk film.

Med sin hvide wifebeater, skaldede isse og nonchalante smøg mellem fingrene forstår man godt, hvorfor den 38-årige dansk-palæstinenser blev castet som barsk gangster i Tobias Lindholm og Michael Noers fængselsfilm R. Men trods sit karakteristiske udseende er det for sine evner bag kameraet, at Shargawi nu bliver hædret.

Revolutionen kom i vejen
Sidst vi talte sammen, var kort tid før premieren på instruktørens debut i 2008. Gå med fred Jamil gav et usædvanligt indblik i Københavns indvandrermiljø og var en voldsom hævnhistorie med en pågående billedside, som forvandlede Vesterbro til et eksotisk Mellemøsten. Dengang var Shargawi spændt på, hvordan filmen ville blive opfattet.

”Reaktionerne var overvejende positive. Men der var da de sædvanlige, der angriber alt, som har noget med indvandrermiljøet at gøre. Både dem, der føler, de skal forsvare den lille sorte mand, som ikke kan tale for sig selv – og dem, der mener, at alt, der er lavet af muslimer, har en skjult agenda om at overtage verden,” smiler han i dag.

Det var dog kun ikke tematikken, der gjorde Gå med fred Jamil til noget særligt.

Filmen kom også til verden efter en uortodoks proces. Selvlærte Shargawi fik støtte fra Filmværkstedet til en lille kortfilm, men tog på fandenivoldsk vis sagen i egen hånd og fik overtalt Peter Aalbæk Jensen og Meta Foldager hos Zentropa til at lave en spillefilm i stedet.

”Siden er det ikke gået, som jeg havde troet dengang. Jeg troede jo, at jeg bare skulle i gang med at lave spillefilm nummer to, men så var der Fra Haifa til Nørrebo, som var meget personlig, og som jeg følte, jeg var nødt til at afslutte. Og da jeg derefter arbejdede på min spillefilm i Egypten, kom revolutionen.”

En bibelsk fortælling
I Fra Haifa til Nørrebro forsøger Omar Shargawi at få sin palæstinensiske far til at fortælle sin historie, ikke mindst om familiens flugt fra Palæstina i 1948. Og i ½ Revolution fra sidste år griber Shargawi sit kamera og dokumenterer de egyptiske oprøreres kamp mod regimet, som udspillede sig lige uden for hans vindue.

Filmen, som revolutionen dengang kom i vejen for, har arbejdstitlen Cairo og fik udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut helt tilbage i 2010. Nu er den igen det projekt, Shargawi bruger de fleste af sine kræfter på, og filmen går i optagelse til efteråret.

Cairos hovedperson er halvt dansker, halvt egypter. Han har fået nok af Danmark og udlever sin romantiske drøm om at flytte tilbage til Egypten – en drøm, der dog hurtigt bliver indhentet af virkeligheden, da han bliver anklaget for mord.

”Jeg er glad for, at jeg ikke fik lavet filmen for nogle år siden, for nu har jeg opdateret historien til den nye situation i Egypten, så revolutionen bliver en slags ramme for historien,” fortæller instruktøren.

”Det er en bibelsk fortælling, der er ført op til i dag – en rå og upoleret version af en historie, man både finder i Det Gamle Testamente og Koranen.”

Undergrundsprojekt med vennerne
Med både dokumentarfilmene og Cairo har Omar Shargawi for alvor stiftet bekendtskab med det støttesystem, han på flere måder overhalede indenom med sin debutfilm.

”Jeg føler mig meget privilegeret, og jeg har fået en utrolig god behandling på Det Danske Filminstitut. Men samtidig er det jo en meget bureaukratisk proces at lave film.”

”Især distributionsfasen kan drive en instruktør til vanvid. Man overgiver sit hjertebarn til en proces, hvor det er ren cool cash og samtidig fuldstændig uden for ens kontrol. Det er frustrerende, og jeg kunne godt tænke mig, at man som instruktør havde mere at skulle have sagt,” siger han.

Ved siden af Cairo arbejder Omar Shargawi derfor på et undergrundsprojekt med vennerne. Uden støtte, uden produktionsselskab, uden løn.

”Det var sådan, jeg startede med Gå med fred Jamil for ti år siden, og det er noget af den energi, jeg prøver at vende tilbage til med det her projekt. Hvor det bare handler om at komme fra sidelinjen og sparke røv. Og hvor man ikke kører sur i alle mulige ting, der ikke har noget at gøre med det at lave film. Jeg prøver at gå tilbage til rødderne,” siger han.

Legetøjspistoler og benzin
Shargawi vil ikke røbe, hvad undergrundshistorien helt præcist går ud på. Andet end at det er en blanding af fiktion og dokumentar, og at filmen skal udforske forskellige mørke afkroge af Danmark – fra lyssky kriminelle undergrundsmiljøer til den danske magtelite.

”Vi har fuldstændig frie hænder, og det er befriende. Det er nok det af mine projekter, jeg glæder mig mest til, når jeg står op om morgenen. Også fordi det viser, at det ikke behøver koste kassen at lave film. Indtil videre har vi brugt 200 kroner på legetøjspistoler og lidt benzin.”

Som om det ikke var nok, har Omar Shargawi også et tredje projekt i støbeskeen – Gangsterland, som er i sin spæde udviklingsfase, og som instruktøren betegner som ”en episk film, der foregår i Danmark”.
 
Der løber en klar rød tråd gennem Omar Shargawis film. Splittelsen mellem to kulturer, der både var central i Gå med fred Jamil og er det i den kommende Cairo, er en hovedtematik, der især udspringer af hans personlige erfaringer.

”Mine historier kommer helt naturligt indefra, og når de ikke gør det længere, skal jeg nok ikke lave flere film. Jeg bliver nok aldrig interesseret i at filmatisere en knaldroman om en dansk journalist, der skal opklare et mord, skrevet af et ægtepar fra Hørsholm.”

Optager i hemmelighed
– Du er ikke bange for at male dig op i et hjørne som ham indvandrerinstruktøren med de eksotiske historier?

”Det bekymrer jeg mig ikke om. Jeg laver de historier, jeg har lyst til at fortælle. Og den dag, historien passer bedst til, at jeg skriver en bog eller maler et billede i stedet, så gør jeg det.”

– Da vi talte sammen for fire år siden, sagde du, at du altid har været fulgt af en følelse af, at ’nu fucker jeg det op’. Har du det stadig sådan?

”Ja, i endnu højere grad end før. Jeg vil nok altid have det sådan, at jeg føler, at fiaskoen lurer lige om hjørnet. Og Cairo er en film, hvor jeg virkelig satser. Både fordi det er så svært at lave film her i Egypten, og vi derfor må optage noget af filmen hemmeligt. Men også fordi jeg dykker dybt ned i nogle ting i mig selv.”

”Det kan briste eller bære, og jeg ofrer næsten alting. Jeg føler, at det er den vigtigste film i min karriere, men også at det er den største fejltagelse. Muligvis er jeg ved at skyde mig selv i foden, eller måske ligefrem i tindingen. Jeg ved det ikke, men jeg føler bare, at jeg er nødt til at lave den færdig.”

© Filmmagasinet Ekko