Interview
06. mar. 2017 | 22:32

”Jeg blev reddet af det engelske samfund”

Foto | Ben Rothstein
I Logan spiller Patrick Stewart endnu en gang tankelæseren Charles Xavier, der sammen med titelkarakteren er blandt de sidste overlevende mutanter.

Patrick Stewart har spillet professor Charles Xavier igennem flere livsfaser i X-Men-serien. Men da vi møder den engelske skuespiller, vil han hellere tale om sin alderdomsfobi og en skelsættende begivenhed i barndommen.

Af Casper Hindse

”Jeg har lige sovet,” siger Patrick Stewart og kører hånden over sin karakteristiske skaldepande.

Skuespilleren er formentlig mest kendt for sin rolle som kaptajn Jean-Luc Picard i Star Trek-serien og som Charles Xavier i X-Men-rækken. Men lige nu er der ikke mange fremtidskræfter i den klejne, britiske skuespiller.

”Når man kommer op i min alder, så kan man tillade sig at tage en middagslur,” smiler den snart 77-årige Stewart og læner sig tilbage her på det prominente Hotel Ritz-Carlton i Berlin.

”Men det er også farligt at sove for meget, for så kommer man jo til at tænke over, hvor gammel man er blevet.”

Hvorfor må man ikke tænke over det?

”Åh, det er en længere udredning, men jeg tror, at der er en grund til, at så mange aldrende skuespillere skruer op for aktivitetsniveauet, når de bliver ældre. Selv havde jeg kun fire fridage i hele 2016. Man har ikke lyst til at huske sig selv på, at man skal tage den med ro med alderen.”

Hvordan er det så at blive interviewet om X-Men-universet, som du har været knyttet til siden 2000, når man hellere vil være i gang hele tiden og se fremad?

”Interessant spørgsmål,” siger Stewart og lader smilebåndet hæve mundvigene op til ørene. ”Jamen, hvis det stod til mig, så skulle vi heller ikke tale så meget om X-Men-filmen Logan. Jeg vil hellere fortælle om noget, der interesserer mig frem for at skulle fortolke, fortolke og fortolke.”

Helt fint. Hvad vil du fortælle om?

”Mener du det?”

Ja.

”Så vil jeg gerne fortælle om, hvor afgørende undervisning efter min mening er for mennesker.”

Fuldstændigt ligesom din karakter i hele X-men-serien forsøger at undervise mutanterne i at udøve retfærdighed.

”Ha! Ja, det er rigtigt godt det dér! Vi har en krog nu til at tale om undervisning, og jeg mangler bare en kop kaffe, så jeg kan vågne helt op,” siger Stewart og skænker fra en stor sølvkande på bordet foran sig. ”Nå, men det var min livshistorie, vi kom fra.”

Handler den om undervisning?

”I den grad!”

Den udvalgte
Så starter Patrick Stewart ellers.

Søvnen forlader med et trylleslag skuespillerens ansigt, da han begynder at fortælle om opvæksten i England, hvor midlerne var få, men drømmen om et bedre liv til gengæld var stor.

”Havde det ikke været for det engelske samfund og mine lærere, var jeg aldrig blevet skuespiller,” siger Stewart.

”Men lad os starte med lærerne først. Jeg tilskriver min succes et enkelt menneske: min mellemskole-engelsklærer Cecil Dormand. Uden hende var jeg aldrig blevet skuespiller. Hun bad mig en dag om at læse op fra et Shakespeare-stykke, og da jeg havde gjort det, gik hun ned til min plads: ’Du skal optræde med det her,’ sagde hun.”

Og lige siden har du været skuespiller?

”Det lyder jo banalt, når man siger det, men ja. Dormand og Shakespeare sendte mig i den retning, og jeg tilskriver gerne hende og hendes undervisning, at jeg blev skuespiller. Og samtidig takker jeg det engelske samfund for, at jeg fik muligheden for at blive det.”

Hvorfor?

”Der var bestemt ikke råd til uddannelse i det hjem, som jeg oprindelig kommer fra. Men i efterkrigstiden udvalgtes der årligt lovende studerende rundt om i England, som kunne få lov til at forfølge deres drøm med en statsbetalt uddannelse. Jeg var den første fra min skole, der fik sådan et stipendium, og det gjorde, at jeg kunne uddanne mig til skuespiller. Jeg blev reddet simpelthen.”

Glæden ved at undervise
Patrick Stewart læner sig tilbage, og der skal ikke en længere videregående uddannelse til at se, hvordan han mentalt er svævet tilbage til de fattige kår i 50’ernes England.

”Hvor kom vi fra?” siger skuespilleren så pludselig.

Du har selv undervist på alt fra små skuespilskoler til gymnasier og givet større taler om kunsten at spille skuespil. Er det, fordi du føler, at du skylder at give noget tilbage til samfundet?

”Hvor ville jeg gerne sige ja. Men nej, jeg elsker bare at kommunikere med unge mennesker, og jeg elsker at få lov til at give noget videre. Så snart jeg får chancen for at være lærer for en dag, så griber jeg den. Jeg ville aldrig gøre det foran et stort publikum, men i små grupper findes der ikke noget, som er skønnere her i verden.”

Hvad mener du med det?

”God undervisning er en privatsag imellem stoffet og mennesket, der modtager det. At udvikle et andet menneskes evner er en utrolig følelse, siger Stewart og smiler igen bredt.

”Jeg har lavet få masterclasses, men det sjoveste er at undervise en aspirerende skuespiller – at mærke engagementet og usikkerheden. Det bringer mig tilbage til dengang, hvor jeg selv havde brug for at blive guidet, men forstå mig ret: Det smukke ved skuespil er, at man ikke kan gøre det alene. Der er nogen, der udstikker linjerne – en instruktør som oftest – og så må man gå i hans eller hendes retning, men også i sin egen.”

”Det er den balance, man altid forsøger at lære som skuespiller. Jeg ved ikke, om det nogensinde vil lykkes, men man forsøger at gøre rollen til sin egen, så man ikke mister sig selv helt.”

Folk forsvinder
Jeg ved godt, at det er imod aftalen, men må jeg for en kort stund vende tilbage til Logan, som jo er grunden til at vi sidder her?

”Åh, ødelæg nu ikke den krog, vi har sat i dette interview,” smiler Stewart.

Mine tanke er bare, at din karakter – professor Charles Xavier – netop er ved at miste sig selv i filmen. Hans tanker og hukommelse svigter ham. Hvordan gik du konkret til det i forhold til, hvad instruktøren ønskede af dig?

”Jamen, først og fremmest trak jeg på erfaringer fra mit eget liv. Det tror jeg altid, at man gør. Jeg fik til opgave at spille en mand, der på flere niveauer er ved at forsvinde. Xavier er en aldrende mand, som jeg har spillet igennem flere livsfaser, og folk har det jo med at forsvinde, når de bliver gamle nok,” siger Stewart og rømmer sig kort, inden han fortsætter.

”Instruktør James Mangold og jeg talte meget om, hvordan vi formidlede ham. Jeg valgte, at han skulle føle sig overfyldt og træt. For mange år siden ville jeg have spillet ham meget mere direkte som en olding. Altså som en gammel, knotten knag, men her lagde vi andre lag ind i ham. Charles Xavier er ved at forsvinde på grund af alder, men også, fordi han er syg.”

Var det en erfaring, du trak på fra Safe House (1998), hvor du jo spiller en hyperintelligent mand, der bliver ramt af Alzheimers?

Patrick Stewart smager på spørgsmålet et øjeblik. Så siger han:

”Ja, faktisk, men det er godt nok længe siden, at der er nogen, som har refereret til den film. Det vil sige, at der er to, der har set den nu. Min mor … og dig!”

Skal vi vende tilbage til fortællingen om undervisning?

”Åh ja, meget gerne.”

Angsten for at krydse vejen
Og så starter Patrick Stewart ellers igen. Han fortæller om, hvordan han møder massevis af unge mennesker, der tror, at de har så meget talent, at de slet ikke behøver lære noget.

”Uden selvtillid og tiltro til egne evner kan man selvfølgelig ikke blive skuespiller. Men man skal altså også være villig til at lære og lytte, for ellers får man aldrig gode roller. Hvis man ikke er en smule ydmyg, gider instruktørerne nemlig ikke bruge én,” siger skuespilleren og napper en kop kaffe mere.

”Jeg plejer at sige, når jeg underviser, at man gerne må være lidt mystisk, når man er skuespiller, for det interesserer folk. Men man må ikke være så sær, at folk ikke vil arbejde med én. Kan man være sig selv og samtidig en anelse ved siden af sig selv, har man opskriften på en karriere, tror jeg.”

Du virker selv ganske tilforladelig. Er der noget mystisk ved dig?

”Hmm, ja, jeg har fået en fobi for at krydse veje de senere år. Det er meget dumt og meget slidsomt for mennesker, der følges med mig, men jeg er simpelthen bange for at blive kørt ned. Derfor går jeg kun over en vej, hvis der er et fodgængerfelt og helst også grønt lys.”

Det er sjovt … men hvordan får vi det til at passe sammen med undervisningskrogen?

”Man aner aldrig, hvilken vej mennesker vælger, og man aner aldrig, hvornår folk bliver tossede. Det er lidt tosset at være bange for at krydse en vej, men i mine mørkeste øjeblikke ser jeg for mig, hvordan jeg ender mine dage på Rodeo Drive. At jeg bare ligger og kigger op i Beverly Hills-solen og tænker: ’Satans at jeg ikke fandt en fodgængerovergang.’” 

”Sådan ser jeg egentlig også skuespillet. Man skal ikke være bange for at træde ud i det, men man må have sikkerhedsforanstaltningerne på plads. Og lærdom og undervisning er den bedste sikkerhedsforanstaltning, hvis man gerne vil lykkes.”

Trailer: Logan

Sir Patrick Stewart

Sir Patrick Stewart

Født 1940 i Mirfield, England.

Startede karrieren i det sagnomspundne Royal Shakespeare Company.

En af de skuespillere, der har spillet med i flest Shakespeare-stykker.

Siden 1980’erne fast inventar i Hollywood, hvor han har medvirket i både film og tv-serier.

Har modtaget Order of The British Empire for sit livslange bidrag til kunsten.

Udvalgte film og serier

Logan, 2017

Blunt Talk, 2015-16

X-Men, 2000

Safe House, 1998

Star Trek, 1987-94

© Filmmagasinet Ekko