Feature
07. nov. 2017 | 11:45

Suspiria: Som fanget i et mareridt

Foto | Francesco Bellomo
I en af filmhistoriens mest mindeværdige mordscener hænges en elev fra et hotels tagvindue efter at være blevet stukket flere gange i hjertet af en ukendt gerningsmand.

Få kender til den italienske gysergenre giallo, men blandt gyseraficionados er Dario Argentos biografaktuelle kultklassiker Suspiria anset for at være en af de bedste.

Af David Madsen

Alle de store gyserfilm har øjeblikke og scener, der står klart i vores hukommelse – fra Sadako, som kravler ud af tv’et i The Ring, til Michael, der glor ind i et kælderhjørne i slutningen af The Blair Witch Project.

Dario Argentos Suspiria (1977) består ikke af andet end disse øjeblikke. I filmen finder den amerikanske udvekslingsstudent Suzy Bannion (Jessica Harper) sig midt i en heksepagt på en tysk balletskole regeret af heksen Mater Suspiriorum.

I anledning af Suspiria’s 40-års jubilæum har en nyrestaureret udgave fået biografpremiere.

Suspiria er et åndeløst spektakel af en gyserfilm. Den er især blevet rost for sin unikke, visuelle stil, der blander tysk ekspressionisme og barok arkitektur, og for soundtracket indspillet af prog-rockbandet Goblin.

Pervers voyeurisme
Suspiria er en overnaturlig gyser, men har rødder i den italienske giallogenre. Betegnelsen giallo, som betyder ”gul” på italiensk, dækker over mysteriegenren i Italien. Inden for filmmediet er genrens pioner filmfotograf Mario Bava, der i 1960’erne instruerede film som The Girl Who Knew Too Much og Blood and Black Lace.

Med italienernes hang til det operaagtige og flamboyante fokuserer genrens snarere på morbide dødsscenarier end komplekse mysterier.

Drabene bliver i filmene vist fra morderens perspektiv, og da ofrene næsten altid er unge, attraktive kvinder, er genren blevet kritiseret for at være mandschauvinistisk. Publikum er ikke blot vidne til mordene på kvinderne, de fører selv kniven i en form for pervers, voyeuristisk leg.

Det var Dario Argentos instruktørdebut Fuglen med krystalfjerpragten (1970), som gjorde genren populær i hjemlandet og amerikanske drive-in-biografer.

Allerede i sin første film viste Argento en evne til at opbygge en kontrast mellem sine films kunstneriske æstetik og makabre indhold, som gjorde dem fuldstændigt unikke i forhold til amerikanske b-gyserfilm.

Larmende kakofoni
Den kunstneriske sans for mord forfinede Argento i gialloen Profondo Rosso (1975) og perfektionerede i sit magnum opus Suspiria. Til filmen havde Argento ansat fotografen Luciano Tovoli og rockgruppen Goblin, der fik en afgørende rolle i filmens audiovisuelle stil.

Suspiria blev en af de sidste film, der gjorde brug af farveprocessen Technicolor, som giver den en skarp farvepalette med få nuancer, hvor primærfarver som rød og blå nærmest springer ud af lærredet.

De farvede lys, som blænder filmens scener op, og skarpe, unaturlige vinkler fremmer filmens fremmedhed og urovækkende atmosfære.

Det ses i filmens første mord, hvor en ung kvinde bliver hængt fra et tagvindue efter at være blevet stukket flere gange i hjertet. En skarp kameravinkel under hendes skikkelse får det til at se ud, som om hun svæver som et genfærd, mens hendes hvide, bloddryppende natkjole fremhæves af en ildrød baggrund.

En lignende frihed gav Argento Goblin, som indspillede filmens intense soundtrack. Det er en larmende og forstyrrende kakofoni bestående af hylende messer, hvislende strengeinstrumenter og buldrende stortrommer, som skaber en konstant følelse af ubehag.

Troldmanden fra Oz
Til trods for sine gyserelementer er Suspiria et simpelt eventyr i stil med Troldmanden fra Oz.

Så snart Suzy træder ud af lufthavnen i filmens første scene, bliver hun mødt af et enormt regnskyl ikke ulig Judys Garlands Dorothy. Og ligesom da Dorothy ankommer til Oz, skifter farvepaletten i Suspiria hurtigt fra realisme til spraglet og eventyrlig.

I denne ukendte, farlige verden må Suzy finde hjælp hos venner og allierede til at bekæmpe en ondsindet kult af hekse, som regerer med en jernhånd og overnaturlige kræfter.

Stilistisk minder Suspiria om et af brødrene Grimms mere grufulde eventyr.

Manuskriptet skrev Argento sammen med sin daværende kæreste Daria Nicolodi. Det kan forklare, hvorfor filmen i så høj grad fokuserer på kvinder i en genre, som sjældent giver kvindekønnet andet at lave end at dø og se flotte ud, mens de gør det.

Argento brugte i efterfølgende film ofte kvindelige hovedpersoner, navnlig en ung Jennifer Connelly i Phenomena (1985) og sin egen datter, Asia, i The Stendhal Syndrome (1996). Men Suspiria skiller sig alligevel ud med hensyn til de kvindelige karakterer, som både figurer som ofre, helte og skurke.

Remake på vej
Filmens indflydelse er ikke svær at spore i moderne genrefilm.

Den kan ses i Nicolas Winding Refns The Neon Demon, som forener modeverdenen og voldscener i et skær af tungt neonlys.

I Guillermo del Toros Crimson Peak er den titulære herregårds arkitektur som taget ud af Suspiria’s barokke danseskole og lejlighedsopgange.

Mest tydelig er indflydelsen dog i Hélène Cattet og Bruno Forzanis Amer, en af de få moderne giallofilm.

Suspiria er en af de bedste gyserfilm, der er lavet. Den er rædselsvækkende og føles som at være fanget i et mareridt,” siger John Carpenter, instruktøren bag Maskernes nat og The Thing, i dokumentaren An Eye For Horror.

Næste år kommer der et remake af Suspiria, instrueret af italieneren Luca Guadagnino, så der bliver rig lejlighed til at fortabe sig i Argentos forbandede mareridtsverden.

Trailer: Suspiria

© Filmmagasinet Ekko