Cannes 2015
16. maj 2015 | 07:14

Dag 2: Første mesterlige film

Foto | Mátyás Erdély
Geza Röhrig spiller i Son of Saul den jødiske fange Saul, der ikke siger meget, men Röhrigs ansigt fortæller sin egen historie.

Der blev kun vist én film i hovedkonkurrencen på festivalens anden dag i Cannes. Men hvilken film!

Af Claus Christensen

Billedet er ude af fokus. Nogle folk skimtes i baggrunden. En mand bevæger sig hen imod kameraet, billedet bliver skarpt, og da han haster videre, sætter kameraet efter ham.

En gruppe mennesker er i færd med at tage tøjet af. Manden hjælper dem, og de føres ind i et baderum. Da alle er inde, lukkes den tunge dør i: Auschwitz 1944.

Indrømmet, da jeg hørte om udtagelsen af ungarske Son of Saul til Cannes, tænkte jeg, at der efterhånden var lavet de film og bøger om holocaust, som der skulle laves.

Selvfølgelig har nye generationer brug for at lære om den største forbrydelse mod menneskeheden, men hvad kan en ny instruktør tilføje til den enorme mængde af værker, der har vendt og drejet massemordet?

Men jeg tog fejl.

Gennem inferno
Son of Saul
er enestående, både hvad indholdet og formen angår.

I samtlige 110 minutter følger kameraet Ausländer Saul (Geza Röhrig) på en halv meters afstand eller mindre. Vi ser ham fra nakken og nogle gange forfra, men stort set i hele filmen er vores synsfelt begrænset til det, han ser. Og det forstærkes kun af, at billedformatet er firkantet.

Med den jødiske fange Sauls gennemførte point of view føres vi gennem helvedet på jord, uden at vi får noget overblik eller et eneste roligt øjeblik. Lydene – ofte infernalsk larm – antyder, hvad der sker uden for vores synsfelt, og det er værre, fordi det fodrer vores forestillingsevne.

”Den får Schindlers liste til at ligne Hook,” har en anmelder meget rammende skrevet, og man kunne tilføje, at Son of Saul er en fiktionspendant til Claude Lanzmanns dokumentarfilm Shoah, som er påpasselig med ikke at gøre tragedien til en sentimental historie.

En ordentlig begravelse
Saul er medlem af den såkaldte Sonderkommando, som bestod af jødiske fanger, der blev tvunget til at arbejde for tyskerne i tilintetgørelseslejrene.

De stod ikke for selve henrettelserne, men skulle blandt andet flytte ligene fra gaskamrene til krematorierne, og de blev behandlet bedre end de andre fanger. Men også deres dage var talte. Efter nogle måneder blev de som regel dræbt.

For Saul er det en ganske almindelig arbejdsdag, indtil han i bunkerne af lig opdager en dreng, som stadig trækker vejret svagt. Læger slår straks drengen ihjel og gør klar til obduktion, vel sagtens for at finde forklaringen på, hvorfor giftgassen ikke har virket på ham.

Men Saul får dem overtalt til at lade være. Han siger, at det er hans forsvundne søn, som han vil give en ordentlig jødisk begravelse. Det betyder, at han skal finde en rabbiner, der kan fremsige kaddish-bønnen. Tidspunktet er dårligt valgt, for sammen med sine medfanger i Sonderkommando står han foran at gennemføre en dristig flugtplan, som skal føre gruppen til friheden.

Symbolsk aktion
Det store spørgsmål er, hvorfor han giver sig i kast med den håbløse begravelse af en dreng, han efter al sandsynlighed aldrig har set før.

Forklaringen kan muligvis hentes i det humanistiske udsagn om, at hvis man kan redde ét menneskes liv, har man reddet hele menneskeheden. Saul kan ikke redde drengens liv, men hvis han kan give ham en værdig begravelse, har han gjort en human gerning midt i det skinbarlige barbari, som han selv aktivt medvirker i.

Det næste spørgsmål er så, om det er værd at risikere en række menneskers liv for en symbolsk aktion.

Det er dog først noget, man overvejer efter slutningen, som på en gang er opløftende og grufuld. For mens dramaet står på, er vi hele tiden in action. Replikkerne er få, og det kan være svært at hitte rede i begivenhederne, men det er med fuldt overlæg fra instruktørens side: Det her er holocaust uden formildende omstændigheder, og alt hvad vi har at klamre os til, er Sauls skulpturelle ansigt.

Debutant går ikke på kompromis
Son of Saul
er en teknisk bedrift af dimensioner. Hvis der i Cannes havde været priser til bedste fotograf og tonemester, ville Mátyás Erdély og Tamás Zányi have været selvskrevne.

Men frem for alt er det en film, hvor form og indhold går op i en højere enhed. Spillefilmdebutanten László Nemes har fundet den perfekte stil til netop denne historie, og han har modet til at gennemføre sin vision uden at gå på kompromis.

Det er knald eller fald, når man går minimalistisk til værks. Umiddelbart før Son of Saul vistes rumænske Radu Munteans One Floor Below, der deltager i den sekundære konkurrence, Un Certain Regard.

Filmen handler om en midaldrende mand, hvis underbo angiveligt bliver dræbt. Patrascu ligger muligvis inde med oplysninger, som kan fælde morderen, men han siger intet til politiet.

Vi følger Patrascu over nogle dage på hans arbejde og i hans familie. Der sker ikke meget på det ydre plan, men idéen er vel, at vi ved at følge ham, kommer ind i hans tanker og bliver klogere på det moralske dilemma, der raser indvendigt i ham.

Det lykkes bare ikke. På et tidspunkt flyttede jeg blikket fra lærredet til de anmeldere, der sad omkring mig i biografen. De sov alle sammen.

Ekko i Cannes

Chefredaktør Claus Christensen dækker dagligt Cannes-festivalen.

Vil primært anmelde hovedkonkurrencens nitten film, hvor instruktører som Todd Haynes, Paolo Sorrentino og Joachim Trier er repræsenteret.

Cannes-festivalen går tilbage til 1946 og regnes for verdens førende filmfestival.

Årets festival er den 68. i rækken.

Den starter 13. maj og slutter 24. maj.

© Filmmagasinet Ekko