Uskyldstabet
09. mar. 2018 | 21:51 - Opdateret 10. mar. 2018 | 15:48

Søren og Bjørn var helt alene

Foto | Andreas Fischer-Hansen
La’ os være fra 1975 er fyldt med energi og fandenivoldskhed. Søren Barnstein Christiansen sidder forrest med bøllehatten, mens Bjørn Martensen står bagerst i baggrunden. I dag er de begge døde.

To af de unge skuespillere i Lasse Nielsens 70’er-ungdomsfilm kan ikke fortælle deres egen historie. De fik et svært liv, fortæller den enes søster.

Af Claus Christensen

Da fritidshjemmets pædagoger strejker, tager børnene sagen i deres egen hånd og drager ud til en ubeboet ø. Men drømmen om en sommerferie styret af kærlighedens magt forvandler sig til et mareridt med en dødelig udgang.

Sådan er handlingen i Lasse Nielsen og Ernst Johansens debut La’ os være, som i 1975 sparkede ungdomsfilmen ind i sin storhedstid på dansk jord.

Ud med det pæne og pædagogiske, ind med det levede ungdomsliv – sådan talte tidens unge, sådan levede de, sådan havde de sex!

Det var ungdomsoprøret på lærredet, og bag kulissen trivedes ligeledes ånden fra ’68. Men også bagsiden af frigørelsen. Optagelserne var præget af druk og stoffer – vel at mærke på et filmhold fyldt med mindreårige – og trods den antiautoritære ideologi misbrugte instruktørerne netop deres autoritet. 

Søren Barnstein Christiansen (senere Barnstein-Gercke) og Bjørn Martensen hed to af de unge skuespillere. De var tolv og tretten år under optagelserne. De oplevede voksne, som røg, drak og horede. Grænserne blev brudt ned, og der var ingen pædagog til at tage sig af børnene.

Hvordan det egentlig var, kan vi ikke spørge Søren og Bjørn om. De er begge døde i dag. Bjørn blev kun nogle og tyve år, mens Søren døde sidste år, 54 år gammel.

”Søren ringede hjem fra optagelserne og sagde: ’Nu har jeg smagt min første menneskebajer,’” fortæller hans storesøster, Rikke Barnstein.

”Det var mor, som syntes, at det kunne være interessant for min bror at medvirke i film. Jeg var lidt misundelig, for jeg blev slet ikke regnet med i det. Men måske var jeg ret heldig,” siger Rikke Barnstein, som i dag er 57 år.

Han har sikkert været flink
Søren var allerede med kortfilmen Jo mere vi er sammen, som Lasse Nielsen lavede i 1973 (se den nederst i artiklen). Den var et forstudie til La’ os være, der blev et år senere optaget i Lemvig i Nordjylland. For børnene – primært fra København – var det nærmest som en ferie langt væk fra skole og forældre.

”Søren syntes, det var enormt spændende. Han havde nogle fede oplevelser. Men det var også en meget overvældende oplevelse, fordi der også foregik ting, som han fortalte om, da han kom hjem. Der blev drukket og horet, ikke kun blandt de voksne, men også hvor børnene var involveret,” siger Rikke Barnstein.


Søren Barnstein Christiansen var tolv år under optagelserne af La’ os være og begyndte efter filmen at komme privat hos Lasse Nielsen. Billedet er taget af instruktørens bror, Carsten Nielsen.

”Ernst Johansen og en anden af de voksne var sammen med nogle unge piger, fortalte min bror. Jeg tror dog ikke, at han selv blev udsat for noget dér. Det var først senere.”

Under filmen blev Søren og Bjørn venner, og efter filmen begyndte de at komme hos Lasse Nielsen privat i København.

”Han har sikkert været en flink, ham Lasse. Men Søren sov nogle gange hos ham og fortalte, at han var nærgående over for ham og Bjørn. Jeg husker ikke noget om fuldbyrdet samleje, men han prøvede at røre ved dem på forskellig vis, og det har nok været mere end at ae dem på maven. Jeg havde indtryk af, at han også gik efter deres kønsdele.”

”Jeg var lidt ældre og syntes, det var underligt, at min mor lod ham være dér. For Søren og Bjørn har det sikkert været ambivalent. Når man er ung, og seksualiteten begynder, kan det være både skræmmende og spændende, når en voksen udfordrer dem. Men det var temmelig overvældende for Søren.”

Over for Ekko bekræfter Lasse Nielsen, at Søren i en periode kom og overnattede hos ham. Instruktøren vil ikke udelukke, at de havde sex.

Horribel brug af børn
Efter La’ os være udviklede Søren og Bjørn et massivt alkohol- og hashmisbrug.

”Søren havde epilepsi og fik ret stærk medicin, så det var en helt forkert kombination med alkohol og epilepsi-medicin. Han fik nærmest smadret hjernen gennem årene,” siger Sørens søster, Rikke Barnstein.

Sørens far var lærer og moren hjemmegående. De boede i et parcelhus i Ålsgårde i Nordsjælland. Men forældrene blev skilt, og Søren havde svært ved at sidde stille i skolen. Han skiftede til farens skole, i håbet om at det kunne sætte skik på ham. Men lige meget hjalp det.


Tre år efter La’ os være medvirker Søren Barnstein Christiansen (i midten med kasket) i Du er ikke alene, men hans liv har allerede taget en tragisk drejning.

Søren og Bjørns venskab fortsatte, og de fik begge en rolle i Lasse Nielsen og Ernst Johansens næste ungdomsfilm, Du er ikke alene (1978).

”Det var ikke nødvendigvis filmene, som var skyld i misbruget. Det var jo en anden tid med andre normer i visse dele af samfundet og kulturlivet. Begge drenge havde samtidig også ret dysfunktionelle familier,” siger Rikke Barnstein.

”Søren var frisk og fræk, og min mor formåede nok ikke at sætte grænser for ham. Men der startede også et eller andet med de film, uden at det skal lyde som en anklage. Men der er nogle sammenhænge. Jeg er sikker på, at det har gjort noget ved ham. Når man bliver krænket på den måde, må der ske noget, som nogle gange først viser sig senere.”

”Det er fuldstændig horribelt at bruge børn på den måde. Det tænkte jeg også dengang, når de folk, der skulle tage sig af børnene, var utilregnelige. Lasse Nielsen kan selvfølgelig godt sige, at børnene selv sagde ja, men det gør de, når der er et autoritetsforhold. Og selv hvis de sagde nej, kan de manipuleres til det modsatte. Så det er frygteligt at tænke på.”

Søren fik på et tidspunkt en pigekæreste, og Rikke husker, at hun besøgte ham i en lejlighed på Nørrebro. Men en periode boede han på Christiania, hvor Bjørn også holdt til.

”Søren fortalte, at de havde fået en hundevalp, som de ikke kunne have. De vidste ikke, hvordan de skulle komme af med den, så de druknede den i kanalen, og det var en frygtelig oplevelse.”

Vat og blod
Og så døde Bjørn. Det var engang i begyndelsen af 80’erne, blot nogle få år efter at have medvirket i Du er ikke alene. Til sidst var han alene, meget alene.

”Bjørn kom så langt ud, at han var villig til at sælge sin bedstemor. Han døde af en overdosis, og det var hans mor, der fandt ham. Det tog vist også ret hårdt på Søren,” fortæller Rikke Barnstein.

En af de sidste, som så Bjørn i live, var Lasse Nielsen.

”Jeg mødte ham på Rådhuspladsen, efter ikke at have set ham i to år. Jeg havde været ude at rejse og var på vej hjem, da han sagde: ’Er det ikke Lasse?’ og spørger, om han kunne komme med mig hjem. Han havde behov for at snakke med nogen,” siger Lasse Nielsen.

”Jeg boede med min brors forhenværende kone i hendes lejlighed, så jeg havde kun mit eget værelse. Da vi kom hjem, snakkede vi om de gode gamle dage. Bjørn var i tyverne, men han så hærget ud.”

”På et tidspunkt, mens vi snakker, låner han mit toilet og er væk i 25 minutter, så jeg begynder at hamre på døren. Han åbner døren og kommer ud, og på gulvet ligger der vat og blod. Da han kommer ind, er han fuldstændigt forandret. Pludselig går det op for mig: ’Du har kraftedeme ikke været ude og tage et fix!’

Bjørn spørger, om han ikke må overnatte hos Lasse Nielsen. Men instruktøren afslår af frygt for, hvordan brorens ekskone vil reagere.

”Jeg ringede til hans mor. ’Nåh, er Bjørn der? Vi har ledt efter ham i to dage, han skulle være mødt op i Vestre Fængsel!’ Så jeg sender ham hjem, men 25 minutter efter kan jeg ikke finde mine nøgler. Søren er ikke den første narkoman, jeg har været sammen med, så jeg ved, hvor desperate de kan være. Jeg tænker, at han har stjålet min nøgle, så han kan bryde ind hos mig næste dag.”

Næste dag ringer Lasse Nielsen til Bjørns mor. Hun har en trist besked. Bjørn er død.

”Hun fandt ham på hans soveværelse, død af en overdosis. Det var noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. For jeg tænkte: ’Bare han kunne have overnattet hos mig,’” siger Lasse Nielsen.

Laver sine egne regler
Søren fik et længere liv, men det var ikke nemt. Han var i kokkelære, men måtte droppe det på grund af epilepsien. Og han fik aldrig et rigtigt arbejde.

”Han havde svært ved at tilpasse sig og være på arbejdspladser, hvis der var konflikter. Han havde svært ved at relatere sig til andre, og så snart der opstod problemer, var det de andres skyld. Han fik førtidspension,” siger Rikke Barnstein om sin bror, der i de sidste leveår boede på Tenerife.

”Søren fik cancer, men ellers havde det kun været et spørgsmål om tid, før han ville være død af druk. Han var sølle, og hjernen var nærmest sat ud. Det var svært at føre en samtale med ham. Da far døde, slog det ham fuldstændigt ud, og han begyndte at drikke stærkere ting som vodka og whisky.”


En af mange festlige stunder indspilningen af La’ os være. Lasse Nielsen sidder yderst til venstre, mens Ernst Johansen nyder en cigaret i midten.

Rikke Barnstein har læst Ekkos store interview med Lasse Nielsen. Og selv om hun ikke har lyst til at anklage nogen, så giver hun ikke meget for instruktørens forsvar.

”Når Lasse Nielsen fortæller, at psykologen (Bent Petersen, red.) sagde, det er i orden at røre drengene på maven, så tænker jeg: ’Altså, hallo!’ Det er jo fuldstændigt langt ude at lave sine egne regler og henvise til en psykolog, der har sagt, at det er okay, bare man ikke rører dem i skridtet. Man skal overhovedet ikke røre ved børn! Det kan godt være, at han ikke har haft samleje med dem, men det er alligevel ikke i orden.”

”Man må håbe, at der er bedre styr på tingene i dag, men lur mig, om der ikke foregår ting bag kulissen.” 

Lasse Nielsen: Jo mere vi er sammen (1973)

Ekko #77

Stort tema om sex og magt i det nye magasin.

I temaet beskriver vi overgreb i 70’ernes ungdomsfilm.

På nettet findes en kort version: Overgreb i danske ungdomsfilm.

I Annes dagbog fældede filminstruktør mindes en række kilder pigen, der med sit selvmord afslørede en instruktørs seksuelle omgang med mindreårige.

Lasse Nielsen har i ”TV 2 kalder mig pædofil-instruktøren” givet et eksklusivt interview til Ekko. TV 2 svarer på kritikken.

TV 2-dokumentaren bliver vist ved gallaåbningen af Cph:Dox den 14. marts kl. 19

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko