Bedst & værst: Spil på film

I oktober sidste år kunne vi læse nyheden om, at et amerikansk produktionsselskab ville lave en episk storfilm baseret på spilklassikeren Tetris.

Tetris-storfilmen må vi foreløbig endnu vente på, men til gengæld rammer en anden film baseret på arkadespil meget snart biograferne herhjemme.

Pixels, som filmen hedder, har den kække slaglinje Play for the Planet. Den har premiere 13. august og bygger faktisk på en hel række populære spilklassikere som Pac-Man, Donkey Kong, Space Invaders og Tetris.

Pixels ligner på forhånd et rablende skørt forsøg på at forene filmfortælling og videospil, hvori en gruppe rumvæsner angriber Jorden i skikkelse af de populære kultspil. Se traileren.

Siden filmens fødsel har film lånt fortællinger fra litteraturens verden, men fra de tidlige 90’ere har flere også forsøgt at omsætte computer- og videospil til det store lærred. Tag blot store Hollywood-titler som Tomb Raider, Max Payne, Prince of Persia og Resident Evil.

Overgangen fra spil til film er dog langt fra altid vellykket. Faktisk er det snarere reglen end undtagelsen, at resultatet fra spil til film mangler kvalitet såvel som originalitet.

Vi har samlet en lille guide med tre film, der klarede overgangen, og tre film, der bestemt ikke gjorde.

Tre gode:

Lara Croft: Tomb Raider (2001)

Tomb Raider-filmen er langt fra et mesterværk, men er trods alt en af de mere acceptable af sin slags.

Angelina Jolie spiller den hårdtslående og barmfagre arkæolog, der rejser Jorden tyndt efter forsvundne krypter og redder verden fra undergang som en slags pseudo-feministisk udgave af Indiana Jones.

Folkene bag Tomb Raider lader filmen fokusere lige lovligt meget på Angelina Jolies tætsiddende badetøj og sexede badutspring, men strategien kastede tilsyneladende så meget succes af sig, at etteren i 2003 fik en opfølger i Tomb Raider 2: The Cradle of Life.

Silent Hill (2006)

Silent Hill er både i spil- og filmversionen rendyrket skræk og gys. Efter sigende fik instruktøren Christopher Gans først rettighederne til at filmatisere det japanske spilunivers, da han sendte et videointerview til spilproducenten Konami, hvori han forklarede, hvor meget han elskede spillet.

Og Gans slipper faktisk hæderligt fra opgaven at omdanne Silent Hill-spillene til film – også selvom klicheerne står i kø. En lille, psykisk syg pige søger sammen med sin mor tilflugt i forladt spøgelsesby indhyllet i kronisk tåge, og så ruller gysertoget ellers.

Handlingen i Silent Hill er ret vild og klart inspireret af den japanske gysergenre. Med rød-hvide briller er det værd at bemærke, at den danske fotograf Dan Laustsen har filmet filmen. Alt i alt en hæderlig spiladaption.

Prince of Persia: The Sands of Time (2010)

Har man holdt øje med Jake Gyllemhaal den seneste tid, vil man vide, at han er ved at genopfinde sig selv som skuespiller med film som Nightcrawler og Southpaw, der snart får dansk premiere.

Før Gyllemhaal fik sporet sig helt ind på karrierens rette vej, gestaltede han i 2012 titelkarakteren fra konsolklassikeren Prince of Persia. Filmen er langt fra perfekt, men derimod endnu et ganske hæderligt bud på en spil(le)film.

Som en vaskeægte sand- og sandal-film blandede Disney som producent elementer fra Troja, Pirates of Caribbean og så spiludgaven af Prince of Persia med undertitlen Sands of Time.

Prince of Persia fik blandede kritik af anmelderne, og selv ikke Gyllemhaal og Ben Kingsley på rollelisten kunne ændre på, at filmen skuffede ved billetlugerne.

Tre dårlige:

Super Mario Bros. (1993)

Super Mario-brødrene er kult blandt Game Boy-spillere, og det er formentlig derfor, at man i 1993 valgte at lave en spillefilm om de to italienske blikkenslagere.

Resultatet er dog mildest talt elendigt, grænsende til det kitschede. Filmen endte på manges liste over de dårligste film i 1993 og fik hårde ord med fra anmelderne. Meget af kritikken gik på filmens manglende magi, som spillet ellers er så elsket for.

Der er ellers stærke kræfter forbundet med Super Mario Bros. På rollelisten figurerer Dennis Hopper som superskurken King Koopa, og Roland Joffé (The Killing Fields) har medproduceret filmen.

Resultatet lader dog meget tilbage at ønske og viser, at de to Mario-brødre gør sig klart bedst på Game Boy.

Alone in the Dark (2005)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er langt nemmere at finde dårlige spil-adaptioner end gode. Faktisk er internettet spækket med diverse lister over mislykkede film-baseret-på-computerspil, og Alone in the Dark figurerer på adskillige.

Mortal Kombat, Resident Evil og Max Payne kandiderede alle til denne plads på listen, men Alone in the Dark løber i sidste ende med den tvivlsomme ære.

I 2008 fik filmen rekorden som ”den dårligst indtjenende spil-baserede film nogensinde” i Guinnes Rekordbog. Alone in the Dark er baseret på gyserspilserien af samme navn og har Christian Slater med.

Filmen og spillenes univers er inspireret af den amerikanske gyserforfatter H.P. Lovecraft, men filmen løfter sig ikke desværre over middelmådig b-horror.

Battleship (2012)

Battleship adskiller sig fra de andre film på denne liste ved ikke at bygge på et videospil, men derimod på et godt gammeldags brætspil, nemlig Sænke slagskibe. Det bliver filmen dog ikke synderligt bedre af!

Det er mest af alt en film, der svælger i tungt krigsmaterielt og storladen drengerøvsaction, der nok giver det klassiske brætspil baghjul spændingsmæssigt, men som slet ikke fungerer som film.

Og det på trods for et ellers fint cast bestående Alexander Skarsgård, Liam Neesom, Rihanna (!) og Taylor Kitsch, der netop nu er aktuel med anden sæson af True Detective.