Nyhed
14. feb. 2017 | 17:54

Stranger Things er planlagt til fem sæsoner

Foto | Netflix
Det er svært ikke at smile, når man ser de fire nuttede og nørdede drenge fra Stranger Things klædt ud som 80’ernes populære Ghostbusters.

Anden sæson af den storelskede sci-fi-serie får premiere til Halloween, men skaberne fortæller i et interview, at der er planer om flere sæsoner.

Af Nicki Bruun

Det var de færreste, der ikke lod sig rive med af de søde børn og skræmmende monstre i første sæson af sci-fi-serien Stranger Things.

Lige siden de otte afsnit ramte Netflix sidste år, har fans ventet i spænding på næste sæson, der i år lander på Halloween den 31. oktober. Men står det til brødreparret bag serien, Matt og Ross Duffer, bliver der meget mere at se frem.

Ifølge Entertainment Weekly, som har snakket med brødrene, er planen at lave fire eller fem sæsoner i alt. Men skaberne ved godt, at det ikke er en beslutning, de selv er herre over.

”Alt ændrer sig efterhånden, som det skrider frem, så vi må se,” fortæller Ross Duffer Enterrainment Weekly, mens hans bror Matt tilføjer:

”Jeg vil have, at den får en endegyldig slutning. Jeg vil ikke lave en af den slags serier, som løber tør for benzin, fordi folk mister interessen. Jeg vil slutte på toppen.”

Derfor gør brødrene også en dyd ud af at gøre hver sæson til en fuldbyrdet historie.

”Forhåbentlig føler man sig ved slutningen af anden sæson tilfreds. Man skal helst ville have mere, men det skal gerne have nået en konklusion. Men vi har også lagt op til yderligere sæsoner,” siger Ross Duffer.

Forklædt som Ghostbusters
Under reklamepausen til Super Bowl for en uge siden kom den første teaser af næste sæsons Stranger Things, som kan ses nedenfor.

Serien fortsætter øjensynligt den samme uhyggelige 80’er-æstetik, der dog også blødes op med nuttede børn i Halloween-kostumer – selvfølgelig klædt ud som Ghostbusters.

Siden er der også kommet flere detaljer om den kommende sæson.

Til Entertainment Weekly har Duffer-brødrene fortalt, at stakkels Will Byers – der måtte så grueligt meget igennem i parallelverdenen i første sæson – ikke får lov til at slippe i sæson to.

”Han ser ting fra the Upside Down – spørgsmålet er bare, om de er virkelige eller ej. Så han har en slags post-traumatisk stress syndrom,” siger Matt Duffer.

Der kommer også nye ansigter til i anden sæson, og en af dem spilles af danske Linnea Berthelsen. Hendes rolle beskrives som ”en traumatiseret, men dragerende ung kvinde”.

Teaser trailer: Stranger Things

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko