Interview
10. jan. 2018 | 15:17

Strunge bag myten

Foto | Picturewise Film
Skuespillere fra Aarhus Teaterskole fortolker nedslag i Michael Strunges liv i Torben Skjødt Jensens dokumentar Bevæbnet med ord & vinger.

”Behøver man virkelig se så følsom ud for at score en dame,” tænkte instruktøren Torben Skjødt Jensen, da han så Michael Strunge på barer i 80’erne. Nu har han lavet en film om digteren.

Af Simon Johansen

For tiden er Torben Skjødt Jensen på en Danmarksturné.

Han rejser riget rundt for at vise sin nye dokumentarfilm, Væbnet med ord & vinger, som vor anmelder giver fem stjerner. Den fortæller historien om digteren Michael Strunge, der begik selvmord som blot 27-årig i 1986, altså for mere end 30 år siden.

Men på sin færd har instruktøren lært, at den afdøde digter fortsat bliver læst og betyder alverden for de unge.

”Der kommer så mange unge mennesker og ser filmen – især unge kvinder midt i tyverne. De fortæller, at Strunge betød alt for dem i deres gymnasietid,” siger Torben Skjødt Jensen, som godt kan forstå dem.

”Vi lever i en tid, der passer godt til Michael Strunge. Han er klar til at indtage scenen igen.”

”Den måde, mange ser på livet i dag, har meget til fælles med Michael Strunge. Vi kigger indad og kæmper for at finde en retning i livet midt i rodløsheden. Der er en inderlighed og en melankoli i samfundet, som Michael Strunge også besad,” fortsætter instruktøren, som også ser et oprør i både samfundet og Strunge.

”Oprøret mod autoriteter, hvad enten det er med forældre eller myndigheder, fyldte også meget i Strunges digtning, og det tema genkender jeg i samfundet i dag.”

Medicineret eller indlagt
Men de fleste kender kun mytologien og ikke mennesket bag den berømte digter, mener Torben Skjødt Jensen.

”Folk kender den mørke digter, som tog sit eget liv. Med min film vil jeg vise manden bag. Jeg vil vise Michael Strunge som et levende menneske. Han var maniodepressiv, men han prøvede virkelig at leve et liv med venner og kærester og andre meget genkendelige menneskelige træk. Og det kan vi spejle os i. Vi kan alle spejle os i, hvor svært det er at leve,” siger instruktøren.

I filmen får vi derfor også et portræt af Michael Strunge. Fra opvæksten i Hvidovre til selvmordet i det indre København. Torben Skjødt Jensen har bygget filmen op omkring gamle optagelser af Strunges digtoplæsninger, mens billedsiden viser sekvenser med skuespillere fra Aarhus Teaterskole. De fortolker forskellige nedslag i digterens liv.

På den måde lykkes filmen med at vække digteren til live. Vi ser for os, hvordan digteren klæder sig androgynt i Hvidovre, tager til punkfester i undergrundsklubberne og nærmest bliver besat af David Bowie.

Samtidig får vi et indblik i mørket af Michael Strunges liv. Han var maniodepressiv. Skiftevis var han medicineret og indlagt, og han kæmpede med dilemmaet, at han ikke kunne skrive, hvis han var under medicinering.

Kasse med kassebånd
Idéen til Væbnet med ord & vinger opstod i kølvandet på City Slang Redux, som Torben Skjødt Jensen lavede i 2011. Filmen handler om en række shows, som musikeren Lars H.U.G lavede på baggrund af Søren Ulrik Thomsens digte.

Men da Torben Skjødt Jensen turnerede med filmen rundt om på landets gymnasier, blev eleverne ved med at spørge, om han ikke kunne lave en film om Michael Strunge.

For at læse op på Strunge købte instruktøren en biografi af forfatteren Knud Munch. Torben Skjødt Jensen nåede dog knap at åbne bogen, før han modtog et opkald af forfatteren.

”Han fortalte, at han havde set City Slang Redux, og han spurgte straks, om jeg ikke kunne lave en lignende film med Michael Strunge,” fortæller instruktøren.

Knud Munck havde gemt al den research, han havde gravet frem i forbindelse med biografien. Især en kasse fyldt med kassettebånd vækkede Skjødt Jensens interesse.

”Der lå en masse båndede optagelser af Strunge – optagelser, som typisk havde været sendt i radioen. Det var dér, jeg fik idéen. Selvfølgelig skulle Michael Strunge selv fortælle sin historie gennem de her unikke optagelser,” forklarer Torben Skjødt Jensen.

Af samme årgang
Digterkolleger, venner og kærester deltager også i filmen, men Michael Strunges kæreste er dog ikke med.

”Det har jeg kun respekt for. Da Strunge tog sit eget liv, var det en så traumatisk oplevelse, at hun stadig i dag ikke kan klare at tale om det,” fortæller Torben Skjødt Jensen, der ser filmen som en historie om hans egen generation.

”Vi er jo fra samme årgang – Strunge og jeg. Og jeg frekventerede også de samme barer, som Michael Strunge besøgte. Dér sad han og så følsom ud, mens jeg sikkert sad og så fuld ud. Jeg tænkte: ’Behøver man virkelig se så følsom ud for at score en dame.’”

”Men her 30 år senere kan jeg jo se, at den digtergeneration, som han tilhørte, var gylden. Og det vil jeg gerne være med til at fortælle: At Michael Strunge stadig lever og stadig er relevant. I kraft af sin kunst.”

Trailer: Væbnet med ord & vinger

Kommentarer

Torben Skjødt Jensen

Født 1958 i Aalborg.

Instruktør, producer, fotograf og klipper.

Har studeret Filmvidenskab på Københavns Universitet 1978-82.

Carl Th. Dreyer – Min metier vandt en Bodil og en Robert for bedste dokumentar.

Hans spillefilm Afgrunden modtog Publikumsprisen ved Copenhagen Film Festival.

Dokumentaren Væbnet med ord & vinger har premiere 11. januar.

Udvalgte film

Væbnet med ord & vinger
2018

Hjemme i verden
2017

City slang redux
2011

Afgrunden
2003

Den talende muse
2003

Manden som ikke ville dø
1999

Carl Th. Dreyer – Min metier
1995

It’s a blue world
1990

© Filmmagasinet Ekko