Nyhed
19. mar. 2018 | 11:28 - Opdateret 20. mar. 2018 | 10:30

Super16 skaber mystiske serie-universer

Foto | Louise McLaughlin
Julie Brochorst Andersen er et velkendt ansigt på Ekko Shortlist. I midtvejsprojektet Vitasminde – plejer er død står hun i spidsen for et stærkt cast som den unge Katrine, der får en tvungen ansættelse på et plejehjem.

Den succesfulde filmuddannelse er gået helt nye veje og har som midtvejsprojekt lavet tre korte fortællinger i serieformat. Se dem hos Ekko!

Af Nicki Bruun

En gruppe unge i Grønland begår selvmord efter at have hørt en mystisk lyd, men en af dem vågner på uforklarlig vis op igen.

En ølstue i år 1600, der er befolket af en historisk person, men også byder på sci-fi-elementer.

En ung kvinde sendes i samfundstjeneste på et plejehjem, hvor døden er en fast del af hverdagen.

Der er store armbevægelser i den alternative og stærkt succesfulde filmuddannelse Super16’s midtvejsprojekter, som nu kan ses eksklusivt hos Ekko indtil 9. april kl. 12.

For første gang har en årgang fra Super16, der startede i 1999, kastet sig over serieformatet. Eksperimentet har udmøntet sig i nogle vidt forskellige historier, som dog alle åbner for fascinerende universer.

Stemning i mørket
Polar
skaber en suggestiv og sær fornemmelse i maven med sin historie om unge i Grønland, der begår selvmord, da naturen begynder at opføre sig mærkeligt.

Prologen og første afsnit, som udgør midtvejsprojektet, er skrevet af Super16-formanden Morten Mortensen, mens Natalia Anna Ciepiel og Alexander Ohrt står for instruktionen. Maria Møller Christoffersen og Ekko Shortlist Awards-vinderen Aka Hansen, der vandt for bedste dokumentar i 2017 med STG, er producere.

En sanddru og udførlig beretning om et underligt syn i Årslev Enge foregår i landsbyen Årslev, hvor fem mænd venter på at blive henrettet. Men så dukker lensherre Holger Rosenkrantz op for at redde dem. Periodedrama blandes med sci-fi i serien, der trods så forskellige elementer som kammerspil og horror opbygger en troværdigt ildevarslende stemning.

Serien er tænkt som en miniserie i fire afsnit, og midtvejsprojektet mundede ud i et pilotafsnit på 40 minutter. Det er skrevet af Anders Jeelsmark Mortensen, instrueret af Andrias Høgenni og Søren Peter Langkjær Bojsen og produceret af Maximilian Mayrshofer og Siri Bøge Dynesen.

Både Høgenni og Langkjær er velkendte navne på Ekko Shortlist og blev sidste år belønnet med nomineringer for deres førsteårsfilm, henholdsvis Et knæk og Delphi.

Vitasminde – plejer er død følger i fire afsnit af ti minutter 21-årige Katrine. Hun fanges i et dilemma, da beboerne begynder at dø med lidt for stor hyppighed på det plejehjem, hvor hun er blevet sendt i samfundstjeneste. Med lige dele karakterdrama og intens thriller-spænding bliver man grebet, når Katrine bevæger sig ind i mørket på jagt efter svar.

Serien er skrevet af Malene Rykær og Anna Louise Petersen Amargós, mens instruktørerne er Mathias Broe og Cecilie McNair, som har flere film på Ekko Shortlist. Den er produceret af Birgitte Rask samt Mads-August Grarup Hertz, som i mellemtiden er startet på Den Danske Filmskole.

I tidens ånd
Det har vendt op og ned på konstellationerne, at Super16 har kastet sig over serieformatet.

Sædvanligvis står en af de seks instruktører på hver årgang bag deres egen film. Men i midtvejsprojekterne for niende årgang har de fire manuskriptforfattere været hovedkræfter i de tre serier med to instruktører og producere hver som sparringspartnere.

Modsat kortfilm, der fortæller en afsluttet historie, kan en serie potentielt strække sig over utallige sæsoner. Det er blevet populært at binge på de mange streamingtjenester, og Super16’s serie-eksperiment er i den grad i tidens ånd.

Polar har netop været vist på den amerikanske festival SXSW, og det skal blive spændende at se, om disse interessante universer lever videre.

I første omgang kan du se resultatet af de serielle anstrengelser her hos Ekko.

Trailer: Årslev Enge

Kommentarer

Super16

Uafhængig filmuddannelse grundlagt i 1999.

Hvert andet år optages seks instruktører, seks producere og (siden 2011) fire manuskriptforfattere.

Årgang #9 har i deres midtvejsprojekter valgt at lave serier.

De kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside indtil 9. april kl. 12.

© Filmmagasinet Ekko